Picasso 1932

Pablo Picasso: ‘Le Réve’, 1932. Private collection copyright Succession Picasso/DACS London, 2017

Det er en forrygende, rystende og vanvittig stor oplevelse at følge Picasso gennem ét enkelt år: 1932

Picasso 1932 – Love, Fame, Tragedy, Tate Modern, Bankside, London. Til 9. september, 2018. seks hjerter

 

Ét eneste år tog det Picasso at skabe værker nok til nu at fylde ti sale på Tate Modern. Og det er ikke bare værker, de fleste af de over 100 udstillede malerier, skulpturer og værker på papir er mesterværker, som ‘Girl before a Mirror’, der ellers sjældent forlader Museum of Modern Art i New York.

Pablo Picasso: ‘Portrait of Olga in an Armchair’, 1917

I 1932, der er det år, det hele handler om, var Pablo Picasso lige fyldt 50, han var gift med den russiske ballerina Olga (født Khokhlova) og deres søn, Paulo, fyldte 11 år. Men Picasso førte et dobbeltliv, for foruden familien havde han et forhold til den 28 år yngre Marie-Thérèse Walter, som han havde mødt da hun var teenager.
Og det er Walter, der figurerer mest prominent i Picassos produktion fra 1932, hvor han netop er trådt ind i det, man indenfor kunsthistorien kalder “det modne værk”. Picassos ungdomsproduktion er dog en del mere omfattende end de fleste af hans kollegers, for han havde allerede været igennem både en blå og rosa periode, sendt kunsten i helt nye retninger med kubismen, eksperimenteret med neoklassisisme og fundet sin helt egen form for surrealisme.

Det ville i sig selv have været en gigantisk bedrift, men Picasso fortsætter sit arbejde med en nærmest overmenneskelig kraft i 1932, hvor han kun 24 dage inde i det nye år maler mesterværket ‘The Dream’. Her ses den sødt sovende Marie-Thérèse Walter, siddende i en rød lænestol foran et mønstret tapet eller gardin, der genfindes i flere af de øvrige værker.
En halskæde smyger sig kælent om den sovende kvindes hals, mens hendes hænder markerer kønnet og det ellers så rolige ansigt er brutalt gennemskåret af en skygge, der synes at starte i panelet og fortsætte langs næseryggen. Men skyggen deler ikke bare ansigtet i to, den lader også den øverste halvdel af kvindens hoved tage særdeles fallisk form.

Det er som sagt et mesterværk, både i farve og form, og så har værket endda en frygtelig historie, idet en tidligere ejer, Las Vegas-milliardæren Steve Wynn, i 2006 stak en albue gennem det, kort før han skulle have solgt det for en rekordpris på 139 millioner dollars. Restaurationen løb op i 90.000 dollars, men er også vel udført, for det er ikke til at se skaden i dag!
Kun seks dage senere maler Picasso et markant anderledes billede, nemlig ‘Seated Woman in a Red Armchair’, hvor abstraktionsniveauet er hævet i en grad, som var der tale om et maleri af en skulptur, sammensat af stiliserede formelementer. Paletten er her jordfarvet i stærk kontrast til de klare, friske farve i ‘The Dream’, og selvom de kuglerunde bryster som så ofte hos Picasso er i fokus, så er ansigtet reduceret til to vertikale øjne og en åben mund, mens armene er autonome former, der svæver foran den hule torso.

Pablo Picasso: ‘Seated Woman in a Red Armchair’, 1932

Picasso kan således legende let bevæge sig mellem forskellige kunstneriske udtryk, der dog alle er umiskendeligt hans. Det er imponerende, men helt blæst bagover bliver man, når udstillingen, der skrider kronologisk frem gennem 1932, når frem til marts, hvor Picasso var så produktiv, at resultatet fylder to sale.
Alene fra den 8. til den 12. marts maler Picasso således tre vældige variationer over den sovende kvinde, blød og farlig som et rovdyr, der ved det intet har at frygte. Man genkender straks Marie-Thérèse Walters blonde hår og svulmende kropskurver, som Picasso frit kunne nyde, idet Olga befandt sig på Château de Boisgeloup udenfor Paris, som Picasso havde købt to år forinden – hvor han fortalte begge sine kvinder, hver især, at det var købt til netop hende.

Pablo Picasso: ‘The Mirror’, 1932

Velázquez: ‘Rokeby Venus’, 1647-1651

Selv var Picasso i Paris med Walter, der bebor de tre store malerier, ‘Nude in a Black Armchair’, ‘Nude, green leaves and Bust’ og ‘The Mirror’ med en kropsnær selvfølgelighed. ‘The Mirror’ peger oven i købet både frem og tilbage i kunsthistorien, for jeg kommer i alle tilfælde til at tænke på et af Picassos egne forbilleder, hans landsmand Velázquez, der midt i 1600-tallet udførte den såkaldte ‘Rokeby Venus’, som i dag hænger på Londons National Gallery.

Begge kunstnere gør således elegant brug af et spejl til at vise flere sider af den liggende kvinde frem, og selvom det i Picassos værk burde være en skulder, der spejles, ligner det langt mere yndige balder, der da også spiller en hovedrolle hos Velázquez. Samtidig er den stærke stilisering, der lader øjet været et U som på en børnetegning af en sovende, og de intense, rene farver en forløber for kunstnere som Roy Lichtenstein, som tre årtier senere var med til at definere popkunsten.
Og hele vejen igennem værkerne viser Picasso Walter frem. Men han viser også, at hun er hans. Og hans alene. Da kunsthistorikeren og kunsthandleren Daniel-Henry Kahnweiler besøgte Picassos værksted 17. marts, beskrev han de værker, han så som “malet af en satyr, der netop har dræbt en kvinde”, mens han i samme brev citerer Picasso for at ønske sig at “male som en blind mand, der forestiller sig, hvordan en røv ser ud på baggrund af hvordan den føles”.

Personligt synes jeg det er andre af Picassos værker fra 1932, der peger på den blanding af sex og vold som Kahnweiler beskriver. Som det rystende ‘Sleeping Woman by Mirror’ fra 14. januar, hvor øjnene er som hakket ud af hovedet, mens kvindens refleksion i spejlet stadig ånder roligt og rent.
Der er dog ingen tvivl om, at det kropslige hos Picasso omfatter både det erotiske og det voldelige, at kærlighed og betagelse blandes med besidderisk jalousi og potentiel vrede.

Pablo Picasso: ‘Girl Before A Mirror’, 1932

Selv endnu et mesterværk, ‘Girl before a Mirror’, igen udført midt i marts, der umiddelbart udstråler symmetrisk harmoni, har en underliggende strøm af brutalitet. For man er som beskuer pludselig udstyret med et gudelignende blik, der penetrerer kvindekroppen, samtidig med at alting sættes i system på en måde, så en helt ny verdensorden kommer til syne.

Alt dette har Picasso skabt endnu inden udgangen af marts og året er langtfra forbi. Fra midten af april helliger han sig stort set arbejdet med at kuratere en stor retrospektiv udstilling, der to måneder senere åbner i Galerie Georges Petit i Paris.
Ferniseringen bliver en sand pariserbegivenhed, hvor to tusind mennesker møder op foran galleriet i håb om at få et glimt af de prominente ferniseringsgæster. Men 1932 havde stadig mere at byde Picasso. Ikke alle er lige begejstrede for hans kunst og Matisse bemærker, med slet skjult skadefryd, at Picasso skulle være knust efter at den amerikansk storsamler Albert Barnes har afslået en middagsinvitation til Château de Boisgeloup, fordi Barnes ikke bryder sig om Picassos brug af farver.

Pablo Picasso: ‘The Rescue’, 1932. I en serie værker fra sidst i 1932 behandler Picasso Marie-Thérèse Walters’ nær-druknedød

Mere officiel kritik følger i november, hvor Carl Jung psykoanalyserer Picassos værker på baggrund af en retrospektiv udstilling i Zürich. Jung mener, at Picassos værker “efterlader én kold, eller foruroliget over deres paradoksale, ufølende og groteske ubekymrethed overfor beskueren”.
Og så er det, man kommer i tanke om, hvad der skete i 1932 – udenfor Picassos værksteder. Depressionen hærgede og selvom Hitler tabte valget i Tyskland, kom han til magten året efter og kunne, blandt meget andet, erklære krig mod ‘degenereret kunst’ som Picassos. I Italien regerede Mussolini allerede, mens Picassos hjemland, Spanien, snart skulle kastes ud i borgerkrig.
Måske er det disse politiske stormskyer, der formørker Picassos værker fra efteråret 1932, hvor hans elskerinde også nær havde mistet livet. Men også når han er mørkest, er Picasso i en klasse for sig.

Det er således en sand tour de force, først, selvfølgelig, fra Picassos side og senest fra kuratorernes, for de mange værker er lånt fra museer og private samlinger verden over. Snart sagt alle livets facetter får Picasso omsat til kunst på ét eneste år, som det er en forrygende, rystende og vanvittig stor oplevelse at følge. Og så havde han endda 41 år mere at gøre godt med!

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer