Når knuste krukker er kunst

Ai Weiwei: ‘Ghost’, 2005

Ai WeiWei. Faurschou CPH, Store Strandstræde 21, København K. Til 1. juni, 2011. fem hjerter

At mødet mellem fortid og nutid kan være yderst eksplosivt, får man bevis for hos Faurschou, der har besøg af den berømte kinesiske kunstner Ai WeiWei. Det er ham, der siden efteråret (2010) har fyldt Tate Moderns turbinehal i London med millioner af store solsikkefrø, udført i porcelæn, der desværre støver så meget, at man ikke længere må gå rundt i dem. Personligt synes jeg nu ikke man går glip af det helt store, hvis man ikke når til London. I stedet bør man lægge vejen forbi Store Strandstræde.

Her præsenteres man nemlig både for en lille dynge af (overskydende?) porcelænsfrø, men nu i selskab med fire andre værker, der får det hele til at give mening. Således fylder Ai WeiWei den ene sal med 96 store porcelænskrukker, dekoreret i stadig større felter, men aldrig mere end halvvejs rundt og alle med samme, klassisk kinesiske, motiv. Som de står dér på rad og række, peger krukkerne både på den masseproduktion, som Kina er så kendt for, og tilbage på minimalismen, der netop havde et godt øje til det masseproducerede.

Ai Weiwei: ‘Ghost’, 2005

Og hold op, hvor Ai WeiWei får revitaliseret minimalismen! Billedet, både af dekorationen og krukkerne som helhed, ændrer sig konstant, mens man bevæger sig rundt i rummet, ligesom kontrasten mellem den rødlige dekoration og krukkernes inderside, der synes køligt grøn i sin skygge, er super sanselig. Men det handler i lige så høj grad om en kritik af den måde, Kina forvalter sin kulturarv på i disse år. Så det er næppe tilfældigt, at man kommer til at tænke på, hvor svært det kan være at se forskel på en kostbar antikvitet og en massefremstillet kopi, når det kommer til Kina.

Ai Weiweis bemalede krukker, 2008

Forholdet til fortiden bearbejder Ai WeiWei yderligere i det værk, der består af otte puppeformede krukker, som daterer sig helt tilbage til Han dynastiet for 2000 år siden. Dem har Ai WeiWei ganske brutalt bemalet i skingre farver på samme vis, som en ligeså gammel tykmavet krukke er blevet tilføjet det (nu så) verdenskendte logo for Coca-Cola. Og destruktionen af fortiden fortsætter, når han udstiller 30 store glaskrukker, alle fyldt til randen med pulveriserede antikke krukker og vaser.

Måske er det den samme form for desperation, der ind imellem får unge mennesker til at sætte ild til sig selv i verdens brandpunkter. Det er en protest, der går til yderligheder, men også bliver nødt til det, for at blive hørt. Kina er ikke ligefrem kendt for sit hensyn til menneskerettigheder, og aktivisten Ai WeiWei er da også blevet banket halvt ihjel af politiet, ligesom hans nyopførte værksted i Beijing netop er blevet jævnet med jorden.

Men selvom behandlingen af de tusindårige krukker er brutal, så forlener Ai WeiWei hele sit (protest)projekt med en æstetisk skønhed, der står i skærende kontrast til budskabet. Og netop derfor gør det hele så meget mere interessant.

Ai Weiwei: ‘Cola’, 2010