Overraskende Ono

Yoko Ono har stået i John Lennons skygge længe nok, og det er på høje tid vi opdager, at hun faktisk er en virkelig god kunstner i egen ret

Yoko Ono Half-A-Wind Show – A Retrospective. Louisiana, Humlebæk. 7. juni til 29. september, 2013. Fem hjerter

Det er altid lidt pinligt at opdage, at man har taget sladder for gode varer, i stedet for selv at danne sig en mening om tingenes tilstand. Til min undskyldning vil jeg dog sige, at der kun findes få mennesker, der er omgærdet af så mange myter, så megen sladder og så mange forudfattede meninger som Yoko Ono.
En af myterne vil vide, at John Lennon mistede sin Liverpoolske uskyld, da han tog en bid af Onos æble tilbage i 1966. Og ifølge rygterne var det hende, der kom imellem Lennon og de andre Beatles – og mindst ligeså alvorligt: Mellem ham og hans fans. Med andre ord er Yoko Ono den heks, der ødelægger det hele, en femme fatale og tilmed en tåbelig kunstner.
Den sidstnævnte forudfattede mening viser sig lige nu på Louisiana slet ikke at være sand. For Yoko Ono var og er faktisk en rigtig god kunstner, endda noget så sørgeligt sjældent som en konceptkunstner med masser af humor og hang til poesi. Allerede før man er helt inde i udstillingen overstås det obligatoriske: Æblet, der ikke er det samme som i 1966 og stigen, der er, og derfor ikke længere må benyttes, således værket ’Ceiling Painting’ er mindre interaktivt end det oprindeligt var tænkt.

Interaktion får man til gengæld masser af i indgangsværket ’Entrance’, især hvis man vælger de vanskeligere veje ind i udstillingen. Enklest er det, at gå gennem den åbning, der har perleforhæng, ligesom en gang, der smalner svært til, også er fremkommelig for de fleste. Men vælger man den indgang der drejer, sendes man lige tilbage til sit udgangspunkt, mens man skal ned på alle fire eller endda fladt på maven, for at komme videre via de øvrige passager. Så har man ligesom også fortjent at få udstillingen at se!
Og man bliver ikke skuffet, tvært imod. Det viser sig nemlig hurtigt, at Yoko Ono ikke bare er god, hun har også været på seriøst forkant med adskillige af sine projekter.

På et fotografi ser man hendes således sidde i skødet på en af Trafalgar Squares løver, som hun i 1967 pakkede ind, hvilket bliver opfattet som en politisk gestus, hvor kolonimagten Storbritannien tvinges i skjul. Først to år senere udførte Christo & Jeanne-Claude det første af de indpakningsværker, der skulle gøre dem så berømte.
I andre tilfælde skal vi helt op til vores egen aktuelle samtid, for at finde pendanter til Onos kunstneriske praksis. På vej gennem den gennemsigtige labyrint, ’Maze’, fra omkring 1970, kan man meget let komme til at tænke på Jeppe Heins sociale og interaktive værker, der ikke sjældent former sig netop som labyrinter.
Spejlinger og manglende orienteringsevne er også noget man finder hos Thilo Frank – og altså hos en ung Ono, der har tilføjet sit værk en telefon, hun vil ringe til ind imellem.

 

I dag kalder vi den slags interaktion, og hvis der er tale om et værk, der på en eller anden måde griber ind i selve hverdagen omkring os, betegnes det: intervention. Den etiket kan man også sætte på ’Museum of Modern (F)Art – Yoko Ono – One Woman Show’ fra 1971. Separatudstillingen fandt sådan set slet ikke sted, men Ono annoncerede en del for den og lod derefter folk på gaden svare på, hvad de vidste om udstillingen. Hvilket viste sig at være en del, og de fleste havde da også planer om at se den, siger de i filmen, der nu vises på hendes virkelige Louisianaudstilling.

Med værket fik Ono mulighed for at pege på, hvor få nulevende, for slet ikke at tale om kvindelige, kunstnere, der fik lov til at udstille på det fine MOMA. Men hun gjorde det med humor og fri leg med vores virkelighedsopfattelse, ikke sure paroler. Og det er godt gjort! Ono gik igen og igen, navnlig i 1960’erne, til angreb på vante forestillinger, først og fremmest omkring kunst. Igennem kunstens historie kendes for eksempel fremstillingen af den nøgne kvindekrop, men i Onos (og Lennons) hænder sker der noget helt andet, end vi er vant til.

Se bare filmværket ’Fly’, der summer i hjørnet af Louisianas store sal. Her ses ganske vist en nøgen kvinde, men hvor den bare hud traditionelt skal ægge, er resultatet her lige modsat, for kvindekroppen bekravles af fluer, der ikke bare er beskidte, men også på ubehagelig vis minder os om død og fordærv. Også her har andre kunstnere taget tråden op senere, som da Damien Hirst i 1990 lod levende fluer fortære et kohoved under overskriften ’A Thousand Years’.
En helt direkte forbindelse mellem Onos og andre kunstneres værker finder man, når for eksempel Lilibeth Cuenca Rasmussen vælger at genopføre Onos performance ’Cut Piece’, sådan som hun beskrev det i en Kronik her i avisen forleden. På Louisiana kan man både læse den instruktion, der danner grundlaget for ’Cut Piece’ og så se, hvordan det gik en af de gange, Ono selv udførte værket. Kort fortalt får publikum mulighed for at klippe små stykker af performerens tøj og det er spændende at se, hvad de vælger.

En klipper sig et stykke med knap. En anden lidt af kjolekanten, mens en tredje napper noget af ærmet. Og ganske uden ord rejses spørgsmål som: Mon man er bange for at skade hende? Sakse er jo farlige. Og hun er smuk. Beder hun om det? Eller forulempes og ydmyges hun? Deltager publikum bare? Eller misbruger de den magt, der overraskende er blevet dem givet?

I alle tilfælde er det voldsomt at se, hvordan en ung mand ikke klipper sig ”et lille stykke”, men klæder kunstneren næsten helt af. Det er grænseoverskridende på den alt andet end gode måde, måske fordi man kan forestille sig, at de fleste kvinder og mange mænd kender netop den type, der tillader sig at udnytte en venlighed eller social interaktion til at gå over grænserne.

Det vil altid kunne diskuteres, om Christo, Jeppe Hein og Damien Hirst mon er direkte inspirerede af Yoko Ono. Men man kan ikke tage samme snak om forholdet mellem et andet af hendes udstillede værker, nemlig projekt ’Cricket Memories’, og Peter Holst Henckels fortløbende ’World of Butterflies’, for det påbegyndte han seks år før Ono lagde den første fårekylling i et lille bur og satte en betydningsfuld dato på.
Faktisk er Holst Henckels værker Onos overlegne, for selvom begge benytter sig af kombinationen af datoerne for tragiske hændelser og insekter, der findes på det givne sted, så er ’World of Butterflies’ ikke bare en større æstetisk oplevelse, Holst Henckel holder sig også strengt til historien, hvor Ono ikke kan lade være med at liste John Lennons dødsdag side om side med blandt andet datoen for skuddene i Sarajevo og bombningen af Hiroshima.
Det får, i mine øjne, filmen til at knække, for selvom John Lennons død var et voldsomt tab, ikke bare for Ono, men også for mange millioner verden over, så kan drabet ikke sidestilles med Første Verdenskrigs udbrud eller en atombombe. Når det er sagt, så holder Yoko Ono en høj standart på resten af udstillingen, der forhåbentlig vil aflive en del fordomme. Tilbage i 1971 udtalte John Lennon, at: ”Yoko er verdens mest berømte ukendte kunstner. Alle kender hendes navn, men ingen ved hvad hun laver”. Det er på høje tid, at det ændre sig.