Selvom det er sjovt at se på mennesker, taber man efterhånden interessen på ‘Portræt Nu!’, der for ofte er for ufokuseret og uoriginal
Portræt Nu!, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot 10, Hillerød. Til 5. august, 2019. Tre hjerter
Det tyder godt, når det første værk man møder på ‘Portræt Nu!’ er et på flere måder knivskarpt portræt af en aldrende Torben Ulrich. Kunstneren bag er da også den etablerede fotograf Torben Eskerod, og portrættet viser sig at indgår i en serie med fokus på ældre mennesker, som Eskerod vil udstille samlet næste år.
Men hvis man af denne grund sætter næsen op efter portrætter, der tager livtag med både genren og den portrætterede, går man på store dele af udstillingen forgæves. For selvom de fleste elsker at se på andre mennesker, som vi kan spejle os selv i, så bliver det sært ensformigt i længden, idet for mange af værkerne er for forcerede, poserende og fast besluttede på at ville være kunst.
‘Portræt Nu!’ afholdes hvert andet år og det står alle frit for at indsende værker til juryens bedømmelse. Denne gang havde juryen 1.641 værker at vælge imellem og selvom der absolut er seværdige værker med på udstillingen, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om dette virkelig var de mest spændende værker, juryen kunne vælge?
Et andet spørgsmål, som desværre dukker op flere steder på udstillingen, er hvorfor kunstneren bag billedet har valgt at udføre det som maleri og ikke fotografi, når nu det er så tydeligt, at der er malet efter fotografisk forlæg.
Er det fordi man stadig synes, at et maleri er mere kunst end et fotografi? I så tilfælde kan man jo bare gå tilbage til begyndelsen og gense Eskerods portræt, samt en lang række andre virkelig gode fotografier, der er sluppet gennem censurens nåleøje.
Selv vinderen af juryens førstepris, svenske Erik Viklunds portræt af ‘Leif’, er et fotografi. Og sikke et billede! Potteplanter kaster deres skygger som et levende mønster over både mandens nøgne hud og tapetets blomster, som således tilføjes en ekstra dimension.
Endnu et lag lægges til, når man læser Viklunds tekst til billedet af den døende ven Leif og de træplader, der efterfølgende blev slået for vinduerne og som Viklund senere genanvendte til rammen, som gentager skyggeformationerne.
Det er en yderst velfortjent førstepris, Viklund har modtaget. Men en del af de øvrige prismodtagere (og dem er der mange af), er jeg mindre begejstret for. Og det viser sig, at mine to specialindkaldte medanmeldere har det på præcis samme måde i den afdeling, som er deres speciale, nemlig børnekunst. For ingen af de værker, de peger på, har modtaget en jury-pris.
Max Milo på otte år har således to favoritter blandt de ret overvældende mange portrætter, udført af børn. Det ene fordi det ligner og det andet fordi det ikke ligner. Og det er da også helt utroligt, som Amira M. Ayoub (f. 2003) kan male, så det ligner. Her er, igen, tydeligvis malet efter et foto, men Ayoub slipper bedre fra det end mange af de ældre kunstnere.
Det andet billede er, som Max Milo selv siger, lige modsat. I alle tilfælde på overfladen. For Yara Hainan (f. 2007) ser næppe så Picasso-kantet ud, som selvportrættet gør. Men måske det ind imellem føles sådan at være hende?
Min anden medanmelder, ti-årige Amanda, peger efter nøje overvejelse på Fiona Teller Aas og Emma Dahl-Falchs malerier som udstillingens bedste, fordi man kan se det er lavet af børn. Begge kunstnere er født i 2009, begge gengiver et vindue i baggrunden og begges modeller spiller på et instrument. Med andre ord må de være malet sammen, og de fungerer da også perfekt som pendanter – og børnekunst.
Andre steder på udstillingen er det langt mindre tydeligt, at det er børn mellem 10 og 15 år, der står bag. Karla Elisabeth Falck holder sig således lige præcis indenfor denne aldersgrænse og alligevel er hendes tegning af ‘Arne’ så teknisk perfekt, at mange aldrig opnår en sådan ekvilibrisme, selvom de øver sig et helt liv.
Men det betyder samtidig, at Falck og en flok jævnaldrende og dygtige kolleger ligger meget langt fra de ti-åriges kreative udfoldelser, hvilket gør udstillingsoplevelsen mærkelig rodet. De mindste er måske ufrivilligt egenartede og radikale i deres udtryk, mens de største endnu ikke helt har fundet deres egen måde at bruge det tillærte håndværk, hvor imponerende det end er.
Kort sagt sætter udstillingen af børns kunst sig mellem to stole, alle de gode intentioner til trods. Men noget tyder på, at den alligevel er mere interessant at se på for netop børn. Mine medanmeldere tog sig i alle tilfælde bedre tid i denne afdeling, og Amanda er i gang med at udtænke det værk, hun vil indsende, næste gang der er ‘Portræt Nu!’.