Som arter udvikler vi os kun langsomt, mens det digitale fotografi har mere fart over feltet. Begge dele har betydning for den begiske fotograf Patrick Gries, der lige nu er aktuel med udstillingen ’Evolution’
Der gik mere end to årtier, fra Charles Darwin påmønstrede det gode skib HMS Beagle, til han endlig udgav sine videnskabelige studier ’Om Arternes Udvikling’ for præcis 150 år siden. Helt så længe undervejs har projektet ’Evolution’ ikke været, men det er dog to år siden bogen udkom i Frankrig, og fire år siden Patrick Gries tog det sidste af de fotografier, man nu, og frem til april næste år, kan beundre på Experimentarium.
Motiverne har Patrick Gries hentet på det naturhistoriske museum, Muséum d’Histoire Naturelle i Paris, og det handler udelukkende om skeletter. Til gengæld spænder de så fra slanger over gnavere til aber og hvaler. Og der er bestemt ikke kun tale om illustrationer til en videnskabelig tekst, for projektet har været et gruppearbejde, der foruden Gries selv omfattede videnskabsmanden Jean-Baptiste de Panafieu og udgiveren, Xavier Barral, som Gries flere gange har arbejdet sammen med.
”Mit job er at finde frem til essensen af formen” konstaterer Patrick Gries, mens han serverer espresso i den lejlighed på Vesterbro, der siden august har været hans hjem. Bag sofaen står et af de fotografier, der ikke blev plads til på udstillingen, mens bordet bugner af bøger, Gries har leveret fotografier til. Blandt bøgernes emner finder man haute couture, kostbare smykker og samtidskunst, men fotografierne har alle det til fælles, at de står som stærke visuelle udsagn. Også i sig selv.
”Med ’Evolution’ ville vi ramme ned i krydsfeltet mellem videnskab og kunst” forklarer han videre, ”Derfor er det her heller ikke skeletter, det er portrætter. Vi har udgivet bogen på syv sprog, når den kinesiske udgave kommer næste år, og reaktionerne på vores fremgangsmåde har været meget forskellige. I Frankrig er de for eksempel meget konservative, og bryder sig derfor ikke om, at vi blander kunst og videnskab. Den slags problemer har man slet ikke i hverken Tyskland eller i USA, hvor vi fik en fantastisk modtagelse med en hel sides omtale i New York Times”.
Alene arbejdet med at tage alle fotografierne tog et halvt år, og fordi skeletterne er skrøbelige, måtte det foregå på Muséum d’Histoire Naturelles afdeling for komparativ anatomi. Derefter fulgte en endnu længere proces med at bortretouchere alle de skruer og stivere, der holder sammen på skeletterne, nu da kød og sener er forsvundet. Men det tænker man ikke over foran fotografierne, der på forunderlig vis synes at puste livet tilbage i knoglerne.
At Patrick Gries i dag kan skabe den slags værker, lå ellers ikke lige i kortene, da han for 50 år siden kom til verden i Luxembourg. Først uddannede han sig som folkeskolelærer, men selvom han synes, det er et usædvanligt vigtigt job at bestride, så var det dog ikke noget for ham. Derfor kom han, ved noget af et tilfælde, i lære hos en fotograf, der var flyttet til den lille by i staten New York, hvor Gries har familie. Efter ti måneder som lærling, flyttede han de 600 kilometer sydover og landede i New York City, og det er en beslutning, han aldrig har fortrudt:
”Jeg skylder New York alt. Jeg er opvokset på landet, og der skifter man ikke sådan spor, men i New York var det helt, helt anderledes. Derfor plejer jeg at sige, at jeg er blevet født to gange, og anden gang var, da jeg kom til New York. Men jeg havde en langsom, og sen, start som fotograf. I begyndelsen arbejdede jeg med reklamefotografi, som der ganske vist er penge i, men det er også løgn, alt hvad man laver. Derfor besluttede jeg for små ti år siden, at jeg fremover kun ville beskæftige mig med noget, jeg rent faktisk holder af. Noget, der giver mig glæde. At det blev bøger var ingen tilfældighed, for jeg har altid elsket bøger og så møder man mange interessante mennesker på den måde”.
Patrick Gries har i den grad fået sin ambition opfyldt, først i New York og siden 1992 i Paris, hvor han har fotograferet for kunstnere, museer og private samlere i en sådan grad, at han er noget nær en institution på området. Måske fordi han insistere på ikke at arbejde for, men sammen med kunstnerne. Og fordi han har et usædvanligt godt øje for, hvordan omgivelserne spiller sammen med motivet, hvad enten det er et stykke tøj eller en skulptur i mere traditionel forstand. Alligevel er han glad for at skulle tilbringe de næste to år i København, hvor hans kone skal arbejde videre med sin antropologiske forskning:
”København er jo et paradis for børnefamilier! Se bare på gården bag vores hus – den er er større end mange parker i Paris. Og min datter, der går i vuggestue nær Christiania, sover til middag udenfor. Det er vidunderligt! Børn er en del af byen i København, man kan få barnevogne med i offentlig transport og der er børnestole på restauranterne. Sådan er det slet, slet ikke i Paris”.
Flytningen indebærer dog et par arbejdsmæssige problemer for Patrick Gries, der stadig har sit atelier og de fleste af sine kontakter i Paris, som han så må pendle til en gang imellem. Men han håber på at finde et arbejdssted her i byen, ligesom han har planer om at arbejde videre på en serie af landskabsfotografier med motiver fra både Skandinavien, Amerika og Afrika.
”Der sker en virkelig voldsom evolution indenfor det digitale fotografi og dets formåen i disse år, og det vil jeg bestemt udnytte. Og jeg bliver stadig bedre. Ældre, og bedre til at se. Fotografi handler jo om at se – og om at have en vision om det sete”.
Bonusinfo:
Patrick Gries er født i 1959 i Luxenbourg og uddannet som folkeskolelærer i Belgien. I 1984 rejste han til USA for at stå i lære som fotograf, og ti måneder senere slog han sig ned som freelance fotograf i New York City. Otte år senere flyttede han til Paris, hvor han både mødte sin canadiske kone og skabte sig et ry som fotograf, ikke mindst via sine tætte samarbejder med kunstmuseet Fondation Cartier pour l’Art Contemporain og det antropologiske Musée du Quai Branly. Siden august i år har familien, der i dag også tæller to små børn, boet på Vesterbro i København.
Udstillingen ’Evolution’ kan opleves i Experimentarium, Tuborg Havnevej 7, Hellerup, frem til 15. april, 2010.