Provokerende Piccinini

Med sine hyperrealistiske skulpturer udfordrer australske Patricia Piccinini beskueren, der mødes af både mutanter, kropsåbninger og store, våde øjne. Der er stof til eftertanke, hvis man da ikke kløjs i ækelheden undervejs

Patricia Piccinini: En kærlig verden, Arken – Museum for Moderne Kunst, Skovvej 100, Ishøj. Til 8. september, 2019. Fire hjerter

 

Detalje af Patricia Piccininis ‘The Welcome Guest’, 2011. Eget foto

Den yndige lille pige har rejst sig op i sengen og skal netop til at gengælde de kærtegn og knus fra ‘Den velkomne gæst’, som også er værkets titel. Men denne gæst ligner langtfra menneskebarnet. I stedet for hænder og fødder har væsnet nemlig en form for lange, sammenvoksede klør, mens den spinkle krop er næsten dækket af pels.
Alligevel er der ikke et gran af frygt at spore i pigens øjne, der stråler af kærlighed og glæde. Og gæsten gengælder blikket med præcis samme udtryk og følelser. For det handler først og fremmest om ‘En kærlig verden’, som overskriften på Patricia Piccininis soloudstilling på Arken lyder.

Så kan det godt være, at Piccinini også gør sig overvejelser om en fremtid, hvor genmanipulation også af menneskekroppen ikke bare er en mulighed, men en del af hverdagen, men dybest set handler i alle tilfælde de mest markante af hendes værker om kærlighed. Og dermed også om tillid og accept.

Rent teknisk er Piccininis skulpturer en tour de force af realisme, også selvom de fleste af væsenerne aldrig er set før. Dermed lægger hun sig i forlængelse af amerikanske kunstnere som pionéren Duane Hanson, der skabte så naturtro menneskeskikkelser, at man ikke ved hvem der er hvad på hans udstillinger.
Også Piccininis landsmand, australieren Ron Mueck, arbejder med skulpturer, der er frygtindgydende realistiske, men hvor Piccinini lader sine væsener mutere, ændrer Mueck på deres størrelse. Det ses herhjemme i hans kæmpe skulptur ‘Boy’, der er et af de mest kendte værker på ARoS i Aarhus.

Piccinini bruger hyperrealismen til at skabe scenarier, som skiftevis tiltrækker og frastøder, når de fungerer bedst. Det er således svært ikke at få helt ondt i hjertet af al den ømhed som ‘Parret’ fra 2018 udstråler, sådan som de ligger tæt sammenslynget i deres campingvogn.

Patricia Piccinini: ‘The Couple’, 2018. Eget foto

For selvom de begge har klør og mere hårvækst end de fleste, så er situationen så genkendelig og kærligheden så tydelig, at disse noget alternative kroppe bliver attråværdige.

Patricia Piccinini: ‘The Comforter’ (‘Den trøstende’), 2010. Courtesy kunstneren

Parret ænser os ikke, men alligevel kigger man kun kort, for det føles som om man belurer dem. Og det skyldes ikke alene, at de ligger i sengen, for den samme følelse får man foran ‘Den trøstende’ (2010). Det er som om man overskrider deres grænser, når man læner sig ind over den behårede pige, der holder en yver- og fodformet organisme så kærligt, som var det den mest velskabt baby.

Samtidig overskrider en del af værkerne også beskueren grænser, hvilket er både deres store styrke og største svaghed. De alternative skabninger, hvor kærligt de end interagerer, er allerede en stor mundfuld for de fleste, men Piccinini stopper ikke her.

En anden linje i hendes værker er nemlig en række væghængte værker, ‘Fugletrilogien’ fra 2015, der mere entydigt leder tankerne mod misfostre, der har det med at have hår og tænder – og ikke særlig meget andet.

Dertil kommer den type af Piccininis værker, der fokuserer på kønsorganer, eller i det mindste noget, der ligner varianter af samme. Således åbner ‘Bootflower’ (2015) sig med kødelige og behårede blade, samtidig med at den lægger æg eller afføring i baldeåbningen, mens videoværket ‘Breathing Room’ omgiver beskueren med kropsåbninger og erogene membraner, det nok er sjovere at lege med end at nærstudere.

Patricia Piccinini: ‘Bootflower’, 2015. Eget foto

Man kan se det som Piccininis måde at minde os om de hemmelige dele af vores egen krop, der kan være så sårbare, fremmedartede og til tider ligefrem frastødende, som nogle af hendes mutanter. Men problemet opstår, når blufærdighedens grænse overskrides i en grad, så beskueren i stedet træder et skridt tilbage, og derved ikke tænker med i Piccininis baner.

Så hvad er det, Patricia Piccinini vil have os til at tænke over? Det er let at blive hægtet af, når det drejer sig om genmanipulationerne, for er dette et forsvar for uhyrlig fri forskning, hvor kroppe i alle former kan være resultatet?Mere brugbar er den vinkel og de værker, hvor grisekroppen kobles med menneskets, for her kan det føre videre til overvejelser om, hvordan det kan være, at så mange gladeligt spiser svinekød, uden at bekymre os om, hvordan grisen har levet, mens en mishandlet hund kan få det fleste op i det røde felt.

I en kærlig verden ville alt liv blive vægtet som værdifuldt, uanset hvordan kroppen er formet. I en kærlig verden ville vi acceptere det anderledes, fra klør til alternative kønsåbninger, også hos os selv. I en kærlig verden ville det fremmedartede, de fremmede eller endnu ukendte ikke skræmme bukserne af de voksne, sådan som det sker verden over i dag. I stedet ville vi møde os selv og den anden med samme tillid, glæde og så åbne arme som pigen, der har rejst sig i sengen. For Piccininis børn er uskyldsrene og ser derfor kun kærlighed, venskab og ligheder, ikke frygtindgydende fejl.

Og det er her Piccininis styrke ligger. At budskabet gentages i adskillige værker er til at leve med, ikke mindst fordi det er så vigtigt. Mødet med hendes mutanter og deres mere almindelige venner vil sikkert blive et hit hos navnlig de yngre gæster på Arken, der lettere kan sætte sig i børnenes sted og dermed modtage mutanternes kærlighedserklæring.

 

Bonusinfo:

Patricia Piccinini er født i Sierra Leone, Vestafrika, i 1965, men emigrerede syv år senere med sin engelske mor og italienske far til Australien.

Hun er uddannet i både økonomihistorie og billedkunst, og er i dag professor ved College of Arts i Melbourne.

I 2003 repræsenterede hun Australien på Venedig Biennalen.

Piccinini har udstillet flittigt over hele verden siden begyndelsen af 1990’erne, men ’En kærlig verden’ er hendes første soloudstilling i Norden.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer