Anna Klindt Sørensen var forud for sin tid, men det bliver ikke med denne udstilling, at hun endelig indtager sin retmæssige plads
Anna Klindt Sørensen: Det grænseløse blik, Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby. Til 13. august, 2021. Fire hjerter
x
Når hun er bedst, er hun årtier forud for sin tid. Det er Anna Klindt Sørensen i 1962, hvor hun med hastige penselstrøg, som var hun en rendyrket 80’ermaler, angiver sneen på grenen i ‘Vinter i Ry’. Og det er hun igen midt i 60’erne, når hun udfolder sin model, Ellen Rossell, på billedfladen med en energi og fundamental fandenivoldskhed, der trækker tråde både tilbage til tyske Paula Modersohn-Becker og frem til vores egen samtidskunst.
Her tænker jeg blandt andre på en kunstner som amerikanske Monica Kim Garza (f. 1988), der flere gange har fyldt V1 Gallery på Flæsketorvet med sine både nøgne og bastante kvindefigurer, som altid er i fuld gang med at leve livet. Det er nemlig både kropsligheden og en snert af selvtilstrækkelighed, Klindt Sørensens og Kim Garzas kvinder har til fælles. Og så gør de sig ikke til i traditionel forstand. I stedet er de. Med fylde, forankring og stor overbevisning.
Til tider er tyngden i Klindt Sørensens modelmalerier så stor, at det føles som om hun har udført værket ved at dyppe begge hænder i mudder, for derefter at køre dem over modellens krop til den var smurt helt ind – og så ladet det tørre til et maleri.
I andre værker går hun mere klassisk til motivet, som i et maleri fra første halvdel af 1930’erne, hvor modellen sender hilsener til både Léger, som hun havde studeret hos i Paris, og Picasso, der tumlede med en lignende dualitet mellem det moderne og klassiske udtryk.
Paletten er dog også her holdt i jordfarver, og derfor undrer det mig, når jeg i kataloget læser udstillingens kurator Eva Pohl beskrive Klindt Sørensens “euforiske kolorit”. For nok er jeg med på, at Klindt Sørensens farvefornemmelse er fin, men på Sophienholm fremstår den altså temmelig mørk, grænsende til det direkte tunge.
Desværre er det ikke min eneste anke. Men den største af dem er dog, at jeg
simpelthen savner en helt basal præsentation af Anna Klindt Sørensen (1899-1985), en tidslinje og tilløbet til en forklaring på, hvorfor hun gik i glemmebogen. Eller måske i virkeligheden aldrig rigtig slog igennem?
For til trods for gode anmeldelser og udmærkelser som både Eckersberg og Thorvaldsen Medaljen, er det som om de store soloudstillinger udeblev.
I stedet udstillede hun med Decembristerne og på Charlottenborgs Efterårsudstillinger som medlem af Grafisk Kunstnersamfund.
En mulighed viser sig i 1977, hvor hun viser værker i Kunstforeningen i selskab med Ursula Reuter Christiansen, Inge Ellergaard, Kirsten Justesen og Lene Adler Petersen – og så bliver det bare ikke meget bedre!
Alligevel forsvinder hun igen og igen ud af historien. Er det fordi (kunst)historien er skrevet – og Anna Klindt Sørensen er skrevet ud af den én gang for alle? Det kan jo ikke passe, for i disse år oplever vi netop en revurdering og genintroduktion af en række kvindelige kunstnere, som gør vores kunst og historie stadig mere komplet og kompleks.
Og hvad skete der mere præcist med hendes ellers så fremsynede og gennemarbejdede planer om et museum for kvindelige kunstnere i det hus, Klindt Sørensen havde arvet efter sin mor? Hvem var det, der efter hendes død i stedet solgte huset og hvorfor?
Der ligger så mange spørgsmål og spøger at de ind imellem ligefrem skygger for værkerne. Desværre afdækkes de ikke på Sophienholm, og den aktuelle udstilling bliver således ikke den, der får fæstnet Klindt Sørensens navn i fortællingen fremover. Præsentationen mangler ganske enkelt noget af den tyngde, som malerierne nu står alene om at bidrage med. Og uden en solid base forbliver også tilføjelsen af et par installatoriske værker af Birgitte Ejdrup Kristensens (f. 1975) uforløst.
Selvfølgelig er det da sjovt at høre Anna Klindt Sørensens selv tale i den telefon man kan tage, men jeg er stadig i tvivl om møblets svungne stil har noget som helst med hende at gøre. Ligesom det er noget mærkværdigt at høre kunstneren forklare, at hun ikke maler mænd, når nu der i næste sal hænger portrætter af udelukkende mandlige kunstnerkolleger!
Man kunne også med fordel problematisere Klindt Sørensens påstand om, at hun i egne malerier giver kvinderne en ny plads i kunsten. For selvom de kvinder, hun maler, har trods og tyngde, så er de stadig lige så nøgne som mange andre kvinder i kunsten er det.
Men det skyldes måske udvalget af værker, der vises lige nu på Sophienholm?
x