Kehinde Wileys portræt af Barack Obama, 2017-2018
At kunst ikke bare er billeder, der hænger og pynter på væggen, blev endnu en gang understreget, da Barack og Michelle Obama valgte hvem, der skulle portrættere dem efter endt ophold i Det Hvide Hus. Traditionen for præsidentportrætter får normalt ikke den store opmærksomhed, men (også det) har Obama’erne lavet om på.
De valgte således begge unge, sorte og amerikanske kunstnere til at stå for arbejdet, således at Kehinde Wiley (født 1977) nu har portrætteret Barack, mens Michelle er foreviget af Amy Sherald (født 1973).
Lad mig lægge ud med Wiley, der siden årtusindskiftet har gjort sig bemærket på den amerikanske kunstscene med store, heroiserende portrætmalerier af unge, sorte mænd, oftest indsat i scener, Wiley har hentet i klassiske kunstværker. Selv så jeg i 2015 blandt andet hans store maleri ‘Alexander the Great’ på gruppeudstillingen ‘Portraits and other Likenesses’ i San Francisco (læs min anmeldelse ved at klikke her …), hvor det stod ganske klart, at Wileys projekt går ud på at give stemme og plads til en befolkningsgruppe, der ellers sjældent får den form for opmærksomhed.
Wiley selv er søn af en nigeriansk far og en sort, amerikansk mor, og voksede op i Los Angeles. Hans unge mænd er da også oftest iklædt street wear og deres poseringer er nok hentet i kunstværker, men minder i påfaldende grad også om den attitude, der er fremherskende hos rappere.
Portrættet af Obama skiller sig ud ved ikke at have et forlæg i kunsthistorien. Til gengæld er der godt med blomstersymbolik i baggrunden, hvor Wiley har placeret både blå, afrikanske liljer, jasmin og krysantemum, der symboliserer henholdsvis det Afrika, Obamas far kom fra, Hawaii, hvor Obama selv blev født og Chicago, byen hvor han mødte Michelle og begyndte sin politiske karriere.
Farverne er, som altid hos Wiley, intense, mættede og nærmest højglanspolerede, mens der leges med både dybde og perspektiv, idet Obama på den ene side sidder solidt i stolen og på den anden side synes at svæve lidt i blomsterfloret. På samme vis lægger Wiley lag på lag ved at placere vores samtidige Obama i en (tron)stol af ældre dato – midt i blomsternes evighed.
Det er et værk, der allerede har vakt opsigt og sikkert vil blive ved med det, når det fremover er at finde blandt USA’s øvrige, tidligere præsidenter i The Smithsonian. Helt så prominent en placering får Sheralds portræt af Michelle Obama ikke, men det indgår fremover i samlingen.
Amy Sheralds portræt af Michelle Obama, 2017-2018
Hvor Barack har masser af baggrund, træder Michelle frem fra en ensartet blå grund, sådan som man ofte ser det i Sheralds værker, hvor forenkling er i højsædet. Til gengæld truer kjolen med at tage fokus fra ansigtet, der ellers er det vigtigste i et portræt, ligesom Michelle Obamas hudfarve er gengivet langt mere støvet, end man kunne forvente.
Personligt havde jeg gerne set Sherald være lidt mere skarp, både i farve og forenkling, sådan som man for eksempel ser det i hendes maleri her til venstre, der er fra 2014.
Men ligegyldig, hvilke indvendinger, man kan have, så må man lade Obama’erne, at de forstår kunstens potentiale og signalværdi. Med deres valg af portrættører har de kastet fokus på to talentfulde, sorte kunstnere, der står som symboler for en marginaliseret befolkningsgruppe, der nu har fået adgang til selveste Smithsonian og dermed, forhåbentlig, kan være med til at lette vejen for andre kunstnere, der ikke lige er hvide mænd.
Bonusinfo: tjek også amerikanske præsidenter, der selv maler – samt et par andre malende magtmænd – ved at klikke her …
Samt min kommentar til Kehindes (gen)brug af Judith og Holofernes som motiv, ved at klikke her … eller følge links nedenfor!
Pingback: Judith & Holofernes – Trine Ross