Queer Art

Simeon Solomon: ‘Sappho and Erinna in a Garden at Mytilene’, 1864. Tilhører Tate Britain.

Når fokus flytter sig fra kunstnerisk kvalitet til kunstnerens sexliv, holder selv de bedste intentioner ikke længere

Queer British Art 1861-1967, Tate Britain, Millbank, London. Til 1. Oktober, 2017. Tre hjerter

De seneste år har både Tate Britain og Tate Modern, begge midt i London, vist udstillinger med værker af kvindelige kunstnere (se mine anmeldelser af Barbara Hepworth her …  og min lille omtale af Sonia Delaunay her …), mens homoseksuelle som David Hockney (se min anmeldelse her …) og Wolfgang Tillmans (se min anmeldelse her …) allerede har været på museernes program her i 2017. Det kan selvfølgelig være ren og skær tilfældighed, idet fokus i de nævnte udstillinger har været på kunsten, ikke kunstnerens køn eller seksualitet.
Anderledes forholder det sig med udstillingen ‘Queer British Art 1861-1967’, hvor kunstnerne er udvalgt på grund af deres seksualitet og ikke den kunst, de har frembragt. Fokus er således forrykket fra kunsten til kunstneren, præcis som det er tilfældet, når kendiser skaber (og udstiller) kunst.
Det kommer der sjældent spændende udstillinger ud af, og det gør der sådan set heller ikke på Tate Britain, selvom der her er flere formildnende omstændigheder, end man er vant til i denne udstillingsgenre.

Udstillingen er kronologisk opbygget og lægger ud hos prerafaelitten Simeon Solomon (1840-1905), som blev arresteret på et offentligt toilet med en anden mand og senere dømt for “attempted buggery”. Hvilket på den ene side satte en stopper for hans udstillingsaktivitet, men på den anden gav ham heltestatus blandt ligesindede, som der var en del af.
Solomons maleri af ‘Sappho and Erinna in a Garden at Mytilene’ fra 1864 er rent teknisk ikke blandt de bedste prerafaelittiske værker, men indholdet er interessant, for Solomon henter sin myte på Lesbos, hvor han forestiller sig et kærlighedsforhold mellem to kvindelige poeter (se øverst på siden).
Senere i samme århundrede støder man på Aubrey Beardsley (1872-1898), der med sine sort/hvide tegninger fremstår som den onde inkarnation af danske og dekadente Gerda Wegener. Beardsley er sylespids, sort og perverteret så det står efter.
Men er han også med til at skabe det stereotype billede af bøsser som flamboyante, teatralske og pyntesyge, der først de seneste år endelig har fået seriøst modspil?
I så fald var Beardsley ikke alene om det, for udstillingen viser også billeder af blandt andre komikeren Danny La Rue (kendt som den kjoleklædte komiker “the comic in a frock”) og scenografen Oliver Messel.

Som kvindelig kunststuderende havde Laura Knight ikke lov til at male efter levende nøgenmodel, hvilket hun i 1913 tog revanche for med dette maleri, der den gang blev mødt med stor forargelse og i dag tilhører National Portrait Gallery i London

Det var aldrig ulovligt at være lesbisk i Storbritannien, men mandlig homoseksualitet blev først lovlig for præcis halvtreds år siden, hvilket man fejrer på Tate Britain med denne udstilling. Og det er en glimrende idé. Problemerne opstår først, når værkerne i sig selv ikke er særlig spændende og formidlingen derfor i stedet fokuserer på kunstnernes seksuelle udfoldelser.
Navnlig kunstnerne i den såkaldte ‘Bloomsbury Group’ elskede på kryds og tværs af ægteskaber og køn, hvilket selvfølgelig var sensationelt, men når skiltningen handler mere om, hvem der havde sex med hvem end om værkerne, er der noget galt.

Måske for at rette op på kvalitetsunderskuddet har man inkluderet Laura Knight (1877-1970), der bidrager med et skønt og skandaleombrust selvportræt fra 1913. Knight kom på kunstskole som kun 13-årig og blev en af de mest kendte, britiske kvindelige kunstnere, før hun gik i glemmebogen, men lesbisk var hun næppe.
Det kunstneriske kød kommer først for alvor på udstillingen i den sidste sal, hvor der vises værker af Francis Bacon og David Hockney. Bacon bidrager med ‘Seated Figure’ fra 1961, der er et intenst portræt af hans elsker, Peter Lacy, hvor både venlighed og vold ligger lige latent.
Anderledes let tager David Hockney livtag med kønnet i ‘Bertha alias Bernie’ fra samme år, hvor omridset af en figur ligesom falder ud af den centrale krop. I det hele taget undres man over så ubesværet, humoristisk og direkte Hockney går til (homo)seksualiteten på en tid, hvor det stadig var forbudt og andre kæmpede med deres seksuelle identitet.
Bacon og Hockney højner standarden betydeligt, men det er ikke nok til at ændre indtrykket af en udstilling, hvor de gode intentioner karambolerer med den manglende kunstneriske kvalitet.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer