Picasso betragtet bagfra

Pablo Picasso: 'La source', 1921

Pablo Picasso: ‘La source’, 1921

Det er hverken en logisk eller grundig gennemgang af Picassos kunst, man præsenteres for i Malmø, men værkerne er vidunderlige

Pablo Picasso – Från Arkadiens sorglöshet till målad exorcism. Moderna Museet Malmö, Gasverksgatan 22, Malmö. Til 24. august, 2014. fem hjerter

 

Pablo Picasso (1881-1973) er en af verdens mest kendte kunstnere, og det i sig selv gør det værd at se nærmere på hans værker, nærmest ligegyldig hvordan de præsenteres. Det redder en lidt rodet udstilling på Moderna Museet i Malmø – det, og så det faktum, at Picasso i den grad har noget, at have berømmelsen i.

Der lægges da også stærkt ud med ’La source’ (kilden) fra 1921, hvor Picasso skildrer sin første kone, Olga Khokhlova (1891-1955), som en robust og mytologisk vandbærer. I hendes hænder bliver vandkrukken til en livgivende urkilde, en livmoder og dermed også tegnet på kvinden, på én gang ren og skabende, kraftig og æterisk, frugtbar midt i et goldt landskab.

Vi er med andre ord i den periode af Picassos produktion, der kredser omkring det klassisistiske med foldekast i de hvide klædedragter og nærmest mytologiske optrin. Men Picasso var i konstant udvikling og forandring.

Pablo Picasso: 'La demoiselle', 1929

Pablo Picasso: ‘La demoiselle’, 1929

I 1929 er Khokhlovas kontrafej således dekonstrueret til noget nær ukendelighed, men om den lodrette mund skal ses som en ’vagina dentatis’, sådan som man mener på Moderna Museet, vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. For skal man så også forklare øjnenes alternative placering?

 

En af Picassos helt store inspirationskilder var Manets skandaleombruste ’Frokost i det grønne’ fra 1863, som inspirerede Picasso til ikke færre end 150 tegninger, 27 malerier og en række tryk og skulpturstudier.

Et af disse malerier, udført i 1961, er også med i Malmø og viser tydeligt, hvor frit Picasso bearbejder sit forlæg. Den nøgne kvinde, der hos Manet ser ud på beskueren, retter nu sin fulde opmærksomhed mod manden overfor, der da også rækker en rød hånd, midt i alt det køligt grønne, blå og hvide, frem mod hende.

Også formerne er frisat, så de synes at være i bevægelse, ligesom Picasso har skiftet model, for det er ikke længere Olga Khokhlova, der lægger krop til, men hans unge erobring, Jacqueline Roque (1929-1986). Hende genser man i ’Artiste et son modèle’ (maleren og hans model) tre år senere, hvor hun er komprimeret til det mest markante: kønnet, de strittende tæer og et mørkt blik, stadig rettet mod manden i hendes liv.

Pablo Picasso: 'Artiste et son modèle', 1964

Pablo Picasso: ‘Artiste et son modèle’, 1964

Maleren ser til gengæld ud af billedet. Ansigtet er hvidt med et hudfarvet X i midten, men om det virkelig skulle betyde, at maleren har krydset sig selv ud, sådan som man mener på Moderna Museet, er jeg slet ikke sikker på er sandt.

Pablo Picasso: 'La femme aux yeux noir', 1941-1943

Pablo Picasso: ‘La femme aux yeux noir’, 1941-1943

Khokhlova og Roque var langtfra Picassos eneste muser og modeller, hvilket man får syn for i hans fabelagtige portræt af Dora Maar (1907-1997) som ’Le femme aux yeax noirs’ (kvinde med sorte øjne) fra først i 1940’erne. Her sætter han frækt og sikkert få, og egentlig alt for røde, streger om den beige barm, mens den orange vinkel viser en stoleryg. Hendes hår befinder sig i én dimension, hatten i en helt anden og ansigtet er i tredje potens!

Som et appendiks til portrættet vises østrigskfødte Ursula Mayers videoværk ’The Lunch in Fur’ (frokost i pels) fra 2008, hvor hun lader Dora Maar mødes med Josephine Baker og Meret Oppenheim. Men selvom værket er virkelig gennemført, med fint skuespil og tidstypiske silkeskjorter, har banandanserinden, kvinden bag den pelsforede tekop og Maar ikke meget at sige hinanden.

Eller: det har de tilsyneladende, for de taler i et væk, mens Maar vrider sine blodstænkede handsker i en hilsen til hendes første møde med Picasso, hvor hun imponerede ham ved at skære sig under en knivleg. Men selvom Mayer vist vil vise, at de tre hænger fast i forestillingen om deres egen fortid, ender hun i stedet med at reducere dem til tidligere elskerinder på en måde, som jeg ikke finder helt retfærdig.

Og nu vi er ved Ursula Mayer, så fatter jeg ikke, at Moderna Museet vil være bekendt at kalde præsentationen af ’The Lunch in Fur’ samt et eneste andet værk, ’Gonda’, for en særudstilling med kunstneren. For at føje spot til skade vises den halvtimelange video i en sal, der fungerer som ufrivillig gennemgang til Picasso-udstillingen, og man forstyrres derfor konstant af udefrakommende lys, lyd og bevægelse.

Når man så dertil føjer, at Mayer i ’Gonda’ forsøger at tumle en tekst af russisk-amerikanske Ayn Rand (1905-1982), der har inspireret folk som Thatcher og Reagan, og gør det ved hjælp af taleteater, er der ikke meget godt tilbage at sige om den sag.

Lene Berg: 'Stalin by Picasso or Portrait of Woman with Moustache', 2008

Lene Berg: ‘Stalin by Picasso or Portrait of Woman with Moustache’, 2008

Langt bedre synes jeg om svenske Lene Bergs bidrag, nemlig filmen ’Stalin by Picasso or Portrait of Woman with Moustache’, ligeledes fra 2008. Berg benytter sig nemlig af en både sjov, innovativ og informationsrig fortælleteknik, der sætter fokus på kampen om kunsten og hvad den skal kunne – først og fremmest i et historisk perspektiv, men så sandelig med højst aktuelle associationer til følge.

Men det er ikke helt let at finde frem til den sal, hvor ’Stalin by Picasso …’ vises, for den befinder sig ikke bare på en anden etage, men også midt i en anden særudstilling!

Det mindre elegante udstillingsforløb og de til tider kantede tolkninger er dog, desværre, ikke udstillingens eneste problemer. Således slutter det hele, før man for alvor får noget at vide om Picassos eksorcistiske tilgang til kunsten, som han fandt inspiration til i traditionel afrikansk kunst.

Picasso citeres for følgende udtalelse om disse afrikanske skulpturer – og om, hvad der adskilte ham og Braque:

”He loved the [African] pieces, but as I’ve said: because they were good sculptures. He wasn’t even afraid of them. Exorcism didn’t interest him. Because he didn’t feel what I called Everything, life or I don’t know what, the Earth? Everything that surrounds us, everything that isn’t us, he didn’t find at all hostile. Not even – imagine! – not even strange!”

Det ville have været vanvittig interessant, hvis man her havde fået flere eksempler på, hvordan Picasso tilsyneladende arbejdede med kunsten som en form for magi. Desværre bliver det kun til et par kubistiske opstillinger, en (velvalgt) skitse til det skelsættende ’Les demoiselles d’Avignon’ (1907) og en noget malplaceret grafisk serie med Harlekinmotiv.

Udstillingens helt grundlæggende problem finder man dog allerede i overskrift, for Picasso bevægede sig ikke ’Fra Arkadiens sorgløshed til malet eksorcisme’.

Bevægelsen var i modsat retning, fra den afrikanske inspiration, der første gang ses netop i ’Les demoiselles d’Avignon’ mod 1920’ernes klassisisme som i ’Le source’ – og langt længere endnu. Men selv når man, som her, ser Picasso bagfra, er han blændende!

Pablo Picasso: 'Buste de femme', skitse til 'Les demoiselles d'Avignon', 1907

Pablo Picasso: ‘Buste de femme’, skitse til ‘Les demoiselles d’Avignon’, 1907

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer