Mor!

Kun sjældent ser vi ind bag forventningsfacaden i værker af mandlige kunstnere, men Michael Kvium er en undtagelse med ‘En køkkenscene’, 1986. Sorø Kunstmuseum. Eget foto fra Nivaagaard.

Der er mange måder at være mor på – og ingen af dem er helt naturlig! Med værker fra adskillige århundreder, også vores eget, fortæller Nivaagaard tankevækkende historier om rollen som mor og dermed også om det at være barn, kvinde og kunstner gennem tiden.

Historier om mødre, Nivaagaards Malerisamling, Gammel Strandvej 2, Nivå. Til 24. januar, 2021. NB: Book billet på forhånd på nivaagaard.dk
Fem hjerter

x

Mange mener, at det at føde børn og derefter være mor er det mest naturlige man kan foretage sig som kvinde. Men på Nivaagaards nye udstilling står det hurtigt klart, at måden, man er mor på, har mere med kultur end natur at gøre. Og det udgangspunkt lægger op til så mange diskussioner og interessante tankerækker, at det er en sand fornøjelse.
En af de disse begynder i 1700-tallet med filosoffen Jean-Jacques Rousseaus revolutionerende bud på den bedste børneopdragelse. Pludselig skal barnet ammes af sin mor og rent faktisk være et barn i udvikling, før det kan vokse sig voksent. Det er radikalt nye tanker, men betyder samtidig, at kvindens rolle defineres som værende hos barnet og i hjemmet. Og så er det kun drengebørn, der skal lære at tænke selv. Døtre har værsgo fortsat at lære, at gøre som der bliver sagt fra mandlig side.

Jens Juel: ‘Portræt af grevinde Sophie Magdalena Raben med søn’, 1785. Privateje. Eget foto fra Nivaagaard

De nye tanker kommer forholdsvis hurtigt til Danmark, ikke mindst via Jens Juel, som mødte Rosseau i Schweiz først i 1770’erne. Resultatet kan ses i Juels ‘Portræt af Grevinde Sophie Magdalena Raben med søn’ fra 1785, hvor barnet netop er blevet ammet. Se bare brystet, der kun delvis skjules af det opsnørede kjoleliv!
Sådan kunne man i 1700-tallet signalere, at man er med på de mest moderne tanker og sådan kan et maleri med over to århundreder på bagen igen indskrive sig i en aktuel debat, der handler om hvor, hvordan og hvor længe man bør amme sit barn. Altid med “naturlighed” som stærkeste argument.

Når man først har fået øjnene op for hvilken kulturel konstruktion også rollen som mor i virkeligheden er, underbygges opdagelsen i stort set samtlige værker på udstillingen, hvor mandlige kunstnere kappes om at fremvise de mest vidunderlige mødre med masser af børn på skødet og i skørterne.
‘Instagrammoments’ kalder udstillingens kurator, Maren Bramsen, disse idylliske øjeblikke, som en ældre generation vil kende som Kodak Moments.
Det er livet set i det absolut mest flatterende lys, som nu det solskin, der falder så smukt ind i dagligstuen hos Viggo Pedersen og bader hans barn og hustru i nærmest overnaturlig lykke og harmoni – også selvom det egentlig ikke ser helt bekvemt ud, sådan som den unge mor sidder i sin store kjole på gulvet foran barnet.

Viggo Pedersen: ‘Solskin i dagligstuen. Kunstnerens hustru og barn’, 1888. Statens Museum for Kunst. Eget foto fra Nivaagaard

Skal man tro værkerne af kunstnere som Constantin Hansen, Johannes Larsen og Kai Nielsen, er der intet så yndigt, formfuldendt og selvomsluttende som en mor og hendes barn. Faktisk er motivet så på én gang almengyldigt og ophøjet, at kvinden kun sjældent benævnes ved navn, men i stedet optræder som “moder” eller “kunstnerens hustru”.
Selv når Johannes Larsen i 1887 rent faktisk titulerer sin hustru og kunstnerkollega med fornavn i titlen ‘Alhed ammer Puf’, er der intet spor er af hendes eget kunstneriske arbejde. I stedet er Alhed Larsen fremstillet i rødt og blåt, som det er traditionen for den kristne Madonna. (For en mindre romantisk skildring af kunstnerfamilien Larsen, se min anmeldelse af ‘Sympatiske Syberg’ på Ordrupgaard, 2015).

Johannes Larsen: ‘Alhed ammer Puf’, 1889. Johannes Larsen Museet. Eget foto fra Nivaagaard

Det er selvfølgelig ikke helt retfærdigt at se på tidligere tiders kønsroller med nutidens øjne, men man skal samtidig ikke være blind for, at det (blandt andet) er her i kunsten vi finder vores forbilleder. Derfor er det heller ikke kun for fuldstændighedens skyld, at også de kvindelige kunstnere skal frem i lyset. Og når det handler om rollen som mor, har flere af dem desuden en noget mere facetteret tilgang til motivet, end tilfældet er blandt deres mandlige kolleger.
Det ser man humoristisk og skarpt udfoldet hos Kirsten Justesen, som i 1976 fotograferer sig selv iscenesat som husmor med papillotter i håret, smøg i hånden og støvsugerne liggende for fødderne. Men også med vilde børn på bordet og midt i læsning om klassekampen, som også er værkets titel. (se desuden mit interview med Kirsten Justesen ved at klikke på navnet!).

Kirsten Justesen: ‘Klassekampen’, 1976 (2009). Statens Museum for Kunst. © Kirsten Justesen/VISDA

Rollen som mor (og som kvinde) er i forandring og man kan kombinere fortidens og fremtidens elementer som man har lyst. Hvis man altså tør.
De mindre stuerene og måske direkte taburiserede aspekter af forholdet mellem mor og søn griber Katja Bjørn frygtløst fat i med sit ætsende ærlige værk ’Mummy’s Desire’, hvor en video er indbygget i en komodeskuffe. Her ligger drengebarnet så, præcis som mor ønsker det: Som en barnebonsai pakket ind i vat og gemt væk fra verden. (Se også min anmeldelse af Nivaagaards udstilling af ‘Blomsterjensen‘, som Bjørn bidrog til, samt min anmeldelse af hendes ‘Begær i billedform‘ fra 2016. Jeg har desuden skrevet kataloget ‘Katja Bjørn: Still Walking’ fra 2011, som du kan se på siden ‘Om mig‘)

Katja Bjørn: ‘Mummy’s Desire’, 2008. Eget foto fra Nivaagaard

På flere fronter lægger Nivaagaards udstilling sig i smuk forlængelse af en række andre aktuelle udstillinger, blandt dem Louisianas ‘Fantastiske Kvinder – Surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo’ (se min anmeldelse ved at klikke på titlen eller find link nederst på siden), hvor vi præsenteres for over 30 kunstnere, der ville have været en del af kunsthistorien allerede, hvis de ikke lige havde været kvinder.
Også på Nivaagaard er der eksempler på kunstnere, som enten er eller har været skammeligt overset, udelukkende på grund af deres køn. Der er med andre ord nok at tage fat på for os kunsthistorikere.
Men mest markant handler ‘Historier om mødre’ om, at det netop er historier, konstruktioner, vi her har at gøre med. At den moderrolle, og dermed også kvinderolle, som vi ofte opfatter som naturgiven, i virkeligheden er en kulturel konstruktion. Og det er jo en god nyhed. For kultur kan man, trods alt, ændre, hvis man vil, hvorimod naturen er en endnu mindre medgørlig modstander.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.