Når kunst chokerer …

 

Kunst der medfører chok, forargelse og i sjælden tilfælde endda politianmeldelser, er ikke noget helt nyt. Men hvad der støder, forarger og fører til debat, ændrer sig med tiden. I dag er det således de færreste, der vil så meget som løfte et øjenbryn over Manets ’Olympia’ eller for den sags skyld Freddies ’Sexparalyseappeal’, for vi er blevet langt mere vant til sex. Også i det offentlige rum.

Men så kan man provokere på så mange andre måder. En af de sikreste har i årtier været, at dræbe et dyr. Det skaber opmærksomhed, men ikke nødvendigvis om det, kunstneren egentlig havde tænkt sig. Sådan en skandalesucces kan umiddelbart virke tillokkende, problemet er bare, at skandaler har det med at leve deres eget liv – og måske endda overtage kunstnerens undervejs.

I det 21. århundrede har man så fundet et nyt område, der har vist sig særdeles velegnet til at skabe voldsom debat: religion. Og det vil i denne sammenhæng først og fremmest sige islam. Kristne symboler i alternative sammenhænge har dog også vakt vild opstandelse, som man kan se her på siden, hvor jeg har valgt en række værker ud, der har chokkeret, forarget – og fået kunstneren i fedtefadet på forskellig vis:

 

Éduard Manet: 'Olympia', 1863

Éduard Manet: ‘Olympia’, 1863

FRÆKKERT. Da Éduard Manet i 1863 maler den henslængte ’Olympia’, henter han en del af kompositionen i Tizians berømte maleri ’Venus fra Orbino’ (1538). Alligevel vækker ’Olympia’ skandale, da hun bliver udstillet på Parisersalonen i 1865. Ikke fordi hun er nøgen, for nøgne kvinder er der også midt i 1800-tallet masser af i kunsten, men fordi hun har den frækhed, at møde beskuerens blik. Og det endda med en selvsikkerhed, som man ikke fandt særlig passende for en kvinde. At Manet så, oven i købet, har udskiftet Tizians lille hund, et klassisk tegn på troskab, med en uartig mis, gør kun associationerne til en prostitueret endnu tydeligere. Måske nogle af gæsterne ligefrem kunne genkende ’Olympia’? I dag finder man hende på Musée d’Orsay i Paris

 

Marcel Duchamp: 'Fontæne', 1917

Marcel Duchamp: ‘Fontæne’, 1917

SPIRNGVAND. Selvom vi skal helt tilbage til 1917 for at finde Marcel Duchamps ’Fontæne’, så er det et værk, der stadig kan vække til diskussion. For hvordan kan det dog være kunst? Duchamp introducerer i 1910’erne begrebet ’ready-made’, hvilket betyder et værk, som så at sige allerede er skabt og hvor kunstnerens indgriben begrænser sig til at erklære: Dette er (nu) kunst. Hans mest berømte ready-made, ’Fontæne’, består således af en pissoirkumme, der står på hovedet, og er signeret R. Mutt. Hvad den gådefulde underskrift eventuelt hentyder til, er der flere bud på, men det er det rene vand ved siden af de mange læsninger af værket, der kan ses som alt fra en moderne Madonna til et udsagn om, at kunst er noget, man pisser på.

 

Vilhelm Lundstrøm: 'Det andet bud', 1918.

Vilhelm Lundstrøm: ‘Det andet bud’, 1918.

SINDSSYGT. Også her hjemme kommer vi efterhånden med på bølgen af skandaler. Det hele begynder i 1918, hvor Vilhelm Lundstrøm udstiller sin serie af såkaldte ’pakkassebilleder’ på Kunstnernes Efterårsudstilling i København. De er de første abstrakte værker, udført af en dansk kunstner, og for nogle er de samtidig så grimme, at der må være en logisk forklaring. Den kommer fra lægen og bakteriologen Carl Julius Salomonsen (1847-1924), som mener, at der er tale om en smitsom sindssygdom, som han kalder ’dysmorfisme’. En del af Lundstrøms kunstnerkolleger kommer til hans og værkets forsvar, og debatten bølger frem og tilbage i flere måneder. Lundstrøms pakkassebillede ’Det andet bud’ indgår nu i samlingen på Statens Museum for Kunst.

 

Wilhelm Freddie: 'Sexparalyseappeal', 1936

Wilhelm Freddie: ‘Sexparalyseappeal’, 1936

PORNO. I dag kan det være vanskeligt at forestille sig, hvordan sådan en tegnet tissemand, som de fleste vil genkende fra offentlige toiletter, kunne skabe så stor en skandalen. Men tiden var en anden i 1930’erne, hvor Wilhelm Freddie udførte sin skulptur ’Sexparalyseappeal’. Surrealismen var stadig noget nyt, ’sex’ hørte ikke til blandt de ord, man tog i sin mund og Syd for grænsen voksede den tyske nabo sig stadig mere aggressiv. Skulpturen blev beslaglagt af politiet og førte i 1937 til en dom over Freddie for at udstille utugtige billeder. Men måske mere alvorligt krævede det tyske gesandtskab samtidig maleriet ’Meditation over den antinazistiske kærlighed’ fjernet fra en udstilling – og i 1944 måtte Freddie flygte til Sverige, forfulgt af både besættelsesmagten og dens sympatisører.

 

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen under 'Hesteopfringen', 1970. Foto: Jørgen Schytte

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen under ‘Hesteopfringen’, 1970. Foto: Jørgen Schytte

DYREDRABET. Hvis man virkelig vil have danskerne op på mærkerne, skal man slå et dyr ihjel – i fuld offentlighed. Fra 1970 og tre årtier frem har vi været vidner til en ’Hesteofring’, sammmensyede grise, udstoppede hundehvalpe og småfisk i blendere, hvilket hver gang har ført til voldsom debat. Dog ikke om dyrs daglige forhold eller det, kunstnerne egentlig var ude på at debattere. Hvilket i kronologisk rækkefølge vil sige Vietnamkrigen (Bjørn Nørgaard, Henning Christiansen og Lene Adler Petersen), vores egen forgængelighed (Christian Lemmerz), (over)forbrug (Michael Brammer) og Marco Evaristtis forsøg på at kategorisere os som enten sadister, voyeurer eller moralister, alt efter hvordan vi reagerede på blenderværket ’Helena’ i 2000.

 

André Serrano: 'Piss Christ', 1987

André Serrano: ‘Piss Christ’, 1987

JESUS. I udlandet har man en del eksempler på kunst, der støder på den religiøse måde. Men her er det oftest kristne, der bliver knotne. Det skete for eksemple i USA sidst i 1980’erne, da højreorienterede politikere rejste en bølge af protest på to fronter: Dels mente de, at André Serranos ellers prisbelønnede fotografiske værk ’Piss Christ’ var blasfemi, dels at det var for galt, at han havde modtaget offentlig støtte til dens slags kunst. Det lignede den perfekte storm, men så kom nonne og kunstanmelder Wendy Becket på banen og udtalte, at værket i hendes øjne viser, hvordan vi behandler Jesus i dag. En noget uventet drejning, der dog ikke har afholdt folk fra at vandalisere værket ved flere lejligheder.

 

Marina Abramovic: 'Rhythm 0', 1974

Marina Abramovic: ‘Rhythm 0’, 1974

KROPSLIGT. Performancekunst er et godt redskab, hvis man vil vække debat – og måske ligefrem chokere. I 60’erne og 70’erne eksperimenterer man meget med interaktionen mellem publikum og kunstner, som i Yoko Onos performance ’Cut Piece’, hvor deltagerne klipper hendes tøj af. Marina Abramovic tog det dog et skridt længere i sin performance ’Rhythm 0’ fra 1974, hvor publikum blev inviteret til at gøre hvad de ville med kunstneren. Abramovic stillede en række redskaber til rådighed, fra en fjer til en ladt pistol. Det endte med at en blandt publikum rent faktisk rettede pistolen mod kunstnerens hoved, hvorefter der blev grebet ind. Alle var rystede, også Abraovic selv, der sagde, at hun havde lært at publikum rent faktisk kan finde på at dræbe kunstneren. Hvis de får lov.

En yngre generation af performancekunstnere arbejder videre med, og genopfører i nogle tilfælde ligefrem, både Ono og Abramovics værker. Således har Lilibeth Cuenca Rasmussen udført sin version af ‘Cut Piece’, mens østrigske Elke Krystufek går knap så langt som Abramovic, når hun lader publikum interagere med kunstneren.

 

Kristian von Hornsleth: 'Honrsleth Village Project', 2006

Kristian von Hornsleth: ‘Honrsleth Village Project’, 2006

RACISME. I 2006 tilbød Kristian von Hornsleth en gris eller en ged til indbyggerne i en afrikansk landsby, hvis de vil tage ’Hornsleth’ som mellemnavn. Og det var der en del, der gerne ville. Myndighederne i Uganda greb dog ind, idet de fandt ’Hornsleth Village Project’ uetisk, og det var også sådan, de fleste opfattede det. Men ifølge Hornsleth var han intention hele tiden at sætte fokus på det fortsatte og ulige magtforhold mellem (hvide) europæere og (sorte) afrikanere. Det budskab kom meget lidt frem og i dag siger Hornsleth, at han er blevet klogere og fremover vil gennemtænke sine værker og projekter langt mere, så de ikke bliver misforstået i fremtiden.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer