Raddum hos Alf

 

Raddum Hans AlfNorske Fredrik Raddums skulpturer kan minde om vittighedstegninger, der er blevet overført til tredimensionale størrelser. Men i så fald er der tale om den slags tegninger, hvor vittigheden går hånd i hånd med en dybere mening, der er knap så morsom. I sine bedste værker lader Raddum nemlig det morsomme møde det morbide, som når en hund sidder ved lejrbålet og rister en pølse (til sin hotdog?) eller en giraf stikker halsen ud af væggen som et andet trofæ – og har bundet et rensdyrgevir fast på hovedet for at leve op til titlen ’African Reindeer’.

Begge de nævnte værker var i 2011 at se på Raddums udstilling på ARoS, men hvad han har tænkt sig at vise i Hans Alf Gallery, står stadig en smule hen i det uvisse. For Raddum, der er uddannet fra Kunstakademiet i Oslo, arbejder også ind imellem med blandt andet fotografi, installationer og performance.

Udstillingens titel er, typisk for Raddum, tvetydig, idet ’Cover Up’ enten kan læses som en ordre (’Dæk dig til!’) eller betegnelsen for hemmeligholdelse: et cover up. Raddum ser ud til at arbejde med begge betydninger, for et af værkerne på udstillingen er en gren, som er blevet iført et sort klæde, der falder sådan, at man fornemmer både arme og ben indenunder. Så er det en menneskekrop, der er midt i transformationen til gren? Eller er det grenen, der undergår en metamorfose fra trædel til menneske? Det må man selv forsøge at afgøre …

 

Fredrik Raddum: Cover Up. Hans Alf Gallery, Holbergsgade 8, København K. Til 15. november, 2014. www.hansalf.com

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer