Nyhedsbrev udsendt december, 2021

Kære alle sammen!
Så er vi trådt ind i julemåneden, og mit lille bidrag til julestemningen er en kunstjulekalender(kunstquiz), hvor jeg hver dag frem til og med juleaften viser et nyt kunstværk, eller en ny detalje af et kunstværk, på min FaceBook-side, – og så er det ellers bare med at gætte løs!
Svarene, samt et par ord om værket (eller detaljen) og om hvorfor jeg valgte netop dét, finder du dagligt på min hjemmeside, trineross.com.
Men ikke snyde!
Midt i det hele, mere præcist 13. december, åbner Folkeuniversitetet for tilmeldinger til forårssæsonen, og da vores foredragsserie med film, bøger og kunst er vældig populær, skal du nok sidde klar ved tasterne, hvis du vil deltage. Denne gang kommer det til at handle om ‘5 (vest)europæiske værker, du bør kende’ og jeg vil foreslå du vælger aftenholdet, for forholdene er en hel del bedre i Gammeltoftsgade end på Studieskolen, hvor dagholdet holder til.

Endelig kan jeg fortælle, at datoerne for næste års kunstrejser er faldet på plads og bliver som følger:
Madrid: tirsdag den 19. til og med lørdag den 23. april (rejsen er udsolgt og der er oprettet venteliste)
Paris: tirsdag den 17. til og med lørdag den 21. maj (få pladser, skynd dig, hvis du skal med!)
Berlin: mandag den 5. til og med fredag den 9. september (også få pladser!)
Firenze: søndag den 2. til og med lørdag den 8. oktober
Og endelig er der kunstrejserne til Venedig, som kommer til at ligge i første halvdel af november. De endelige datoer er lige på trapperne, men vores lokale guide, Sarah, skal lige tjekke det sidste, før vi kan lægge os helt fast.
Bemærk, at der er voldsom interesse for Venedigrejsen og pladserne derfor fordeles efter ført-til-mølle-princippet, når jeg til januar udsender rejseplan og fakturaer på depositum til alle jer, der står på listen.
Vil du også med, enten til Venedig, Firenze, Berlin og/eller Paris (eller på venteliste til Madrid), så skriv straks til mig! Tilmedlingsfunktionen via hjemmesiden trinerossrejser.dk driller nemlig desværre fortsat.
Alle, der er tilmeldt en eller flere af mine kunstrejser i 2022, vil blive kontaktet med mere info og faktura på depositum i første halvdel af januar.
Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul!

Nyhedsbrev udsendt November, 2020:

Juan Heins skyer er så dramatiske som de tider, vi gennemlever lige nu, men med det ekstra twist, at man aldrig præcis ved, hvad der har fremkaldt dem. For er der tale om den fysiske manifestation af en atomsprængning, et vulkanudbrud eller et ventende og voldsomt regnvejr?
Det fortæller jeg om torsdag den 12. november kl. 17, når jeg (på engelsk) introducerer Juan Heins nye fotobog, ’Clouds and Bombs’, hvilket du kan overvære enten ved fysisk fremmøde i Fotografisk Center eller live-stream’et på Instagram.
Bogen, der foruden Juan Heins foruroligende fotografier indeholder en kort tekst, som jeg har skrevet, kan bestilles på: https://www.diskobay.org/books/clouds-and-bombs-juan-hein/ – og de første 50 får et fotografisk print med ganske gratis!
Heldigvis kan vi også fortsat gå i biografen sammen – så længe vi husker mundbindet til vi er kommet på plads.
Mandag den 16. november kl. 18:45 blænder vi op for Milos Foremans sidste storfilm ‘Goya’s Ghosts’ med Stellan Skarsgård i hovedrollen. Jeg lægger som altid i kunstfilmklubben op til filmen med et miniforedrag om Goya, så Foremans temmelige frie fantasi får lidt modspil!
Billetter købes via dette link:
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/events/event/kunstklubben-goyas-ghosts-illustreret-goya-oplaeg-af-trine-ross

Og der er mere spansk kunst i vente, når Diana Tina Holm-Jensen og jeg byder på spansk kunstlørdag på Folkeuniversitetet til februar. Du kan allerede nu forudbestille Folkeuniversitetets forårsprogram, der udsendes i begyndelsen af december. Hvilket kan være en god idé, for tidligere er mine hold blevet udsolgt ganske hurtigt!
Du forudbestiller programmet her: https://www.fukbh.dk/praktisk-info/bestil-program

Jeg er også del af forelæsningsrækken ’Fem nordiske værker, du bør kende’, hvor jeg, selvsagt, står for kunstværkerne, mens Peter Schepelern og Jes Stein Pedersen vil fortælle om henholdsvis film og bøger, når det er deres tur til at forelæse. Dette vil også være at finde i kataloget https://www.fukbh.dk/praktisk-info/bestil-program
Blandt mine udvalgte, nordiske kunstnere finder man (naturligvis, har jeg nær sagt) Edvard Munch, som du allerede 7. december kl. 19.15 kan se mere til, når jeg introducere årets sidste film i kunstfilmklubben. Og sikke en film! Peter Watkins’ portræt af Edvard Munch fra 1974 er nemlig blevet udråbt til et af de mest fantastiske kunstnerportrætter nogensinde på film!
Du sikrer dig en billet her:
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/events/event/kunstklubben-edvard-munch-med-introduktion-af-trine-ross
NB: Arrangementet er udsolgt
Og så håber jeg, at I passer på jer selv og hinanden, holder modet oppe, husker at vaske hænder – og at vi snart ses igen!

Nyhedsbrev udsendt oktober, 2020:
Så kom sensommeren og med den scenarier, der minder lidt for meget om dem, der karakteriserede foråret …
Men sensommeren og efteråret er også begyndelsen på biografsæsonen og jeg står parat med flere film i kunstfilmklubben!

Mandag den 19. oktober kl. 19 viser jeg filmen om Camille Claudel, der var en vanvittig talentfuld skulptør. Men sidst i 1800-tallet var mulighederne for en kvindelig kunstner stærkt begrænsede, og det fik tragiske følger for den virtuose og frihedshungrende Claudel, der ikke blev anerkendt som den store kunstner, hun vitterligt var.
Rollerne som Claudel og Rodin indtages af to af 80’ernes største franske skuespillernavne, Isabelle Adjani og Gérard Depardieu, og Adjani blev (for anden gang) nomineret til en Oscar for sin præstation.
På kunstrejsen til Paris i foråret 2021 kommer vi til at se Claudels værker i virkeligheden – på Rodins museum.
For billetter til ‘Camille Claudel’ i Cinemateket klik her …
Update: Biletter til filmen i Kunstfilmklubben er nu udsolgt!
For en smule mere info om kunstrejsen til Paris, kan du klikke her, hvor du desuden kan skrive dig op til såvel nyhedsbrev som Pariserrejsen!

Torsdag den 22. oktober kl. 19 holder jeg foredrag om dansk samtidskunst på biblioteket i Vordingborg, så er du på de kanter kan du slå et smut forbi.
Hvis du har været med på min kunstrejse bagom Berlin, har tjekket siden om rejsen ud eller kender til mine lange liste over foredrag, jeg hellere end gerne holder landet rundt, så vil du måske genkende billedet, der illustrerer informationen af foredraget både her og på bibliotekets hjemmeside, som en tidlig Marie Irmgard!
For billetter til foredraget klik her …
Up-date: Foredraget er nu udsolgt

Mandag den 16. november byder Kunstfilmklubben på Milos Foremans film ‘Goya’s Ghost’, der skulle blive Foremans sidste. Som altid giver jeg en introduktion til kunstneren, som man i øvrigt kan høre mere om til februar, når min kunsthistorikerkollega Diana Tina Holm-Jensen og jeg inviterer til temalørdag om spansk kunst på Folkeuniversitetet i København.
Folkeuniversitetets program (og dermed mulighed for tilmelding) udsendes først til december, ligesom mere information om de to rejser til henholdsvis Barcelona og Madrid, som Diana og jeg planlægger til efteråret 2021, offentliggøres i løbet af de næste par måneder – men du kan roligt glæde dig!
Cinemateket har endnu ikke sat billetter til salg, men i mellemtiden kan du læse min anmeldelse af mødet mellem Manet og Goya på Statens Museum for Kunst tilbage i 2914 ved at klikke her …
