La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers: ‘I Am Queen Mary – A Hybrid of Bodies, Narratives and Nations’, 2018. Foto: Jan Dresler
Det er ikke let at skabe et værk, der på én gang er kunstnerisk interessant og bærer af et bestemt budskab
La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers: ‘I Am Queen Mary – A Hybrid of Bodies, Narratives and Nations’, kajen foran Den Kongelige Afstøbningssamling, Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40, København K.
Det er ikke svært at finde frem til ‘I Am Queen Mary’, for allerede på lang afstand kan man se en lille flok mennesker, der er stoppet op på kajen foran Vestindisk Pakhus og har lagt hovedet godt tilbage så de kan se nærmere på den syv meter høje skulptur.
Og der sidder hun så i sin påfuglestol med en machete i den ene hånd og en fakkel, der sitrer lidt i vinden, i den anden. Den utilsigtede bevægelse skyldes, at skulpturen er udført i flamingo, som derefter er blevet overfladebehandlet, så den kan tåle at stå ude, men som åbenbart ikke har gjort den helt vindsikker.
De fleste vil efterhånden vide, at ‘I Am Queen Mary’ forestiller Mary Thomas, der i 1878 var en af lederne i opstanden ‘Fireburn’ på De Vestindiske Øer, som den danske koloni i Caribien hed. Hun blev idømt dødsstraf for sin medvirken, men dommen blev omstødt til livsvarigt fængsel. Ti år senere gengav Charles E. Taylor Queen Mary, som hun blev kaldt, med machete og fakkel, præcis som hun har det i skulpturen.
Påfuglestolen har også en historie, for kunstneren bag skulpturen, danske Jeannette Ehlers og vestindiske La Vaughn Belle, peger selv på et fotografi af Huey Newton, der i 1960’erne poserede med spyd og riffel i netop sådan en stol. Newton var en del af de amerikanske ‘Black Panthers’ og det er ikke kun Belle og Ehlers, der har fået øje på møblet. Således ses en opdateret version af påfugletronstolen i Marvel’s film ‘Black Panther’, der havde premiere fornylig.
Symbolikken fortsætter i soklen, som skulpturen er placeret på, for her finder man store stykker koral, hentet omkring de øer, der i dag hedder US Virgin Islands, samt i det faktum, at Queen Mary har lånt sine træk ligeligt fra de to kunstnere, hvilket fremhæves i undertitlen: ‘en hybrid af kroppe, narrativer og nationer’.
Som det fremgår er skulpturen proppet med betydning og ønsket om at skabe debat og mane til eftertanke. Måske også lidt for fyldt, for vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og det gælder også når det drejer sig om politisk kunst.
En ofte citeret sentens, der tilsyneladende går tilbage til den danske modernist Harald Giersing, men som på vejen er blevet lettere omskrevet, lyder således: Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Problemet er nemlig, at man let forivrer sig i en god sags tjeneste og derved kommer til at sætte selve kunsten over styr.
Det sker da også for Belle og Ehlers, for ser man bort fra ‘Queen Mary’s betydning, er selve skulpturen ikke voldsomt interessant. Stilistisk lægger den sig således i slipstrømmen af en tradition, der i den grad er både vestlig, hvid og maskulin, nemlig skulpturelle portrætter af siddende magtmænd som Abraham Lincoln, der troner for enden af The National Mall i Washington D.C.. Og det er lidt besynderligt, når det netop er alt dette, Ehlers og Belle gerne vil gøre op med.
Andre samtidskunstnere med et politisk budskab går anderledes til værks i disse år, hvor den relationelle æstetik forsøger at skabe mulighed for møder mennesker imellem, og en maler som John Kørner sætter fokus på diverse problemstillinger i et langt mindre entydigt formsprog end det, der karakteriserer ‘Queen Mary’.
Men måske er det slet ikke den kunstneriske optik, man bør tage i brug foran ’Queen Mary’. Fokuserer man i stedet på skulpturens udsagn, stiller sagen sig anderledes, for det var på høje tid, at Danmark fik et monument til minde om fortiden som kolonimagt.
Med dette minde må man håbe der følger en fornyet interesse for nutidens beboerne på Saint Croix, Saint John og Saint Thomas, der stadig ikke kan stemme til præsidentvalg i det USA, de er en del af. Men om det er med nakken tilbage foran Vestindisk Pakhus, man når til disse erkendelser, er fortsat et åbent spørgsmål, for ligeså symbolladet skulpturen er, ligeså uformidlet står den dér og kræver, at man selv kan finde ud af dens betydning.
Bonusinfo:
Læs også min mening om andre politisk monumenter og hvad der gøres ved dem, ved at klikke her …
Vil du vide mere om politisk kunst, så søg i søgefeltet!
Eller klik dig direkte videre til mit interview med Shepard Fairey her …
Min begejstrede (og rystede!) anmeldelse af Kienholz her …
Eller den nyeste drejning, der er en reaktion på Wileys portræt af Obama, som du får min mening om her …