Installationshot fra Rønnebæksholm, 2018. Foto: David Stjernholm
Det er først til sidst man opdager, at udstillingen ‘En kort historie om abstraktion’ handler om en enkelt kunstners inspirationskilder
En kort historie om abstraktion, Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, Næstved. Til 2. september, 2018. tre hjerter
Det er efterhånden en del år siden, man ofte hørte kunstnere beklagede sig over kuratorer, der fik mere opmærksomhed end de udstillende kunstnere og behandlede værkerne som brikker til kuratorens eget billede.
I dag er kuratorrollen for det meste mere diskret og en hel del kunstnere påtager sig også helt officielt rollen som planlægger af udstillinger. Det sidste skulle man umiddelbart tro var en fordel for de udstillende kunstnere, men det er nu ikke altid tilfældet.
For det at sammensætte en udstilling, der også giver mening for de besøgende, er ikke så let som det måske lyder. Således skal en kurator være i stand til at træde ud af sig selv og stille sig i beskuerens sko, idet en klassisk faldgrube i stort set al formidling er, at man glemmer, hvad andre ikke ved. En anden er, af ren og skær begejstring, at præsentere alt for meget på én gang.
Begge fælder går kunstneren Julie Sass i med sin kuratering af udstillingen ‘En kort historie om abstraktion’ til Rønnebæksholm. Der er således ingen tvivl om, at Sass selv kender de 23 kunstnere fra 11 lande særdeles godt, for det viser sig, at udstillingen faktisk handler om hendes personlige inspirationskilder.
Ligeså tydeligt er det, at Sass vil os alt det bedste, men for den besøgende er der ganske enkelt for mange forskellige kunstnere og for få af de mindre kendtes værker til, at man for alvor kan gøre nye kunstneriske bekendtskaber.
Til gengæld er der flere steder fine korrespondancer mellem formerne, værkerne imellem, også selvom de visse steder modsvares af titlerne. Cobrakunstneren Sonja Ferlow Mancobsas skulptur ‘Masken’ fra 1977 står således flot foran Sass eget nye maleri ‘Uden titel (to former, sølvgrå bund, form efter Minimal Barok)’, mens Vilhelm Bjerke Petersens nordiske surrealisme går i direkte dialog med Rønnebæksholms blankpolerede messingovn.
Sonja Ferlov-Mancobas skulptur, ‘Masken’, foran et Julie Sass-maleri på Rønnebæksholm. Foto: David Stjernholm
Det er også en god idé at vise amerikanske James Hydes store, digitale print ‘Embracing Patrick Henry Bruce’ (2005) udenfor, så man kan se det gennem vinduet. At titlen peger på en hyldest til en afdød, amerikansk kubist, får dog ingen ord med på vejen, og det ville nok også blive for indviklet. Men har man ikke sin kunsthistorie præsent, vil jeg tro det er særdeles vanskeligt at manøvrere sig gennem udstillingen.
De ledsagende tekster handler således om Sass’ personlige forhold til værkerne og, i nogle tilfælde, kunstnerne bag. Det er der i princippet intet galt med, men så er det den forkerte overskrift og introduktion, man har udstyret udstillingen med. Således loves man på forhånd, at udstillingen vil udfolde “en ny fortælling om abstraktionens historie og potentiale” og “fremdrage sammenhænge, der ikke tidligere har været belyst”.
Og så er det svært ikke at blive både en smule skuffet og forvirret. Skuffet fordi fortællingen ikke former sig som en rød tråd, men som punktnedslag, og forvirret fordi man lidt for ofte må undrer sig over, hvorfor netop disse værker er valgt.
Man kan således blandt andet spørge, om Yoko Onos bidrag, der hører til den del af hendes produktion, hvor hun giver anvisninger på, hvordan man skal (gen)skabe værket, er abstrakt? Det har ganske vist kun figurativ form i selve udførelsen, men jeg ville alligevel nærmere betegne det som et stykke konceptkunst, hvor det er tanken, idéen, der er det bærende materiale.
Der skulle ellers være abstrakt kunst nok at vælge imellem og flere oplagte kunstnere glimrer da også ved deres fravær. Hvorfor får man først svaret på i de sidste to sale, for hvor Sass’ egne værker hidtil har blandet sig med de øvrige udstilleres, er de her alene på væggene.
Udstillingen handler altså i virkeligheden om Julie Sass’ egen kunst og de kunstnere, der inspirerer hende. Men når overskriften lover ‘En kort historie om abstraktion’, kommer dette som lidt af en overraskelse. Ganske ufrivilligt kommer Sass således til at iscenesætte sin egen kunst som kulminationen på hele historien om abstraktion. Og det er jeg sikker på ikke er hendes intention.