Peter Callesen og det hvide papir

Peter Callesen kan klippe, skære og folde papir, så man knap kan tro sine egne øjne. Ud af noget så simpelt som et stykke hvidt A4 papir kan han skabe historier om livet, døden – og uhyrerne i skabet.

 

Skabets skygge aftegner en flok farlige monstre, og med døren halvt på klem kan man se, at de gemmer sig der inde, hvor hylder til opbevaring ellers skulle befinde sig. Scenen er kun alt for velkendt for de mørkerædde, men materialet er overraskende. Det hele er nemlig skåret ud af et eneste stykke hvidt A4 papir. Sådanne værker har gjort Peter Callesen yderst eftertragtet som kunstner, ikke mindst udenfor Danmarks grænser, og på hans værksted vrimler det med hvidt papir, der antager de mest forunderlige former. Her er blomster, der nikkende efterlader silhuetten, mens de selv visner væk; skeletter, der minder os om, at vi også selv skal samme vej som blomsterne, og midt på et bord ligger Callesens hidtil mest komplicerede værk, der har fået titlen ’White Diary’.

”Det hvide papir er et hverdagsobjekt, et materiale, der er så tæt på at være værdiløst, som det næsten er muligt” siger Peter Callesen, der byder på kaffe før han fortsætter: ”Det giver mig en stor frihed. Netop fordi papiret ikke er finere og større, kan det bære meget mere. Der bliver plads til de helt store historier om livet, døden og om eksistens – der så samtidig understregs af papirets skrøbelighed”.

Den transformation, som et stykke papir kan undergå i Peter Callesens hænder, er intet mindre end fantastisk, og han udfordrer da også konstant sig selv og sit materiale til det yderste. Redskaberne spænder fra skalpellen over en fyldepen, som han bruger til at afsætte bittesmå prikker af lim, til en selvopfunden træpind, der kan bruges til at blødgøre papiret. For papir er faktisk et plastisk materiale, der kan formes og forandres langt mere, end de fleste tænker over til daglig. Men det vigtigste redskab for Peter Callesen er og bliver hans hænder (og ikke mindst hans negle), samt, selvfølgelig, hans kreativitet. For der er ikke mange andre kunstner, der arbejder med papiret, sådan som han gør det. Derfor må Callesen selv opfinde sin metode. Til gengæld slipper han for hele tiden at skulle forholde sig til en lang tradition, hvilket han ser som en stor fordel. Og Peter Callesens egen vej hen mod papiret var da heller ikke på nogen måde lige, selvom den i bakspejlet giver ganske god mening. Han lage nemlig ud som performancekunstner:

”I en af mine performance, ’The Dying Swan is Dying’, kom jeg ind i rummet og forsøgte, forgæves, at udføre et vellignende selvportræt på væggen. Men det ville ikke rigtig lykkes, og til sidst begyndte jeg så, i ren desperation, at klippe dele af mig selv af og sætte dem fast på væggen…”

”Klippede du dele af dig selv?”

”Nej, altså, jeg klippede dele af mit kostume, der var vældig stort. Men det blev alligevel en form for korsfæstelse. Og mens billedet på væggen blev stadig bedre og mere vellykket, gik jeg så selv i opløsning. Den gang arbejdede jeg meget med at gøre noget på trods, noget som oftest slog fejl. Jeg arbejdede med det umulige. Derfor lavede jeg også et indviklet slot, som folk selv skulle klippe ud og folde sig frem til, da jeg blev bedt om at bidrage til et katalog, som blev udgivet i forbindelse med performancefestivalen ’Amorf’.”

”Et par måneder senere fik jeg selv lyst til at forsøge at folde det slot, og så lykkedes det faktisk … næsten! Derefter begyndte jeg for alvor at arbejde med papir, men samtidig ændrede min tematik sig også, så det nu mere handler om, at drømmen kan blive til virkelighed, at det umulige, måske, rent faktisk er muligt. Men mine værker indeholder stadig ofte en form for fald, et syndefald, hvor idealbilledet står tomt tilbage. Som her …”, siger Peter Callesen, og peger på et af sine helt nye værker, der bærer titlen ’Broken Image’, ”… hvor selvportrættet splintres og falder ned i rammens bund”.

Man må misse med øjnene, når man ser på det sønderslåede billede, for det er næsten ikke til at fatte, at det, der ligner skår af smadret porcelæn, i virkeligheden er papir i sirlige folder. I et andet nyt værk er det en mikroskopisk pistol, tabt af den revolvermand, der viste sig ikke at være hurtigere end sin egen skygge, som sætter fatteevnen på en hård prøve. Og sådan er det hele tiden med Peter Callesens værker: man forundres over det utrolige håndværk, samtidig med at man både griner og græder med motiverne. I de seneste værker optræder Peter Callesen selv som model, både når øjnene skal grædes ud i ’Crying my Eyes Out’ og den flåede hud fremvises, sådan som det sker i værket ’Hanging skin’, der peger tilbage på klassiske kompositioner.

Selv det store værk, ’White Diary’, viser sig ved nærmere eftersyn at have kontur som Callesens egen profil. Inde i hans hoved genkender man motiver fra de andre værker, for her finder man alt fra frådende uhyrer i krybdyrshjernen til blomster, der lige så stille bliver til pigtråd over øjet. ’White Diary’ er som en gigantisk pop-op-bog, fuld af ord, billeder og drømmesyn, der kun vanskeligt lader sig forklare.

”Man kan sige, at jeg forsøger at skabe et overblik over noget, der ikke lader sig kortlægge. Og i ’White Diary’ gør jeg det mindre stramt end før, for jeg kan blive lidt træt af, at alting i mine værker hele tiden går fuldstændig op. Nogle gange kan jeg godt drømme om at være mere ekspressionistisk, og det er måske dér, jeg nu er på vej hen”.

 

Bonusinfo:

Peter Callesen er født i 1967 og læste til arkitekt, før han i 1994 blev optaget på Det Jyske Akademi i Århus.

I 1997 rejste han til London, hvor han de næste tre år gik på Goldsmiths College, hvorfra han har en BA.

Peter Callesen var fast repræsenteret af Helen Nyborg Contemporary og udstillede i 2008 desuden hos Perry Rubinstein i New York.

Han figurerede i 2005 på Art Review’s liste over kunstnere på vej frem: ”100 Future Greats”.

Dette interview er fra 2008