Per Kirkeby har været inspireret af den grønlandske natur i mere end et halvt århundrede, men det betyder ikke, at man kan genkende Grønland i de færdige værker
Per Kirkeby og Grønland – Det hemmelige reservoir. Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Til 2. september, 2012. fire hjerter
Per Kirkeby omtaler selv sin grønlandske inspiration som noget hemmeligt, som noget kun de færreste har kunnet spore i hans kunst. Det er nemlig ikke sådan, at Kirkeby maler den storslåede natur i Grønland, i alle tilfælde ikke på genkendelig vis. Alligevel ligger inspirationen der, et sted under overfladen, som en isbjerg der flyder lydløst mod det åbne hav.
Første gang Kirkeby kom til Grønland, var han tyve år og studerede den geologi, der da også var hovedmotivet i hans tegninger. To år senere, i 1960, var han igen i Grønland og denne gang arbejder han med både tegning og grafik i form af træsnit og linoleumstryk. På udstillingen om ’Per Kirkeby og Grønland’ vises flere værker fra de tidlige tressere, og det er jo (næsten) altid spændende at se en kunstners unge værker – og søge efter spor af kommende storhed og stil.
Kirkebys tidlige tegninger fra Grønland viser, at han lagde fokus på flader frem for farver, at han interesserede sig for afgrænsninger, markeringer og retninger. Det ser man i en lille serie fra 1960, der åbenbart blev kasseret af Richard Winther på Eks-Skolen, som den unge Kirkeby bliver en del af i 1962. I kataloget kan man således læse et notat af Kirkeby fra 1977, hvor han stadig kredser om Winthers kritik, samtidig med at han betegner tegningerne som ”forfærdelig dårlige”. Men hvorfor er de så med på udstillingen?
Personligt synes jeg, de er ganske fine, ikke mindst med tanke på kunstnerens unge alder. Men serien af raderinger fra 1963 er på mange måder mere markant, idet Kirkeby her forholder sig langt mere frit til sit motiv, som snart skal brydes ned til formmæssige elementer. Før det sker lader han dog en overraskende sjov og stiliseret sol skinne ned over ’Pearyland’. Malerierne fra samme periode der mørke og tunge, men det bliver der lavet om på i 1965, hvor Kirkeby sidder og keder sig på Thule Basen. For i et af de mange mandeblade fandt han den kvindekontur, der på en gang pegede på popkultur og evige drifter.
I anden halvdel af 1960’erne var Kirkebys kunst karakteriseret af lige linjer, der stod i kontrast til selve motivet, når et sådant fandtes. Disse linjerne kan danne en eller flere striber, radiere ud fra et centrum som solstråler eller de kan antage form som et stakit omkring det mere organiske motiv, sådan som det sker i den ene halvdel af dobbeltmaleriet ’Uden titel (Grønlandske bjerge)’ fra 1968.
I makkermaleriet er de grønlandske bjerge set gennem et sæt buer, der leder tanken mod Eckersbergs studier af udsigten over Rom, set gennem Colosseums åbne stokværk.
Også i Kirkebys ’Feltbøger’, hvor kollager og skitser er skabt stort set på stedet, finder man kunsthistoriske referencer, blandt andet til romantikeren Casper David Friedrichs maleri af ’Ishavet’ fra 1820’erne, der dog hos Kirkeby har fået selskab af en forårsblomstrende kirsebærgren. Netop dette feltbogsværk blev til sidste år, hvor Kirkeby også udførte en række glimrende akvareller i Grønland. De bedste har et nærmest kinesisk svuusjjhh over sig, så man fornemmer, hvordan ganske få, men meget præcise, strøg er samlet i en højere enhed, der lader os fornemme det arktiske lys over land.
Desværre er netop disse akvareller ophængt og belyst således, at mørket kommer ugraciøst snigende og skaber slagskygger i samtlige hjørner. Og nu vi er ved ophængningen, er der gået lige lovlig kreativ installation i præsentationen af en serie koldnålsraderinger fra 1993, hvoraf hovedparten hænger så højt, at man kun kan ane deres tilstedeværelse. Men det er nu heller ikke de letteste udstillingssale, den ellers verdensberømte arkitekt, Zaha Hadid, har efterladt sig på Ordrupgaard. Se bare salen, hvor det monumentale maleri, ’Weltuntergang’ (2001-02), er ophængt således, at man må halvvejs ud af salen igen for at kunne se det.
De største problemer skaber udstillingens koncept dog selv, for der er noget fundamentalt farligt ved at ville finde frem til udgangspunktet for Kirkebys malerier, hvor formerne kun er i fjern familie med det, der oprindeligt udgjorde inspirationen. Og det med fuldt kunstnerisk overlæg. Kirkebys hemmelighed bliver halvt afsløret, men måske skulle han heller have holdt på den.
Per Kirkeby: ‘Weltuntergang’, 2001-2002