Peter Funch: ‘Babel Tales – Pantone Pantomime’, 2010
Ved første øjekast ser Peter Funchs fotografier temmelig tilforladelige ud: mennesker bevæger sig gennem byen, sådan som mennesker nu en gang gør, når der er gader, der skal krydses og ting der skal nås til tiden. Men man skal ikke kigge længe på billederne for at opdage, at dette kaos synes at være sat i en form for system. På nogle fotografier flokkes gravide kvinder i fodgængerfeltet, mens man på andre ser folk, der alle sammen kigger samme vej. Men på hvad?
Funchs fotografier ligger milevidt fra det, Magnum-fotografen Henri Cartier-Bresson i sin tid kaldte ”det afgørende øjeblik”, der betød, at fotografen befandt sig på præcis det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og trykkede på knappen. Men det gør ikke Funchs fotografier mindre magiske. For Funch sammensætter sine fotografiske værker af mange øjeblikke, fanget på samme sted på forskellige tidspunkter, således at de tilsammen skaber en helt ny helhed.
Derved sætter Funch et stort spørgsmålstegn ved virkeligheden – også i fotografisk gengivelse.
Peter Funch: ‘Babel Tales – Observing Observers’, 2010