Mytemageren Gauguin

Paul Gauguin: 'Manao tupapau', 1892

Paul Gauguin: ‘Manao tupapau’, 1892

Når virkeligheden ikke helt svarede til hans forestillinger, tog Gauguin ganske enkelt sagen i egen hånd og fremstillede blandt andet de afgudsfigurer, han mente tahitianerne selv burde have snittet – hvis de da ikke lige var blevet kristne

Gauguin: Maker of Myth. Tate Modern, Bankside, London. Til 16. januar, 2011. fire hjerter

 

At (selv)iscensættelse ikke er en opfindelse af nyeste dato, får man syn for allerede i den første sal på Tate Moderns aktuelle udstilling, da der også bærer titlen ’Gauguin: Maker of Myth’, mytemageren Gauguin. Salen fremviser således en række selvportrætter, der præsenterer os for både en ganske ung Gauguin, kækt iklædt bohemens foretrukne hovedbeklædning, fez’en, og verdensfareren Gauguin, der ser på os (og sig selv i spejlet) sidelæns, foran hans berømte maleri ’Manao tupapau’.

Paul Gauguin: 'Selvportræt', 1893-1894

Paul Gauguin: ‘Selvportræt’, 1893-1894

Men man skal ikke tage disse selvportrætter alt for meget for pålydende. For selvom Gauguin grangiveligt ligner en kunstner i billedet fra midt i 1870’erne, så var hans hovedbeskæftigelse på den tid arbejdet som børsmægler. Og selvom inklusionen af ’Manao tupapau’ i baggrunden på selvportrættet fra 1893-94 peger på Gauguins rejse til Tahiti, så er det malet hjemme i Paris. Derved fortæller selvportrætterne først og fremmest historien om, hvem Gauguin gerne vil være, og netop denne tilgang til motivet er det gennemgående træk udstillingen igennem.

Det viste sig for eksempel, at tahitianerne forlængst var blevet kristne og såkaldt ”civiliserede”, da Gauguin for første gang satte fod på øen i 1891. Hvilket var en stor skuffelse for kunstneren, der havde rejst helt til Stillehavet i den tro, at han her ville finde et uspoleret og oprindeligt folkeslag. Men snart stødte han på et eksemplar af bogen ’Voyage aux îles du grand ocean’ (rejsen til stillehavsøerne), der var blevet forholdsvis fantasifuldt forfattet af en Jacques-Antoine Moerenhout i1837. Her kunne Gauguin læse om den tahitianske månegudinden Hina og Jordens gud, Tefatu, som han derefter kastede sig ud i at genskabe, ikke mindst som træskulpturer.

Paul Gauguin: 'Pape moe', 1893

Paul Gauguin: ‘Pape moe’, 1893

Disse skulpturer dukker op i flere af hans malerier, blandt andet endnu et selvportræt fra 1893, hvor træfiguren indtager rollen som autentisk afgudsbillede. Et andet eksempel på Gauguins kreative tilgang til de faktiske forhold finder man i den serie af værker, der kredser omkring motivet ’Pape Moe’, det mystiske vand. I Gauguins fremstillinger springer dette vand på vidunderlig vis direkte ud af en klippe, mens en kvindefigur læner sig frem for at slukke sin tørst i kilden. Men selvom Gauguin i sin bog ’Noa Noa’ skriver, at han selv havde oplevet scenen, så er billederne tydeligvis baseret på et fotografi af Charles Spitz. Og her kan man oven i købet se, at kilden i virkeligheden var et ret uromantisk vandrør.

 

 

Charles Sptiz's fotografi 'Pape moe', 1863

Charles Sptiz’s fotografi ‘Pape moe’, 1863

Den form for omskrivninger kan man selvfølgelig henføre under kunstneriske friheder, men i Gauguins tilfælde tegner der sig et meget tydeligt billede af, hvad det er han ønsker at opnå med disse omskrivninger. For ligesom han livet igennem arbejder intenst med et visuelt udtryk, han selv betegner som ”primitivt”, så ønsker han også at fremmale en verden, hvor denne primitivitet hører hjemme. Og derfor er udstillingens titel så velvalgt, for når virkeligheden ikke kunne mønstre de myter, Gauguin havde håbet på, så opfandt han dem simpelthen selv.

’Gauguin: Maker of Myth’ er inddelt i emner og motivkredse, fremfor at skride kronologisk til værks, hvilket fungerer fint og overbevisende. Desuden er det en ren befrielse at opleve, at der gås fuldstændig uforfærdet til en så ikonisk kunstner. Her er ingen hæmmende ærbødighed og intet til hinder for at vise, hvordan Gauguin skabte myterne om sig selv og sine rejsers mål. Bedraget bliver blotlagt, men det gøres uden at der går skår af Gauguin. Tvært imod, for selvom jeg personligt kan blive en smule træt af hans mytemageri, så er det spændende at følge, hvad det er han vil have os til at tro.

Og Gauguin vil, navnlig fra begyndelsen af 1890’erne og frem, gerne give os et billede af sig selv omgivet (og begæret) af smukke, eksotiske kvinder. I forestillingen om ”det primitive” har kvinden alle dage været en central figur, der først og fremmest optræder som en mandsfantasi om seksuel løssluppenhed. Det syn på sagen var Gauguin langtfra alene om, men han koblede fremstillingen med en anden form for primitivisme, end man før havde set. I ’Manao tupapau’ fra 1892 (hvis titel betyder: de døde holder opsyn) indsætter han således en sært skræmmende figur, ved siden af den nøgne pige på sengen, og parrer derved det latent seksuelle med den grundangst, man også anså som et centralt aspekt ved ”det primitive”.

Tizian: 'Venus fra Urbion', 1538

Tizian: ‘Venus fra Urbion’, 1538

Samtidig trak Gauguin på kunstneriske inspiration fra mange, og meget forskelligartede, kilder. Pigens placering på sengen i ’Manao tupapau’ kan således ses som et ekko afvestlige fremstillinger af den eksotiske (og liggende) kvindefigur, fra Tizians ’Odalisk’ eller ‘Venus fra Urbion’ til Manets ’Olympia’ (inspireret af selvsamme Tizian), mens han rent stilistisk forenkler sin billedflade på en måde, der kan minde om japanske mestre som Hokusai. Men faktisk behøvede Gauguin ikke hente sit motiv i Stillehavet for at forlene det med mytologiske og seksuelle over- og undertoner. Det beviser han blandt andet i billedet af ’The Loss of Virginity’ (mødomstabet) fra 1890-91, der er malet i Frankrig.

Paul Gauguin: 'Mødomstabet', 1890-91

Paul Gauguin: ‘Mødomstabet’, 1890-91

Med andre ord benyttede Gauguin sig af alt, der kunne være med til at skabe det billede, han havde i sinde at vise verden. Både af sig selv, den nye kunst og af de eksotiske steder, han besøgte. Derved placerer han sig på den ene side i forlængelse af en europæisk tradition for at se med romantiske øjne på det eksotiske, og på den anden side som en af de allerførste, der for alvor så potentialet i kunst fra andre verdensdele – og i at fremmane et selvbillede, der ikke var i fuldstændig overensstemmelse med virkeligheden.

 

Paul Gauguin: 'Selvportræt', 1888

Paul Gauguin: ‘Selvportræt’, 1888

Paul Gauguin blev født i 1848 i Frankrig, men tilbragte de første fem år af sit liv i Peru. Han var i flåden fra 1865-71 og slog sig derefter ned som børsmægler i Paris. I 1873 giftede han sig med danske Mette Gad, som han fik fem børn med. Først i 1882 blev han kunstner på fuld tid og i 1891 sagde han sit sidste farvel til familien i København, og drog af sted til Tahiti. I 1893 viste Den Frie en lang række af hans, og Van Goghs, værker, og samme år vender Gauguin, fattig og syg, tilbage til Paris. I 1895 rejser han igen til Stillehavet, hvor han dør af et syfelisrelateret hjerteslag i 1903.

 

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer