Når søvtøjet kræver sit eget skatkammer, Arken skal udbygges eller flodhestene i Zoo have bedre forhold, så henvender direktørene sig til Annie og Otto Detlefs, for tilsammen står de bag en af Danmarks allerstørste fonde.
Måske en eller anden ind imellem har undret sig over, hvorfor Zoos to sydafrikanske næsehorn hedder henholdsvis Curt og Minna. Men det er der faktisk en ganske god grund til: De er opkaldt efter Otto Detlefs’ forældre. Og det er Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond, der har financieret næsehornenes nye hjem, ligesom fonden fornylig satte Arken i stand til at modtage de kommende gæster gennem et helt nyt indgangsparti.
Med en halv milliard i kassen er Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond en af landets største. Og nyeste, kan man tilføje, for fonden blev først oprettet i år 2000. Dermed er der en ny, og meget stor, dreng i klassen for danske mæcener, men det måske allermest overraskende er, at hverken Annie eller Otto ligefrem er født med sølvskeer i munden. De første år af sit liv tilbragte Otto Detlefs faktisk i Slesvig-Holsten, som søn af arbejdsmanden Curt og hans kone, Minna. Kort efter Anden Verdenskrig kom familien til Danmark, hvor Otto faldt godt til.
Han voksende op på Vestegnen og kom i 1957 til ØK. Efter endt uddannelse inden for handel var det i 1971 tid for den unge Otto Detlefs til at starte sit eget firma – i forældrenes kælder. Her blev der rulle kobberrør, som den entreprenante Detlefs solgte til firmaer, der stod for udskiftning og reparation af både bremser og koblinger i biler. Hvilket gik så strygende, at firmaet to år senere kunne flytte til egne lokaler. Siden er OJD Quick Brake ApS vokset betydeligt, og i dag leverer firmaet komponenter af stål og metal til stort set alt og alle.
I 1963 blev Annie og Otto gift, og interessen for kunst, sølvtøj og keramik, havde de med sig helt fra de unge år, hvor der dog ikke var råd til andet end reproduktioner af den danske kunstner J.F. Willumsens værker på væggene. Siden er der kommet andre boller på suppen rent økonomisk, hvilket har gjort Annie og Otto Detlefs i stand til at træde i de fodspor, Gaius Cilnius Mæcenas afsatte allerede tre årtier før vor tidsregnings begyndelse.
Det er her, fra Romerigets Mæcenas, at vi har hentet betegnelsen ”mæcen”, for Mæcenas var den første til at yde økonomisk støtte til de klassiske udgaver af den fattige kunstner. Langfra alle faldt dog i Mæcenas’ smag, og ønskede man sig støtte fra Mæcenas, gjorde man mere end klogt i at synge hans gode ven, Augustus’ pris.
Så præcise krav stiller kun de færreste mæcener i dag, men kulturlivet er stadig fyldt med private penge. Nogle af slagsen samles i store, firmabaserede fonde, som de formuer for eksempel Nykredit, Ny Carlsbergfondet og Bikuben råder over. Andre kulturkasser er langt mere private og personlige, fordi pengene er samlet, og nu uddeles, af en enkelt eller ganske få personer.
Nogle mæcener foretrækker at sponsorere et udstillingssted gennem længere tid, mens andre støtter nybyggeri eller donerer midlerne bag landets største kunstpriser. Og så er der en del, der gør en smule af det hele. Blandt dem finder man Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond, der dog har så meget til fælles med den gamle Mæcenas, at man tydeligt ser de særlige detlefske interesseområder afspejlet i donationerne.
Fonden har således siden 2004 sponsoreret ’Keramikprisen’ på 100.000 kroner, der hvert år uddeles til ”talentfulde, yngre keramikere, som har markeret sig særligt i kraft af et eksperimenterende og fornyende kunstnerisk udtryk”, som der står i Keramikprisens begrundelse. Samtidskunsten har også fået flere priser de seneste år, takket være penge fra fonden, der står bagbåde ’Exit-Ekstra-prisen’, der er et rejselegat på 50.000 kroner, som hvert år går til en afgangselev fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og Arkens Kunstpris på 100.000 kroner, der første gang blev uddelt i 2006.
Priserne kan ikke søges, ligesom man heller ikke kan søge fonden om donationer til om- eller tilbygning. Det betyder dog ikke, at Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond ikke giver – endog meget gavmild – støtte til den slags. Med den største donation i Zoo’s historie muliggjorde fonden således den enorme omlægning af savanneområdet, der i dag kan bryste sig af blandt andet næsehornene Curt og Minna, samt det nye flodhestehus, hvor vandet er så rent, at man kan se flodhestene selv når de tager en dukkert.
Den slags koster, men det er karakteristisk for alle de projekter, Annie og Otto Detlefs går ind i, at kun det allerbedste er godt nok. Den slags bliver, ikke helt overraskende, modtaget med kyshånd også andre steder i landet.
I 2009 kunne Arken således byde de besøgende indenfor gennem et helt nyt indgangsparti, samtidig med at der er kommet en ekstra sal, Detlefs Salen, og nye faciliteter til stort set overalt i museet. Prisen lå på over 50 millioner kroner, så i den sammenhæng lyder det nærmest som et slagtilbud, at Den Gamle By i Århus ’kun’ skulle bruge over 13 millioner på det Kunstkammer, der åbnede året efter med plads til både sølvtøj, fajancesamlingen og et museum for ure.
Alt i alt arbejder Annie og Otto Detlefs videre med den interesse for kunst, keramik og sølvtøj, de havde allerede for fyrre år siden. De har bare helt andre muligheder for det arbejde i dag, hvor fonden giver dem mulighed for virkelig at gøre en forskel på områderne.
Som privatpersoner er Annie og Otto Detlefs præcis det – private. De giver hverken interview eller holder taler. Og dog, for ifølge Arkens direktør, Christian Gether, brød Annie Detlefs for nylig denne tradition, i forbindelse med indvielsen af de nye omgivelser i Ishøj. Her holdt hun en tale, der i sin fulde længde lød: »Den største gave, man kan give sig selv, er at glæde andre«.
Tilføjelse: Otto Detlefs døde i 2015