Popkunst, prikker og til sidst også poesi

Lichtenstein var en af de allerstørste popkunstnere og lige nu viser Tate Modern i London en gigantisk, retrospektiv udstilling af hans værker, fra brusetabeletter over kampfly til kinesiske bjerglandskaber

 

Lichtenstein: A Retrospective. Tate Modern, Bankside, London. Til 27. maj, 2013. fem hjerter

 

Den slags sker ligesom ikke længere, men midt i forrige århundrede kunne en kunstner blive et kæmpe hit, om ikke natten over, så i alle tilfælde på under et år. Det skete for vores egen Asger Jorn midt i 1950’erne, og i de tidlige tressere oplevede amerikaneren Roy Lichtenstein (1923-1997) hvordan det er at gøre kometkarriere som kunstner.

Men Lichtenstein var langtfra ny på kunstscenen. Allerede som barn begynder han at tegne seriøst, senere studerer han kunst og historie på universitetet, og da Lichtenstein under Anden Verdenskrig kommer til Europa, køber han både en bog om kinesisk kunst og flere afrikanske masker, sikkert inspireret af hans store forbillede, Picasso. I 1948 viser han sin første soloudstilling, der kunne ses i Cleveland, og året efter gifter han sig med selvsamme galleris assistent, Isabel Wilson.

Det følgende årti bruger Lichtenstein på langsomt at rykke nærmere og nærmere det New York, der i efterkrigstiden overtager positionen som kunstens metropol fra Paris. I 1957 dekorerer han sønnens værelse med Mickey Mouse, og eksperimenterer derefter lidt med tegneseriebilleder. Fire år senere går det pludselig stærkt, ikke mindst takket være den legendariske gallerist Leo Castelli, der tager Lichtenstein i stald. Snart er Lichtenstein en succes, og kone og børn i forstæderne skiftes ud med livet i storbyen, en yngre model og allerede i 1966 repræsenterer han USA på Venedig Biennalen.

Men hvad var det så, der gjorde Lichtenstein så voldsomt populær? Det var først og fremmest det ikoniske udtryk, der paradoksalt nok bryster sig af netop ingen personlighed at have. Og så må man også gå ud fra, at popkunstens opgøret med forgængerne på kunstscenen, de abstrakte ekspressionister som Jackson Pollock og Mark Rothko, er faldet i god jord, om ikke andet så hos de samlere, der gerne ville profilere sig som værende på forkant, og dem er der altid en hel del af.

Den store, retrospektive udstilling af Lichtensteins værker på Tate Modern i London følger samme logik, og lægger ud med tre malerier, der alle gør begavet grin med den abstrakte ekspressionismes fokus på det følsomme penselstrøg. Det bliver i Lichtensteins værker til tegneseriegengivelser netop af forstørrede strøg, men uden det mindste spor efter kunstnerens egen pensel. Det er dekorativt og drillende, men markerer også den intellektuelle Lichtenstein, der med sine værker vil undersøge, hvad det vil sige at være kunstner.

Lichtenstein er dog samtidig den første til at punktere et hvert tilløb til seriøse overvejelser, for i stedet at hengive sig til den elegante ironiske distrance, der er et af hans væsentligste kendetegn. Således lader han sin blondine himle op om, hvordan hele New York snart vil ligge for kunstneren Brads fødder i maleriet ’Masterpiece’ fra 1962. Det er morsomt, snedigt og meget frækt sådan at blande både genre og indhold, for hvem taler hun i virkeligheden om, Brad eller Lichtenstein?

På Tate Modern finder man adskillige eksempler på Lichtensteins bearbejdninger af henholdsvis romantiske og krigsfokuserede tegneseriebilleder. Blandt dem det kendte værk ’Whamm!’ fra 1963, hvor en kamppilot udsletter en fjende i flyvende form. I en montre udstilles sideløbende den tegneserie, hvorfra motivet er hentet, hvilket giver den besøgende mulighed for selv at se, hvordan Lichtenstein har forenklet og fordrejet tegneren Irv Novicks original, så det hele står lidt renere og skarpere i maleriet.

Det er dog ikke kun tegneserier, der har fungeret som inspiration for popkunstneren. En hel sal er således helliget hans leg med stilarten art deco, der kom til verden i 1920’erne og karakteriseres ved en dekadent forkærlighed for kombinationen af geometriske mønstre og fritflagrende gevander.

Man aner allerede Lichtensteins interesse for art deco i tegningen ’Alka Seltzer’ (1966), hvor brusetabletten graciøst sender sin bobler gennem vandet. Men to år senere går han linen længere ud med værker som ’Moderne Sculpture with Velvet Rope’, der hidser art decoen op til tidligere usete højder.

Derfra var det sikkert kun et lille og indlysende skridt der skulle til, før Lichtenstein kunne kaste sig over andre kunstneres mest

 

ikoniske værker. På udstillingen præsenteres man således for Monets katedral i Rouen, Matisses modeller og de Koonings ekspressive udtryk.

Men nu i Lichtensteins helt egen udgave, der domineres af de allestedsnærværende prikker, som fagfolk kalder raster. Ondest, og dermed også mest morsom, er Lichtensteins version af Mondrians stramme udtryk, der ligner sig selv – lige indtil man ser ordentligt efter, og opdager alle prikkerne!

 

Nogle af de slægtskaber, der findes mellem Lichtensteins og andre kunstneres værker, var han næppe selv klar over, for Lichtenstein kendte nok ikke til trompe l’œil-maleren Gijsbrechts, der i 1600-tallet formede sine lærreder efter motivet, ligesom Lichtenstein.

Ligeså usandsynligt er det, at Lichtenstein tænkte på danske Richard Mortensen, da han udførte sin serie ’Perfect/Imperfect’ (1978-1989), men som dansker er det den association der opstår foran de kantede farvefelter.

Og helt overraskende er det at se ’Mirror #2 (Six Panels)’ fra 1970, der ligner en Lichtensteinsk version af den unge tysker Anselm Reyle værker.

 

 

Det hele er meget vittigt, raffineret – og i længden en smule monotomt, fordi det hele tiden er det samme greb, Lichtenstein benytter sig af: At omskabe noget velkendt og gengive det i hans eget billedsprog.

Man kan måske indvende, at popkunst netop handler om overflade, men man fornemmer at Lichtenstein ind imellem også vil os noget mere.

Det bliver bare oftest ikke til så meget. Før i hans allersidste leveår, hvor der pludselig kommer konstruktivt skred i sagerne.

 

Det ser man i ’Interior with Nude Leaving’ (1997), hvor både perspektivet og fortællingen er ved at gå i opløsning, mens hans samtidige skitser viser, hvordan han brugte papirklip på sine gamle dage, præcis som Matisse før ham.

Formegentlig har papiret ganske enkelt fungeret som flytbart element, når Lichtenstein skulle arbejde sig frem til den endelig komposition, men det bidrager med en håndgribelighed og tilstedeværelse, man pludselig opdager at have savnet udstillingen igennem.

Og alting går op i en endnu højere enhed, når den aldrende popkunstner endelig kaster sig over den kinesiske kunst, han allerede havde interesseret sig for under krigen. Hvorfor der skulle gå så mange år, kan man kun begræde, for det er her, på gravens rand, at Lichtenstein giver slip på koketteriet og for alvor finder ind til et kunstnerisk udtryk, der på én gang hylder de gamle mestre og tilføjer dem en opdateret form for egenartet poesi.