Jørgen Haugen Sørensen: ‘De andre eller vidnerne’, 2006
Jørgen Haugen Sørensen har fyldt de underjordiske cisterner i Søndermarken med kaskader af knogler og knuste hovedskaller. Tør man trodse mørket og tænke med om både liv og død, venter der en rensende oplevelse
Jørgen Haugen Sørensen i Cisternerne. Cisternerne, Søndermarken, Frederiksberg. Til 27. november. fem hjerter
Der er få udstillingssteder så specielle som Cisternerne i Søndermarken. Og der er få kunstnere som skaber værker, der ville klæde de drypvåde underjordiske sale så smukt, som Jørgen Haugen Sørensens gør det. Her, højt over hovedstaden, der midt i 1800-tallet eksploderede ud af voldene, placerede man et gigantisk vandreservoir, der frem til 1933 forsynede København med friskt vand. Men selvom cisternernes tre kamre har været drænet siden 1996, så finder vandet stadig vej derned. Hvilket passer Haugen Sørensens skulpturer perfekt.
Det betyder nemlig, at overfladen på de ti bronzerelieffer, der har den fælles titel ’Imens vi er – til vi var’, bliver nærmest knitrende, når støvfine vanddråber triller langs blottede kranier og kaskader af knogler. Serien ser ud til at være en sort pendant til det hvide, men ikke mindre voldsomme, relief, Haugen Sørensen sidste år udførte til Landsretten. Og tematikken er, som så ofte hos Haugen Sørensen, transformationen fra levende til død.
Hvert af de ti relieffer står lænet op ad en bærende søjle i cisternesalen, og mellem dem har man placeret yderligere to helt nye værker. Det ene har den præcise titel ’Mod muren’, og det er lige nøjagtigt, hvad der er sket med dette hovede: det har ramt muren. Og så er tiden som stoppet lige dér, midt i impaktet, så den deformitet, dette pludselige møde mellem menneskehoved og mur afstedkommer, bliver fastholdt for evigt. Det minder lidt om at se en boksers slag i slow motion, hvor man kan følge chokbølgen gennem alle ansigtets træk.
Den samme fremgangsmåde brugte Haugen Sørensen i 2006, da han skabte en serie af 47 terracottahoveder med titlen ’De andre eller vidnerne’. Alle ansigterne er stærkt deformerede, hvilket gennem kunsthistoriske briller kunne pege tilbage på de formeksperimenter, kubisterne introducerede i begyndelsen af 1900-tallet og som er fortsat lige siden. Kunstnere som Picasso undersøgte, hvordan man opnår den største portrætlighed: ved en objektiv gengivelse af ansigtsformen eller via kunstnerens subjektive oplevelse af personen?
Men man kommer ærlig talt ikke så langt ad denne intellektuelle flugtrute, før værkerne effektivt spærre én vejen. Og det gør de ved at fremvise den vold, der har ført til deformiteten. Eller måske skulle man sige fører, for det er som om overgrebet foregår lige nu og her, for øjnene af den forfærdede beskuer, der ikke kan se de usynlige hænder og slagvåben, kun resultatet af den vold, de udfører.
Jørgen Haugen Sørensen: ‘Jeg mener jeg ser’, 1998
Det ældste værk på udstillingen, ’Jeg mener jeg ser’, er fra 1998, og lagde året efter navn til en større soloudstilling på Glyptoteket. Her frembæres kroppe på stiliserede bårer, ofre, måske for en naturkatastrofe som det vulkanudbrud, der ramte Pompeji, måske for en terrorbombe. I alle tilfælde lemlæstede, fastholdt i smerte og død, mens vanddråber pibler henover bronzehuden, fanger det stærke spotlys og slår gnister.
Jørgen Haugen Sørensen (født 1934) er en kunstner, der kan veksle mellem mange forskellige udtryk. De yderste poler udgøres således af henholdsvis de figurative skulpturer, som dem, man kan opleve i Cisternerne, og de abstrakte værker som ’Huset der regner’ på Sankt Hans Torv. Men selv indenfor de figurative værker findes der en stor spændvidde, der ikke mindst defineres via hans brug af farve. Nogle værker (og disse er i mine øjne ofte de bedste) lader han stå i materialets egen farve, mens andre bemales, glasseres og farvelægges voldsomt.
Men selvom jeg altså selv hælder til de mere monokrome værker, så tager jeg hatten af for en sag som ’Dumhedens mor’ (2006). For sjældent har stentøj fremstået så frastødende – og det med fuldt overlæg. Skulpturen, der vel bedst kan beskrives som en lyserød mavesæk med hul i begge ender, synes at indgå i en serie af værker, hvor Haugen Sørensen sætter spot på vores absolut mindre flatterende sider. Ligesom han i andre værker vedholdende undersøger døden.
Det er den slags tanker og tematikker, de fleste af os gerne gemmer lidt væk. Lader ligge hen i mørke. Skjuler, som cisternerne under Søndermarken. Men nogle gange må man stå ansigt til ansigt med sine mørke sider. Og det kan ikke gøres smukkere, end det sker lige nu – dybt nede i Valby Bakke.
Jørgen Haugen Sørensen: ‘Jeg mener jeg ser’, 1998