Queer så det knaser

Kristian Zahrtmann: ‘Dronning Kristina i Palazzo Corsini’, 1908. Statens Museum for Kunst. Foto: SMK

Kristian Zahrtmanns malerier er ind imellem kitsch så det klasker, dekadente ud over alle grænser og nærmest kvalmende i deres kolorit. Men det er samtidig en stor og saftig fornøjelse, for nogle gange er for meget bare bedre

Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab, Fuglsang Kunstmuseum, Nystedvej 71, Toreby, Lolland. Til 5. januar, 2020. Derefter kan udstillingen ses på Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20, København Ø, fra 5. februar til 10. maj, 2020. Fem hjerter

Det er mildest talt mineret område at definere begrebet ‘queer’, men de fleste må kunne blive enige om, at ordet oprindeligt er engelsk og direkte kan oversættes til noget i stil med anderledes, underlig eller, som Fuglsang Kunstmuseum foreslår: skæv.
I dag bruges begrebet oftest om mennesker, der ikke er heteroseksuelle og/eller ciskønnede. Museumsinspektør ved Ribe Kunstmuseum Rasmus Kjærboe, som har kurateret udstillingen (der først blev vist netop i Ribe), trækker begrebet videre over i kunsten, hvor det betegner “det usædvanlige eller overraskende blik”, hvilket giver mening i forhold til Kristian Zahrtmanns værker, men også dybest set al anden banebrydende kunst.
På samme måde famler man en smule i udstillingens begyndelse, hvor Zahrtmann ikke for alvor træder i karakter som hverken sig selv eller queer.


Kristian Zahrtmann (1843-1917) er ellers en ener i dansk kunsthistorie, både fordi han forfulgte en særegen motivkreds og fordi han oftest gengav disse motiver i mildest talt brutale farver. Navnlig havde han en forkærlighed for en variant af lilla, der ligger under alle hans andre farver og dunker så man får helt ond i øjnene.
Så måske er det meget fornuftigt, at udstillingen lægger forsigtigt ud med nogle mere neutrale værker og en del information om Zahrtmanns 70-års fødselsdag i 1913, hvor man mere end antyder hans homoseksualitet og måske også en forkærlighed for dametøj. Men ligesom man tror og frygter, at der alligevel ikke er så meget at komme efter, kommer der fuld knald på det queer i næsten alle dets betydninger.

Kristian Zahrtmann: ‘Loke’, 1912. Privateje. Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

For hold nu fast for en kitschet ‘Loke’ han maler sig frem til i 1912! Højt oppe i en trætop og midt i misteltenen sidder han, nøgne på nær en mellemting mellem en kongekrone og et diadem, placeret midt i det blåsorte hår. Men det, der sender maleriet helt ud på kanten og får nakkehårene til at rejse sig er, hvor meget modellen i al hans menneskelighed skinner gennem gengivelsen af guden.

Kristian Zahrtmann: ‘Adam i Paradis’, 1914. Privateje. Foto: Ole Akhøj


Portrætlighed er der også masser af i Zahrtmanns pièce de résistance: ‘Adam i Paradis’. Her folder det hele sig ud i fuldt flor: farverne, botanikken og forkærligheden for den nøgne mandekrop. Sidstnævnte bidrager en ung soldat med, og han er ganske godt tilfreds med sig selv, ser det ud til.
Slyngplanten, som Adam holder foran sig, fremhæver en hel del mere end den skjuler og forrest ses en slange, stærk og potent, sikkert som en slags stedfortræder for den aldrende maler, der hellere end gerne ville friste Adam.
Hele herligheden er holdt i den helt klassiske Zahrtmann kolorit, så Adams hud er isprængt så meget lilla, at det næsten ser sygeligt ud, samtidig med at der skabes en kolossal kontrast til baggrundens glødende orange.

Alligevel holder ‘Adam’ hele vejen. Hvilket er mere end man kan sige om ‘Prometheus’ (1906), hvor det ærkeariske i min optik kammer over i klam kitsch, når der leges med brystvorter og kæder midt i mytologien. Også i en række af Zahrtmanns skildringer af stærke kvinder er der skruet så højt op for symbolikken, at det ligner snapshots fra en teaterforestilling.

Kristian Zahrtmann: ‘Prometheus’, 1906. Eget foto

Men det tilgiver jeg gerne Zahrtmann, for det er forrygende at få lov til at opleve, at skingrende kitsch og en nærmest kvalmende kolorit kan være en fornøjelse. At netop den dunkende lilla er det, der sætter skrig i den røde, glimmer i guldet og gør hvert et blåt område til et svalende helle af zenagtig ro. Kort sagt: At alt, alt for meget nogle gange bare er det helt, helt rigtige!

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.