Pipilotti Rist og det levende loftsmaleri

Pipilotti Rists ‘Löndön’ hos Hauser & Wirth, London, 2005

Videokunstens ukronede dronning, Pipilotti Rist, viser i London hvordan video ser ud i det 21. århundrede

Pipilotti Rist: Löndön, Hauser & Wirth, 196 Piccadilly, London. Til 17. december, 2005. fem hjerter

Det er én af den slags idéer, der er så sindssygt indlysende og ligetil – så snart en anden har fået den. For selvfølgelig skal loftsmaleriet reaktiveres, reanimeres, gøres levende for øjnene af os. Og det er præcis, hvad den schweiziske videodronning, Pipilotti Rist, for tiden gør med værket ’Löndön’, der kan opleves hos Hauser & Wirth i London.
At placere billeder i loftet er ikke det mest almindelige, men alligevel findes der eksempler helt op i det 20. århundrede, som Cobra-loftet, der nu kan ses på Sophienholm, og Jean Deswanes 800 kvadratmeter store udsmykning af Politikens Hus. Det mest kendte loftsmaleri må dog være Michelangelos i det Sixtinske kapel, hvor gud aktiverer Adam med pegefingeren.

Stillbillede fra Pipilotti Rists ‘Homo Sapiens Sapiens’, 2005

Det er værker som Michelangelos, der har inspireret Pipilotti Rist til at reaktivere loftsmaleriet. Men hun gør det fra en kvindes synspunkt. Tidligere på året kunne man opleve hendes ’Homo Sapiens Sapiens’ på Venedig Biennalen, hvor det hurtigt blev et af de mest sete, og voldsomt roste, værker. Projiceret op i loftet af kirken Chiesa di San Stae på Canal Grande, kunne man se to Eva’er, Amber og Pepperminta, i Paradisets Have.

Pipilotti Rists ‘Löndön’ hos Hauser & Wirth, London, 2005

Værket ’Löndön’ betegner Rist selv som et søsterværk til ’Homo Sapiens Sapiens’, der endte med at blive lukket før tid, da både de bevægelige billeder af nøgne kvindekroppe, og deres placeringen i en kirke, faldt en biskop for brystet. Så slemt går det næppe i London, og det er et held, for Pipilotti Rist, der er født i 1962 og har været på forkant af videokunsten i 20 år, er tydeligvis i topform.
Når man træder ind i salen hos Hauser & Wirth, på den eksklusive adresse 196 Piccadilly, bliver man et øjeblik forundret. Ikke bare er her mørkt, de mennesker man kan skimte ligger også ned. Men så snart man følger trop, og lægger hovedet tilbage på puden, omsluttes man af en fortælling og et univers, der er så intenst og mystisk som det er farvemættet. Med et snedigt teknisk greb sender Rist en stor projektion ud over hele loftfladen, mens hun bruger en stukcirkel i midten til at fortælle sin mere konkrete historie om Peppermintas møde med virkeligheden på jorden.

Pipilotti Rists ‘Löndön’ hos Hauser & Wirth, London, 2005

Det er dog ikke sådan, at Rist fortæller sin historie, som man kender det fra film. Pepperminta løber ud i en efterårsflammende skov, fulgt at Rists karakteristiske kamera, der opfører sig som et flyvende insekt.
Gennem faldne blade går det, over stok og sten, indtil P løber ind til menneskene og civilisationen igen, hvor hun svimmel falder om i en tunnel. For så at stige op, op, op langs en træstamme og suse tilbage ned mod Peppermintas ansigt. Pepperminta forsøger at fortsætte et væltet træ med sin krop, hun stirrer ud over skoven, løber.
Og sådan bliver det ved, for historien har hverken begyndelse eller slutning, men fortsætter i et evigt loop.
Det handler om menneskets møde med naturen, med andre mennesker og med den virkelighed der omgiver os. Men det handler også om bevægelige billeder, ganske vist med en form for fortælling som omdrejningspunkt, men først og fremmest stærke, visuelle oplevelser og koncentreret stemning. Det handler om, hvordan videoen, i de rette hænder, træder ind i det 21. århundrede.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer