Øystein Hjort kunne godt være et skræmmende bekendtskab, men jeg har altid holdt meget af ham. Også når han skræmte mig. Nogle gange havde jeg ligefrem fornemmelsen af, at jeg var ved at blive testet – og det ikke kun ved eksamensbordet. Heldigvis må jeg have bestået, for Øystein blev en uvurderlig hjælp for mig i min karriere. Og en virkelig god ven.
For også når det hele ikke handlede om kunst, var Øystein et spændende menneske, altid nysgerrig, engageret og med sine meningers mod. Og så kunne han, som en anden shaman, shape-shifte.
Den evne må vi nu overtage fra ham, og lade bevidstheden om en levende Øystein transformere sig til et ligeså levende minde.
Da han fyldte 70 i 2008, skrev jeg følgende fødselsdagsomtale af ham i Politiken:
Øystein Hjort er et af den slags mennesker, der ganske enkelt ikke kan lade være med at gøre indtryk på sine omgivelser. Og det skyldes ikke alene, at han er en høj mand med en karakteristisk, nærmest rullende stemmeføring. Der er nemlig god grund til at høre efter, når han taler – hvad enten det er om mozaikker, moderne amerikansk kunst eller noget helt tredje. For Øystein Hjort favner sit fag, og de mennesker, han kommer i kontakt med, usædvanlig bredt, ligesom han aldrig synes at miste den iboende nysgerrighed, der sender ham afsted på opdagelsesrejser, både rent bogstaveligt og i overført betydning.
Udgangspunktet, rent fagligt, er mosaikkerne, for de var emnet for både hans Guldmedaljeopgave i 1964 og doktordisputatsen. Men mosaikken som teknik er måske heller ikke et helt dårligt sindbillede på et menneske, der både fagligt og personligt har mange facetter. Derfor har Øystein Hjort heller aldrig holdt sig strengt indenfor det område, hans speciale umiddelbart afgrænsede, nemlig den sene antik og byzantinsk kunst, italiensk kunst i middelalderen og romansk kunst. I stedet har han arbejdet seriøst med både film og fotografi som medier, og han er i dag en af landets fremmeste autoriteter når det kommer i ’Amerikansk kunst efter 1945’, som bogen, udgivet i samarbejde med Jakob Levinsen, Paul Levine og Peter Schepelern, da også fik som titel.
Sideløbende med sin undervisningsgerning på Københavns Universitet, sad Øystein Hjort i en årrække både i bestyrelsen for museer som Louisiana og Astrup Fearnley Museet i Oslo, skrev kunstkritik for først Information og senere Den Levende, samt gav sit bidrag i sammenhænge som Statens Kunstfond og Danmarks Nationalleksikon. Og meget, meget mere. Fra 1995 og et tiår frem fungerede Hjort desuden som professor for Institut for Kunsthistorie, og i dag arbejder han videre på flere fronter, blandt dem finder man et kommende kulturinstitut i Venedig og en bog om Byzans. Hverken passionen for kunst eller for mennesker er altså gået på pension. Det er vi mange, der ofte har stor glæde af.