Naturen er kommet for at blive

Katharina Grosses værk i Mindeparken. Eget foto

ARoS byder ind med en gigantsatning i tre dele, der ender med at sprede sig gennem det meste af Aarhus. Det er både overvældende, forvirrende og sine steder vanvittig godt

ARoS Triennial ‘The Garden – End of Times, Beginning of Times’: The Past, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus, til 10. september; The Present, flere lokaliteter i Aarhus, til 30. juli, The Future, langs kysten, til 30. juli, 2017. fem hjerter

For at forstå samtiden, og ikke mindst fremtiden, må man begynde med fortiden. Det lyder måske indlysende eller ligefrem banalt, men når det kommer til ARoSs store tredelte satsning til Kulturhovedstad Aarhus, er det også sandt på et helt lavpraktisk niveau.
Man bør derfor lægge ud i selve museet, hvor den historiske gennemgang af naturen, set med menneskeøjne, tager sin begyndelse sidst i 1600-tallet, hvor Franz Rösel von Rosenhof gengiver et detaljerigt og fantasifuldt Paradis, før og efter syndefaldet.

Der er dog lidt langt mellem de virkelig vægtige værker i de første sale, men bare bid de mentale tænder sammen, for der er mere i vente. Så snart man når op til begyndelsen af det 20. århundrede kommer der anderledes fart over feltet. Og ikke mindst over farverne, med sitrende neoimpressionisme, storslået ekspressionisme, samt et enkelt og vanvittigt elegant tryk af den japanske mester Hokusai.

Henri-Edmund Cross’ flor af mandelblomster på ARoS. Eget foto

Neoimpressionisten Henri-Edmund Cross byder således ind med et vibrerende pink flor af mandelblomster, mens Ernst Ludwig Kirchner slår bjergtinder op i brutale farver og store penselstrøg. Emil Nolde lader både en syg sol spejle sig i havoverfladen og fremmaler en ‘Blumengarten’ (1922), der kunne være et forlæg for Meg Websters ‘Concave room for bees’, der findes ude langs kysten, hvor triennalen fortsætter.

Men museumsudstillingen er ikke slut endnu, for selvom den bærer underoverskriften ‘The Past’, indgår en lang række samtidskunstværker. Blandt dem Olafur Eliassons betagende ‘Beauty’, hvor støvregn fanges i en lysstråle, så det synger i øjnene (se mit interview fr 2011 med Eliasson ved at klikke her). Samme organ kommer på overarbejde midt mellem et andet af Websters bidrag, et rum med planter i kunstigt, dybtlilla lys, og Mark Dions installation, der gør brug af selvlysende grønt.

Fra Meg Websters ‘Solar Grow Room’ på ARoS. Eget foto

Man føres således gennem fire århundreders kunst med naturen som fællesnævner på ARoS, hvilket i sig selv sådan set kunne være en afsluttet og fin fortælling. Men den tredelte udstilling breder sig også ud i byrummet og langs den kyststrækning, hvor Sculpture by the Sea i fire omgange har fundet sted siden 2009. Og hvor museumsudstillingen skrider kronologisk frem, bliver det her mere vanskeligt at skelne mellem de sidste to dele: The Present og The Future.

Det værk, der binder det hele bedst sammen, er også det, der har fået mest opmærksomhed indtil videre, men af helt andre grunde. For Katharina Grosses gigantiske maleri på græs, træer og buske er blevet beskyldt for at ødelægge den natur, det er malet på. Og som er værkets tema (se mit interview med Grosse fra 2009 ved at klikke her).

Som det, desværre, ofte sker, er debatten om Grosses værk endt med dødstrusler og vanvittige videretænkninger, som når Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti spørger, om kunstnere så også må dræbe mennesker i kunstens navn.
Kunstnere er, selvfølgelig, underlagt loven, ligeså meget som alle andre. Men selv hvis man holder sig til udgangspunktet i debatten, altså at der nu er maling på diverse levende vækster, burde man i min optik anlægge et lidt bredere udsyn. Det kunne være et blik ud over de bølgende rapsmarker, der lige nu ligger landet over som utilsigtede pendanter til Grosses værk. Men med langt større omkostninger for miljøet.

Svalderkålen bryder frisk igennem Grosses bemaling! Eget foto

Grosses spraymaling er iøvrigt ikke mere giftig, end at skvalderkålen allerede vokser op, sund og grøn, midt i alt det chokerende magenta. Det er med til at gøre værket til en slags samlingspunkt for udstillingerne, for farvekombinationen trækker en lige linje tilbage til malerne fra det 20. Århundrede i ‘The Past’, samtidig med at græs som materiale genfindes i kategorien ‘The Present’, hvor den britiske duo Ackroyd & Harvey, ganske upåagtet, har foræret Aarhus mange kvadratmeter lodret græsplæne på en facade overfor ARoS.

Grosses grønne kontrastfarve genfindes ligeledes hos franske Cyprien Gaillard, der i et videoværk viser en virkelig flok Aleksanderparakitter, som nu yngler i Düsseldorff, langt fra deres oprindelige hjemlande i Asien og Afrika. Det er ikke bare eksotisk og smukt, men også et billede på, at utilsigtet indvandring kan føre noget godt med sig.
Gaillards værk vises som en del af ‘The Present’ i en rå betonbygning, hvor ledninger hænger i loops i loftet og rusten breder sig som store revner. Hvilket passer perfekt til de udstillede værker. Ikke mindst finske Pia Siréns sært smukke ‘Vista’, hvor vandfald, bjergsø og tindrende tinder er skabt af plastik presenninger.

Pia Sirén: ‘Vista’. Eget foto

Også danske E. B. Itsos ‘Blue Room’ gør brug af de nøgne omgivelser, når det genskaber et rum, hvor amerikanske isolationsfanger kan få lov til at se naturfilm, hvilket skulle have en gavnlig effekt på deres aggressionsniveau. Selv i kunstig tilstand er naturen åbenbart beroligende, hvilket viser, hvor dybt forbundne vi i virkeligheden er med den.
Forholdet mellem det kunstige og den levende natur går igen i flere værker, blandt andet hos amerikaneren Doug Aitken, der ligeledes, og for mig noget overraskende, inddrager aggressionen. Aitkens ‘The Garden’ fylder en hel hal på Østhavnsvej, hvor der venter en frodig have, anlagt omkring et glashus.
Det er som om verden er gået under, men man lader som om det ikke er sket i dette kunstige Paradis, hvor ikke en vind rør sig og al lyd er forstummet. Snart viser det sig dog, at idyllen mildest talt ikke forbliver intakt, for det uskyldshvide rum er udstyret med skudsikkert glas og man kan bestille tid til at komme og smadre alt inventaret efter forgodtbefindende!

Også tyske Alicja Kwade arbejder med forskydninger mellem det menneskeskabte og naturens egne former i et formfuldendt værk på græsset ved kysten. Grebet er enkelt: to sten, adskilt af et dobbeltspejl. Men spejlingen er mere end dobbelt, for de to store sten er tro kopier, den ene af sten, den anden spejlblank aluminium.
Netop spejlinger, bogstavelige og i overført betydning, er et omdrejningspunkt for udstillingsprojektet, hvor fortid, nutid og fremtid gensidigt spejler sig i hinanden. Og hvor vi også selv spejles, selvom vi tror det handler om naturen. Men den er vi jo også en del af. Så må man tilgive, at ikke alle værker er lige spændende og at inddelingerne sine steder kunne give mere mening.