Peter Linde Busk er tilbage!

Detalje fra Peter Linde Busk: ‘Masterless Men (In Eternity, However, There Is No Time, You See. Eternity Is a Mere Moment, Just Long Enough for a Joke)’, 2017. Eget foto

Og det med en sand overflod af fantastiske detaljer, samt både benspænd og dogme, der dog på ingen måde holdt ham tilbage

Peter Lind Busk: And In That Place He Did Succumb To What Was Offered, Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85A, København V. Til 21. oktober, 2017. Fem hjerter

Alle kender til både genbrug, dogmer og benspænd. Men det er nok de færreste, der havde forestillet sig, at de tre begreber skulle optræde i sammen kunstværk. Det er dog præcis, hvad der sker i Peter Linde Busks nyeste værker, der lige nu kan opleves i Galleri Bo Bjerggaard.
Linde Busk (f. 1973) har således opstillet det dogme og dermed benspænd for sig selv, at samtlige materialer, der kunne indgå i hans kommende værker, skulle være fundet i hans eget værksted. Der til gengæld så også er rimelig fyldt af tiloversblevne materialer, men alligevel.
Derfor er et en ekstra oplevelse af gå helt tæt på værkerne og forsøge at finde frem til, hvad de enkelte komponenter egentlig er. Og måske ligefrem også, hvad de tidligere har været brugt til. For genbrugstanken går så vidt, at man kan finde stumper af udtjente farveblyanter i centrum for cirkler, formet af smalle stykker bølgepap.

Detalje fra Peter Linde Busk: ‘White Light’, 2017. Eget foto

Områder med multifarvet magi skaber Linde Busk med glasstumper, der ellers kunne have været brugt til mosaikker, mens han vender en række sortsvedne træstykker vertikalt og sætter dem tæt sammen som et alternativt tandsæt, der rækker ud i rummet fra billedfladen.
Men ligeså fascinerende hvert enkelt felt er for sig selv, ligeså meget mere bliver der lagt til, når man ser feltet i forhold til dets materialemæssige nabo. For det bobler af overskud, af en intens luksus, der ikke stammer fra kostbare materialer, men bunder i en rigdom af forskellighed, sammenhæng og den næsten ubærlig trang, man får til at røre ved det hele.

Træder man endnu et skridt tilbage i udstillingssalene, ser man motiverne, der synes at materialisere sig nærmest på trods af materialerne. Karakteristisk for Linde Busk er der tale om personager med snabelsko og store hatte, selvom han i værker som ‘White Heat’ og ‘White Light’ faktisk er helt abstrakt, omend harlekinternet. Titlerne er ligeså typiske, for Linde Busk har altid haft en forkærlighed for benævnelser, der nærmest er små fortællinger i sig selv.

Peter Linde Busk: ‘My Life Has Been a Series of Catastrophes, Some of Which Actually Happende’, 2017. Eget foto

Peter Linde Busk: ‘Dr. Livingstone, I presume’, 2017.

Tag nu bare titlerne på de tre store værker, der deler grundmotiv, men ellers er meget forskellige. De lyder således: ‘My Life Has Been a Series of Catastrophes, Some of Which Actually Happened’, ‘Get Thee Behind Me, Satan’ og ‘Dr. Livingstone, I Presume’. Og se så lige, hvad hele udstillingen hedder!
Det er ikke altid til at hitte ud af, hvorfor et værk har præcis den titel, det har fået, men titlernes ordrigdom korresponderer smukt med materialiteten i værkerne, ligesom man aldrig er i tvivl om, at der er blevet tænkt grundigt over tingene undervejs.

De tre værker med sammen motiv er således an glimrende mulighed for at kigge Linde Busk lidt i kortene og få et indblik i hans arbejdsmetode. Grundmotivet er som sagt ens, med en personage placeret midt på billedfladen, men derefter gik Linde Busk og hans assistenter i gang med at fylde de optegnede felter ud på højst forskelligartet manér i hvert værk.
Faktisk er de færdige værker så forskellige, at jeg ikke er sikker på jeg ville have opdaget det motiviske sammenfald, hvis jeg ikke var blevet gjort opmærksom på det. Men det kan nu også skyldes, at jeg bliver så begejstret for detaljerne, for materialiteten, at den store helhed er i fare for at blive overset. En fare, der kun bliver mere overhængende fordi jeg samtidig
forsøger at finde ud af, hvordan det kan være, at Peter Linde Busks værker på én og samme tid virker velkendte og fuldstændig fremmedartede. Men den gåde har jeg endnu ikke knækket.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer