Obamaportrætterne del II

Kunst er ikke dekoration. Kunst er kommunikation og dermed også magt. Kunst bliver brugt til at fortælle historier, at fortælle historien, sådan som man gerne vil have eftertiden til at huske den. Det ses i tidligere tiders monumentale historiemalerier af sejrherrer og det ses i den grad i portrætkunsten, hvor de portrætterede altid vil forsøge at vise sig fra netop dén side, der passer dem bedst og som de helst vil huskes fra.

Det gælder selv sagt også Barack og Michelle Obama, der allerede med valget af hvilke kunstnere, der skulle male deres officielle portrætter, sendte et klart signal. For både Kehinde Wiley og Amy Sherald er sorte, og selvom Mark Bradford, der sidste år repræsenterede USA på Venedig Biennalen, ligeledes er sort, så er det også i kunstens verden stadig vanskeligere at være sort end hvid.

At Wiley samtidig er homoseksuel og Sherald kvinde, gør kun valget endnu mere markant som statement. Men det er dog ikke kunstnernes eneste kvalifikationer, for Wiley har siden begyndelsen af dette årtusind arbejdet med malerier, der henter dele af kompositionen i kunsthistoriens kendte klassikere, men erstatter for eksempel Napoleon med unge, sorte mænd i samtidstøj (se min anmeldelse fra 2015 ved at klikke her).

Herhjemme genfinder man grebet hos Peter Carlsen, der i en årrække ligeledes har genbrugt berømte kunstværker som Eugène Delacroixs heroiserende ‘Frihed fører folket’, men med meget samtidige personer i hovedrollerne (bemærk i øvrigt en malingsdryppende Fogh Rasmussen i baggrunden af Carlsens ‘Danmark’ – han dukker op i anden version nederst på siden!).

Både Carlsen og Wiley benytter således (kunst)historien som rambuk i deres ætsende samfundskritik, for Wiley arbejder i sine værker aktivt for at indskrive sorte mennesker i det magtrum, der er kunstens. Han bruger sine malerier som trojanske heste, der får adgang til så hellige haller som National Portrait Gallery i Washington D.C., hvor hans version af Obama fremover vil være at finde.

Obama er således en personificering af Wileys projekt: en (i alle tilfælde halvt) sort mand, der indtager magtens absolutte centrum. Måske derfor har Wiley i portrættet fravalgt genbruget af historiemalerier. Eller har han? Farvemæssigt kommer Wileys portræt til at trække tråde til Elaine de Koonings portræt af John F. Kennedy, som hun i 1963 malede med store armbevægelser og masser af grønne, gule og blå nuancer, mens det forholdsvis store fokus på stolen kan være inspireret af George Peter Alexander Healys portræt af Abraham Lincoln fra 1887.

Begge mulige forbindelser ville give god mening for både Wiley og Obama,  idet Lincoln var præsident under Den Amerikanske Borgerkrig, og så er vi tilbage til sorte amerikaneres forhold.
Men Wileys maleri gør også på anden vis brug af tidligere tiders billedsprog, idet de blomster, der springer ud om ørene på Obama, alle har symbolsk betydning: blå afrikanske liljer, hvide jasminer fra Hawaii og Chicagos officielle blomst, krysantemum.

Men selv uden at kende blomsternes betydning, forstår man dem udmærket på et overordnet plan, hvor de simpelthen symboliserer skønhed, vækst og fuldkommenhed. Det er langtfra et oplagt valg til et præsidentportræt, men i min optik giver det mening, for det forankrer billedet af Obama som opmærksomt menneske – og mand nok til ikke at miste sin manddom, selvom han her er omgivet af meget lidt maskuline blomster.

Amy Sheralds portræt af Michelle Obama har det taget mig lidt længere tid at blive glad for. Umiddelbart er der meget fokus på kjolen, men når det så viser sig, at den stammer fra en forårskollektion, der havde menneskerettigheder og lighed som tema, giver det mere mening.

 

Sherald har opbygget sit portræt som en pyramide, hvor Michelle Obamas ansigt er højdepunktet, præcis som det bør være i et portræt. Der er noget næsten royalt over billedfladen og derved lægger Sherald sig i forlængelse af traditionen for portrætkunst, som oftest har været forbeholdt de øverste lag i samfundet, kongehuse inklusiv. Derved indskriver hendes portræt af Michelle Obama sig under samme fane som Wileys ved at vise os, at en dronning, en hersker, et magtmenneske godt kan have sort hud.

De nyeste, officielle præsidentportrætter har ellers haft mere travlt med at vise de tidligere statsoverhoveder som helt almindelige mennesker, gengivet i absolut tilforladelig stil.

En undtagelse var dog Nelson Shanks’ portræt af Bill Clinton, som kunstneren senere afslørede skulle indeholde en reference til Monica Lewinskys herostratisk berømte kjole. I dag er Shanks’ maleri erstattet af et andet Clinton-portræt i samlingen af præsidentportrætter, denne gang udført af Chuck Close.

Herhjemme hører vi heller ikke alverden om statsministerportrætterne, med mindre de stikker ud fra mængden, sådan som Simone Aaberg Kærns portræt af Anders Fogh Rasmussen fra 2010.
Men Obamaerne har fået masser af opmærksomhed via deres kunstneriske valg. Det understreger, hvis nogle stadig skulle være i tvivl, at kunst er et magtfuldt værktøj til kommunikation – selv hvis man ikke siger et ord.