Olafur Eliasson og Rummets rummelighed

Olafur Eliasson: 'Din blinde passager', 2010, Arken. Foto: Studio Olafur Eliasson, 2010

Olafur Eliasson: ‘Din blinde passager’, 2010, Arken. Foto: Studio Olafur Eliasson, 2010

Olafur Eliasson er den største danske stjerne på den internationale kunsthimmel og i et helt år frem kan Arken byde på hans seneste værk, ’Din blinde passager’, der får faste begreber som tid og sted til at smelte.

 

Det er sådan det er at dø, i alle tilfælde i følge amerikanske film: man mødes af et næsten blændende, immaterielt hvidt lys og træder lykkeligt nysgerrig videre ind i Himlen. At der i virkeligheden er tale om en tunnel, bygget af træplader og derefter fyldt til randen med tåge og lys, tænker man ærlig talt ikke så meget over efter det første skridt ind i Olafur Eliassons nyeste værk ’Din blinde passager’, der fra i dag kan opleves på Arken.

Og opleves, det skal det, for her kan det ikke nytte at stå på behørig afstand og kigge andægtigt på værket. Man må begive sig ind i det, indånde det, famle sig frem gennem skiftende lys og mørke, hele tiden desorienteret af tågen, der skjuler både gulv, vægge, loft – og andre mennesker i tunnelen. Alt imens både øjne og hjerne fyldes til bristepunktet af farver, der omsmelter ellers så faste begreber som tid, sted og afstand til flydende form.

Olafur Eliasson: 'Din blinde passager', 2010. Foto: Studio Olafur Eliasson,© 2010

Olafur Eliasson: ‘Din blinde passager’, 2010. Foto: Studio Olafur Eliasson,© 2010

”Når man kommer ud i den anden ende og ser tilbage på de 90 meter tunnel, tænker man: Hvor er den lang!” konstaterer Olafur Eliasson med tilfredshed, da vi endelig har fundet et uforstyrret sted at tale sammen. Det er kun få dage siden, han selv for første gang kunne afprøve ’Din blinde passager’ i sin fulde udstrækning, for selvom hans atelier i Berlin er stort, var der ikke plads til at opstille andet end sektioner af værket.

”Kontrakten mellem tid og afstand ophæves inde i værket, for selvom man jo på forhånd kan se, hvor lang tunnelen er, så ændres orienteringen undervejs” fortsætter Olafur Eliasson, ”Samtidig er det meget forskelligt fra person til person, hvordan man oplever det, ligesom der er stor forskel på, om man går alene eller om man taler med nogen undervejs”.

Olafur Eliasson har allerede nået at eksperimentere med adskillige måder at gå gennem værket på. Og mulighederne er stort set uendelige, for man bestemmer selv om man vil gå hurtigt eller langsomt, alene eller i selskab med andre, ligesom man kan vælge helt at stoppe op eller måske ligefrem lægge sig ned midt i det hele. Hvert valg afstedkommer en anderledes oplevelse og varierende grader af desorientering. Eliasson har ligefrem bevæget sig gennem værket med lukkede øjne – og et fast greb i et andet menneskes hånd:

”Hvis man går hånd i hånd med åbne øjne gennem værket, deler man orienteringsevne. Men da jeg lukkede øjnene kunne jeg i stedet føle, hvad min ledsager oplevede. Jeg kunne mærke usikkerheden og en tøven, formidlet gennem hånden. Ikke sådan esoterisk, men man deler pludselig krop med hinanden” forklarer han og tilføjer: ”Du må altså sige til, hvis det er for gakket!”

Men det er det ikke. Langtfra endda, selvom det for de fleste vil være alt rigeligt, at opleve værket på egen hånd og med vidt åbne øjne. ’Din blinde passager’ er nemlig konstrueret således, at det hvide lys langsomt gradueres over i tiltagende tusmørke, før man træder ud i et varmt gult lys, som stod man omgivet af den skønneste honning. Det gule lys er monofrekvent, hvilket betyder, at det kun indeholder gult lys, i modsætning til hvidt lys, der består af lys i alle regnbuens farver.

”Fordi det gule lys er monofrekvent kræver det meget mindre strøm, og det er derfor man ser det på for eksempel motorveje” siger Olafur Eliasson, ”Samtidig forvirrer det øjet og derfor ser nogle mennesker et hvidt felt, midt i det gule lys, mens andre øjne fremkalder guls komplementærfarve, lilla, så snart chancen byder sig. Det er relativt hvordan dine øjne reagerer”.

Komplementærfarverne kommer i tre par: rød og grøn, blå og orange, samt altså gul og lilla. For hvert par gælder det, at den første farve er en grundfarve, mens den anden er blandingen af de to resterende grundfarver. Gul er en grundfarve, og man kan derfor ikke blande sig frem til den ved hjælp af andre farver. Men lilla kan man kun få, hvis man blander rød og blå. Derfor ligger gul og lilla i direkte opposition af hinanden, og stirrer man på et gult felt længe nok, ser man farven lilla, så snart man flytter blikket væk.

Denne øvelse får man en overvældende opvisning af inde i ’Din blinde passager’, når man bevæger sig fra det gule lys og ind i endnu en omgang hvidt lys. For det ser slet ikke hvidt ud. I stedet fyldes synsfeltet af en vibrerende lilla, der for mit vedkommende endda graduerede sig videre til lysende blå og den mest fantastiske turkisgrønne. Men det er langtfra det eneste, Olafur Eliasson vil åbne vores øjne for med sit værk, for han vil også hjælpe os til at genopdage vores kroppe, og ikke mindst forholdet til omgivelserne:

”Jeg er ikke sikker, men jeg tror vi opfatter mere tredimensionalt, mere rumligt, når vi bevæger os. (Det todimensionale billede er et repræsentationsrum, hvor rummet har sin egen idé om sig selv. Det er et magtrum). I mine værker arbejder jeg med en vis grad af motorisk aktivitet, i modsætning til når man ser på malerier, hvor man kun bevæger sig, når man går fra det ene værk til det andet”.

Olafur Eliasson: 'Your rainbow panorama', ARoS

Olafur Eliasson: ‘Your rainbow panorama’, ARoS

Olafur Eliasson har gennem stort set hele sin kunstneriske produktion været optaget af både værkets og beskuerens bevægelighed. Det har ført ham frem til en række eksperimenter med fodgængerens gang, hvad enten den gående befinder sig midt i et værk eller ude i det offentlige rum. De seneste undersøgelser er foretaget dels i samarbejde med hans studerende på Institut für Raumexperimente i Berlin, dels under arbejdet med det gigantiske værk ’Your rainbow panorama’ på toppen af ARoS i Århus. Derfor var invitationen til at skabe det sidste værk i Arkens trilogi af værker, specielt udført til Kunstaksen og med overskriften ’Utopia’, en kærkommen lejlighed til at udvidde undersøgelserne.

For museumsrummet er unikt i den forstand, at det på den ene side er en del af det offentlige rum, men på den anden side føles langt mere trygt end de fleste andre offentlige rum. På et museum kan man træde ind i et værk som ’Din blinde passager’ uden at frygte for at blive overfaldet eller tilbudt en vare, man slet ikke er interesseret i. Men det betyder ikke, at det er et problemfrit område for Olafur Eliasson:

”Det er jo en stor debat, men jeg synes det er vigtigt at se på, hvordan museet tænker om sig selv. Jeg kan bedst lide, hvis museet har selvtillid nok til at tro på, at folk godt kan forstå værkerne og samtidig kan rumme diversiteten i oplevelsen. At man tør lade noget være relativt og ikke italesat. Det er nok de fleste, der i dag har hørt mit navn, og den eksponering bruger jeg til at undersøge forholdet mellem værk og museum, hvilket igen skaber grobunden for det næste værk”.

Føler du, at der ligger et pres på dig, nu da de fleste, som du selv siger, kender dit navn?

”Jeg er glad for, at jeg har været så heldig at blive så eksponeret, som jeg er. Det er dekadent at problematisere succes. Men det betyder ikke, at der ikke er en risiko forbundet med succes, sådan som man også ser i andre dele af kulturen, for eksempel i musik og film: at man finder en succesformel. Ganske vist arbejder man i det materiale, der nu en gang passer én bedst, men det skal være indholdet, der afføder formen. Ikke en gentagelse af en form, man har fundet ud af virker, for så ender man med en ren rekonstruktion af indhold”.

Det indhold, Olafur Eliasson igen og igen vender tilbage til, handler i sin kerne om, hvordan vi møder og oplever et værk. Men det drejer sig samtidig også om at undersøge det, han selv kalder ”rummets rummelighed” og ”værdidebat på gadeplan”.

”At se opfattes ofte som at tage ind, at konsumere” forklarer han, ”Men jeg vil gerne vise, at synet også producerer. Vi tillægger det sete betydning, vi skaber vores egen mening med tingene. Det er meget subjektivt”.

Betyder det så, at du håber vi som beskuere efter mødet med værket skal forstå, at vi har langt flere muligheder for at agere i verden, end vi til daglig tænker over?

”Det ville være at begrænse værket. Kunstens bidrag til verden, synes jeg, er at gøre ting eksplicit. At sensibilisere os og spørge: hvordan fanden er man i verden? Det er dér jeg kommer med et indspark”.

”For tiden er der meget snak om, at man skal befinde sig i nuet. Nu er jeg dér foran værket. Det er jeg meget skeptisk overfor. Jeg tror i stedet man skal forstå kausaliteten. Fænomenologien fortæller os, at tid og ansvar hænger sammen. Hvis man bare befinder sig i nuet, sker der ikke noget. Man skal agere, man skal stemme, i nuet, ellers er man indifferent”.

Og indifferent er der ikke den store risiko for, at nogen vil være, hverken mens man bevæger sig gennem tågetunnelen eller bagefter, hvor ens øjne forbliver vidt åbne, længe efter man har forladt værket. For det er som om man har befundet sig i en parallel virkelighed, forskudt i tid, sted og sammenhæng. Men hvordan denne alternative verden virker, er mildest talt individuelt. Nogle kommer kun få skridt ind i værket eller må forlade det igen af en nødudgang, mens vi er andre, der gerne tager en tur mere gennem Eilassons egenartede univers.

 

 

Olafur Eliasson

Olafur Eliasson

Olafur Eliasson er født i København i 1967 og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1989-1995. I dag bor og arbejder han i både Berlin og København. Hans helt store internationale gennembrud kom i 2003 med ’The weather project’, der blev vist på Tate Modern i London, og succesen blev cementeret med ’The New York Waterfalls’ i 2008. Alene i år har han udstillet solo både i New York, Beijing og Berlin, mens man blandt hans igangværende projekter finder ’Your rainbow panorama’ på ARoS’s tag, facaden til Harpa Reykjavik Concert Hall ande Conference Centre (i samrbejde med Henning Larsen Architects) og ’Cirkelbroen’ over Christianshavns Kanal.

’Din blinde passager’ er tredje og sidste værk i trilogien ’Utopia’ i Arkens Kunstakse. Tidligere har kinesiske Qui Anxiong og tyske Katarina Grosse bidraget med installationer.

’Din blinde passager’ måler rundt regnet 90 meter langt, 3 meter højt og næsten ligeså bredt. Værket kunne opleves til 27. november, 2011, på Arken, Skovvej 100, Ishøj.

Bookmark permalink.

Kommentarer

  1. Pingback: Naturen er kommet for at blive – Trine Ross

  2. Pingback: Superflex og Aitken – Trine Ross

Lukket for kommentarer