Naturen er tilbage i kunsten

På Arken lader Tue Greenfort en flok dolkhaler, støbt i beton, gå på land. Værket peger dels på den særprægede og mere end 400 millioner år gamle dyreart, der kaldes levende fossiler, dels på den forurenende flyveaske, der nu indgår i betonen. Foto: Torben Petersen

… men på en ny måde. Og nu har videnskaben  bud efter kunsten, når store problemstillinger som det antropocæne skal forklares

 

I løbet af sommeren 2017 skød naturen frem så mange steder i udstillingslandskabet, at det snart kunne konstateres, at her er tale om en tendens. Størst opmærksomhed vakte ARoS’ udstilling ‘The Garden’, hvor Katarina Grosses bemaling af græs, buske og træer afstedkom et ramaskrig, men man kan også opleve ‘Planter i bevægelse’ på Rønnebæksholm, Arken præsenterer ‘Natur/retur’ og på Vejen Kunstmuseum har den aktuelle udstilling titlen ‘Flower Power’.

Nu kan man selvfølgelig indvende, at naturen altid har været et motiv i kunsten. Helt tilbage fra hulemalerierne har mennesker gengivet deres nærmeste omgivelser og derfor har blomster, dyr og landskaber gennem årtusinder været at finde i kunsten.
Motivernes betydning har til gengæld løbende ændret sig, for i kunstens historie findes alle former for tilgange til naturen: Fra det rent registrerende til det udelukkende ornamental, fra hemmelige blomstersprog til åbenlyse symboler, fra dyrkelse af det idylliske til den kunst, der opsøger naturen dér hvor den er vildest og mest voldsom.
Sjældent er naturen bare natur. I stedet læser vi, med rette, kunstnernes intentioner ind i værkerne, som når et guldaldermaleri ikke udelukkende er en skildring af en dansk bøgeskov, men samtidig også fungerer som et indlæg i opbyggelsen af en dansk nationalfølelse, der i første halvdel af 1800-tallet havde lidt knæk på knæk.

P.C. Skovgaard: ‘Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen’, 1857. Statens Museum for Kunst

Måske var det netop guldaldermalernes stålsatte program der gjorde, at naturen næsten forsvandt som motiv i det 20. århundrede. Helt væk var det selvfølgelig ikke, men navnlig efter Anden Verdenskrig kom naturen som motiv til at repræsentere en noget forældet kunstnerisk tilgang, som avantgarden holdt sig langt fra.

Så hvorfor er naturen tilbage i kunsten? Og hvad er det, kunstnerne nu vil fortælle os? For en dels vedkommende handler det i dag om klodens aktuelle tilstand. Allerede i år 2000 foreslog atmosfærekemiker og nobelprismodtager Paul J. Crutzen, at vores nuværende geologisk periode skulle skifte betegnelse.
Officielt betegnes vores tid som ‘holocæn’, hvilket betyder den helt nye tid, og denne periode tager sin begyndelse efter sidste istid for omkring 11.500 år siden. Men Crutzen mener, at vi i stedet fra år 1800 er trådt ind i en tidsalder, der bør betegnes ‘antropocæn’, menneskets nye tid, hvor vi forandrer verden omkring os aktivt og permanent, på linje med andre naturkræfter.
Og han står langtfra alene med det synspunkt, heller ikke i Danmark, hvor Aarhus Universitet i 2013 oprettede forskningsenheden ‘Aura – Aarhus University Research on the Anthropocene’. Her foregår et tværfagligt samarbejde mellem antropologer og det, der hedder Institut for Bioscience. Men hvad der er vigtigere, i denne sammenhæng, er, at Aura også inddrager kunsten.
Professor i antropologi og et af de centrale medlemmer af Aura, Nils Bubandt, har således været med til at udvikle Arkens aktuelle udstilling ‘Natur/retur’ med værker af Nanna Debois Buhl og Tue Greenfort (se billedet øverst på siden). Sidstnævnte har i øvrigt, som en af få danske kunstnere, markeret sig på den internationale kunstscene med værker, der tematiserer det antropocæne.

Men Aura har også kunsthistorikeren Line Marie Thorsen fast tilknyttet, mens hun skriver en phd-afhandling om samtidskunstens behandling af det antropocæne. Thorsen er desuden kurator på Rønnebæksholms udstilling ‘Planter i bevægelse’, hvor kunstnernes tilgang til tematikken spænder fra det oplysende til det legende (se min anmeldelse af udstillingen ved at klikke her …).
Line Marie Thorsen er, i sagens natur, usædvanligt velorienteret om de problemstillinger, der ivrigt diskuteres, når det drejer sig om det antropocæne. For hvad er det for en natur, vi bebor? Hvem har ret til at definere, og få adgang til, naturen?Det kan lyde ligetil, men der er stor forskel på, om naturen betyder en dansk bøgeskov eller Amazonas’ regnskov. Både for dem, der lever de respektive steder og for hvilken synsvinkel, man derfor anlægger på naturen. Her kommer kunsten ind i billedet, idet den kan være med til at synliggøre, og bearbejde, vores natursyn.

Thorsen taler desuden om kunst, der produktivt afromantiserer naturen, forstået på den måde, at naturen, set med antropocæne briller, ikke kan reduceres til en smuk kulisse, men skal forstås i sin bredeste betydning. Og netop den brede betydning af naturen, klodens overordnede tilstand og de voldsomme sår, vi fortsætter med at tilføre den, er alt andet end betryggende.
Igen er kunsten, stadig ifølge Thorsen, en løsningsmodel. Ikke for klimakatastroferne i sig selv, trods alt, men for vores forståelse af dem. Hun fortæller, at en lang række kunstnere de senere år har valgt at sætte fokus på delområder af naturen, oftest på det helt nære, sådan som man da også ser det på Rønnebæksholm, hvor japanske Yukiko Iwantani skaber smukke, små skulpturer af ukrudt, der vokser lige udenfor vinduerne.

Yukiko Iwatani: ‘Crepidioides’, Rønnebæksholm, 2017. Eget foto

Den nære, velkendte og måske (derfor) oversete natur kan således være et instrument, der åbner vores øjne for det større, antropocæne billede, som det ellers godt kan være vanskeligt at overskue. Og kunsten er det værktøj, den mediator, om man vil, der skal til, for at vi kan indoptage og gennemtænke problemstillingen.
Det overrakskende er, i alle tilfælde for mig, at videnskaben aktivt efterspørger kunsten til at udfylde netop denne rolle som kommunikationskanal til den bredere befolkning. Men det gør den, i alle tilfælde i de kredse, der arbejder med det antropocæne.

En af udstillerne på Rønnebæksholm, australske Janet Laurence, var således i sommer del af en international konference i Berlin, hvor overskriften var ‘Art/Nature’ og målet at “skabe rum for poesi i videnskaben”. Det er på flere punkter nye takter, der i den grad ville have glædet Cobrakunstnerne, som under Anden Verdenskrig drømte om en fremtid, hvor kunsten var i aktivt samspil med videnskaben.
Selvfølgelig er det ikke uproblematisk, at kunsten opfattes som bindeled mellem videnskab og befolkning. Faren er, at kunsten derved bliver spændt for en videnskabens vogn og reduceres til ren og skær illustration af diverse problemstillinger. Ligesom der kan ske grufulde fejlfortolkninger, sådan som man så det i Aarhus, hvor Katarina Grosses værk, ganske vist rejste en diskussion om forurening, der var værkets tema, men i den helt forkerte retning. Her kom det nære, bemalingen af Mindeparken, fuldstændig til at overskygge det store spørgsmål om global forurening, som det var Grosses intention at stille (gå til min anmeldelse af ‘The Garden’ ved at klikke her …).

Katharina Grosses værk i Mindeparken. Eget foto

Så skal kunstnerne overhovedet blande sig i vores forhold til naturen? Selvfølgelig skal de det. Men de behøver ikke at gøre det. Det er nemlig af fundamental betydning, at kunsten forbliver fri. Fri for krav om helbredende effekt, at skabe politisk indsigt eller hvilke andre dagsordener, der kunne komme på tale. Dermed ikke være sagt, at kunst ikke kan være helbredende og politisk, for det kan den sagtens. Men den skal ikke være det.
I min optik er det dog glædeligt, at kunsten nu får lov til at indtage og afprøve nye roller, mens grænserne mellem kunst og videnskab udviskes bare en smule. Det antropocæne er over os og vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Også fra kunsten.

Bonusinfo:
ARoS: ‘The Garden: The Past’ til hhv. 3. september og 22. oktober, 2017
Rønnebæksholm: ‘Planter i bevægelse’ til 24. September, 2017
Arken: ‘Natur/retur’ til 17. September, 2017
Vejen Kunstmuseum: ‘Flower Power – blomster fra nær og fjern’ til 12. november, 2017. Se mit tip til denne udstilling, ved at klikke her …

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer