Planter i bevægelse

Koichi Watanabe: ‘Maplecrest, New York, the United States’, 2007.

Med planter som motiv kommer udstillingen på Rønnebæksholm rundt i både verden og forskellige æstetiske tilgange

Camilla Berner, Yukiko Iwantani, Janet Laurence, Karin Lorentzen, Yeung Lin On, Åsa Sonjasdotter, Koichi Watanabe og Wai Yi-Lai: Planter i bevægelse, Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, Næstved. Til 24. september, 2017. Fem hjerter

For det utrænede øje ser den japanske pileurt temmelig tilforladelige ud. Men man skal ikke lade sig narre af de frodige, grønne blade, for her er tale om en særdeles aggressiv og dertil invasiv plante, der kvæler alt andet og er usædvanlig svær at få bugt med.
Japanske Koichi Watanabe har fundet og fotograferet sit hjemlands pileurt over hele verden, inklusiv området omkring Rønnebæksholm, hvor man lige nu kan se hans fotografier og små ledsagende fortællinger. Æstetisk er der måske ikke så meget at hente, men historien om naturen, der med menneskenes hjælp løber amok, er både spændende og skræmmende.
Samtidig er det interessant, at udstillingen ‘Planter i bevægelse’ lægger ud med en så foruroligende fortælling. Det handler med andre ord ikke udelukkende om naturen som noget smukt og godt, men også om forkerte former for vækst.

Hvor meget vi har fingrene med i naturspillet understreges af svenske Åsa Sonjasdotter, der dels fortæller forskellige kartoffelsorters overraskende historier, dels har sat selvsamme kartofler i Rønnebæksholms herregårdshave, hvor de besøgende til efteråret kan grave dem op.
Og hvem skulle have troet, at kartoffeldyrkning og forædling er en kampplads, hvor selv sorternes navne kan være ideologisk betinget? Jeg vidste det i alle tilfælde ikke, ligesom det også var nyt for mig, at kunstnere i Hong Kong opgiver den traditionelle kunstpraksis for i stedet at dyrke ris.
Det lyder jo nærmest som et kapitel af Kinas kulturrevolution, hvor intellektuelle blev tvangstransformeret til bønder, men her sker det ganske frivilligt. Og med god grund, for de fødevarer, der eksporteres fra Kina til Hong Kong, er ikke alle lige lødige. Eller giftfri, har det vist sig.

Janet Laurence: ‘Waiting – Hospital for Ailing Plants’, Rønnebæksholm, 2017. Eget foto

Det hele handler dog langtfra om politik på ‘Planter i bevægelse’, for her er også blevet plads til andre vinkler på plantelivet. Humor og uskyld er der således spandevis af hos australske Janet Laurence, der har indrettet et hospital for planter i en af de smukke sale på Rønnebæksholm.
I kubiske glasmontre kan man se tynde grene, der har fået gazebandager, molekylemodeller, laboratoriekolber med farvede væsker og blomster, der visner for øjnene af en. Alt er komponeret så sikkert, at farverne langsomt forvandler sig, mens man bevæger sig omkring værket, skiftevis fascineret, fnisende og forundret.

Detalje af et fotografi af Camilla Berner på Rønnebæksholm, 2017. Eget foto

Også danske Camilla Berners blomsteropstillinger er smukke, sådan som de er placeret og fotograferet i de omgivelser, hvor blomsterne er plukket. Berner synliggør transformationen fra vildtvoksende plante til kulturelt konstrueret buket, midt mellem grantræer og brunkulsmaskineri. Bare det at stille en buket på bordet i et forladt og fuldstændig faldefærdigt hus er en handling med konsekvenser. Alting forstærkes i kontrasten og spørgsmål skyder op som: Hvorfor er huset blevet forladt? Er det farligt at færdes der nu? Og hvor hurtigt forgår alt omkring os egentlig?
Min eneste anke er, at fokus i fotografierne af uransagelige årsager er på pokalen, som buketterne præsenteres i, og ikke på blomsterne selv.

Yukiko Iwatani, Rønnebæksholm, 2017. Eget foto

Æstetikken kommer til gengæld til fuld udblæsning i udstillingens sidste sal, hvor japanske Yukiko Iwantani viser sine ganske små, men samtidig storslåede, skulpturer. Materialerne, hvilket vil sig blomster, strå og diverse plantedele, har Iwantani blandt andet samlet i Rønnebæksholms store have, hvorefter hun har omskabt dem til værker, der viser det evige i forgængeligheden med stålsat sårbarhed.
Værkerne peger på potentialet i alt det, vi alt for let overser, både bogstaveligt, fordi der er tale om alt andet end prydplanter, og i overført betydning, idet vi har det med at glemme, hvor afhængige vi i virkeligheden er af naturen i og omkring os. Det er smukt, gribende, enkelt og dybt. Og opsummerer fint hele idéen bag ‘Planter i bevægelse’, der da også er en del af kunsthistoriker Line Marie Thorsens ph.d.-afhandling.

Yukiko Iwatani: ‘Crepidioides’, Rønnebæksholm, 2017. Eget foto