Rafael Lozano-Hemmer

Rafael Lozano-Hemmer skaber værker, der observerer og reagerer på beskueren. Jeg så første gang hans værker på Venedig Biennalen i 2007, og fik to år senere mulighed for at rejse til Montreal for at interviewe ham i forbindelse med udstillingen ‘Enter Action – Digital Art Now’, der blev vist på ARoS, Aros Allé 2, Århus, fra 7. februar til 26. april, 2009. Her er interviewet, der blev bragt i Politiken:

Der er noget næsten naturstridigt ved at skulle møde en mexicanskfødt kunstner i Montreal midt om vinteren, men det er her i det sneklædte og dybfrosne Canada, at Rafael Lozano-Hemmer bor og arbejder. Der er da heller ikke meget mexicansk folklore over hans interaktive værker, som danskerne nu har mulighed for at opleve et eksempel på, når ARoS slår dørene op til udstillingen ‘Enter Action Digital Art Now’, der har fernisering i dag.

Lozano-Hemmer bidrager til gruppeudstillingen med værket ‘Pulse-room’, der tidligere har været vist på den seneste Venedig Biennale og i Madison Square Garden så sent som sidste efterår. Men for hver gang værket vises, ændrer Lozano-Hemmer lidt på udformningen, således at omgivelserne inddrages på den mest effektive måde. Helt grundlæggende er der dog tale om det samme værk, der som sit centrum har en samling elektriske pærer, der blinker i takt med de besøgendes pulsslag.

»Hjertets slag er så utrolig intimt«, siger Rafael Lozano-Hemmer og drejer sin store computer, så jeg bedre kan se den video af værket, han er ved at vise: »Her er det min ven, der drikker en masse energidrik, som træder frem og griber om de håndtag, der opfanger hans hjertelyd. Og se lige, hvor hans hjerte slår! Den næste dér er udstillingens organisator, og han er bange for, at det slet ikke kan lade sig gøre alt sammen, så hans hjerterytme er noget uregelmæssig«.

Lozano-Hemmer læner sig lidt tilbage i stolen og smiler. Det er, som om frosten har fået fat i enkelte af de krøllede mørke hovedhår og frosset dem grå, men hans ansigt lyser som en lille drengs. Der er dog intet barnagtigt over hans kunstneriske projekt, som han taler om med både passion og stor styrke – på engelsk, selv om hans modersmål er spansk.

 

Memento mori

»Maskinen måler både hjerteslagets hastighed og styrke«, fortsætter han, »og pæren, der blinker i takt med hjertets slag, rykker en plads længere væk, hver gang et nyt pulsslag registreres. Derfor sker der det på ARoS, at når 300 mennesker har fået målt deres hjerterytme, forsvinder dit pulsslag fra værket. Det er en form for memento mori, en påmindelse om den korte tid, vi er her. Inspirationen har jeg hentet i minimalistisk musik, og ikke mindst mens min kone var gravid med tvillinger. Vi kunne høre to meget forskellige hjertelyde fra hendes livmoder: Pigens hjerte slog simpelthen hurtigere end drengens. Men det virkelig interessante var ikke hver hjertelyd for sig – det var at høre dem samtidig«.

En anden inspirationskilde til ‘Pulse-room’ er filmen ‘Macario’, som Rafael Lozano-Hemmer kalder »en mexicansk version af ‘Matrix’«. Han finder den straks frem på YouTube og viser mig en scene, hvor hovedpersonen hallucinerer af sult og møder døden selv, der står omgivet af levende lys, ét for hvert menneske i live. Lignende forestillinger finder man i den nordiske mytologi, når vølverne spinder vores skæbner og liv som garn, og i H.C. Andersens ‘Historien om en moder’, hvor hvert liv repræsenteres af en plante i dødens drivhus. De levende lys kan pustes ud, garnet klippes over – eller pæren kan slukkes. Effekten er den samme.

Det fik jeg at føle i Venedig, hvor jeg så min hjerterytme gengivet som blinkende lys i ‘Pulse-room’. Dér hang mit hjerte, så roligt og så sårbart, at jeg havde lyst til at blive stående under lyset og passe på det. Men lige meget hvor godt jeg havde passet på, var mit lys alligevel gået ud til sidst.

Det er meget enkelt og meget virkningsfuldt. For Lozano-Hemmer har pærerne den ekstra fordel, at elektrisk lys er en gammel opfindelse og derfor en ganske naturlig del af vores hverdag. På den måde undgår han, at teknikken, teknologien bag, bliver et dominerende aspekt i oplevelsen af værket. Teknologien er en uundgåelig del af vores liv, men Lozano-Hemmer er sig samtidig bevidst, at det ikke er sådan for alle mennesker i verden:

»Selvfølgelig er det helt anderledes i den tredje verden. I mit hjemland, Mexico, har hele 35 procent af befolkningen aldrig foretaget et telefonopkald. Men teknologien berører dem alligevel, den har indflydelse på deres liv, selv om de ikke selv har adgang til den. Da indianerne begyndte at bruge piratradio til at kommunikere med hinanden i junglen, lukkede regeringen straks radiokanalerne. Derfor er jeg særlig glad for et af mine seneste værker, som jeg viste i Mexico By sidste år, til minde om en massakre på demonstrerende studenter for fyrre år siden«.

»Ikke på grund af selve værket«, skynder Rafael Lozano-Hemmer sig at indskyde, »men på grund af de reaktioner, det afstedkom«.

Værket bestod af en åben megafon, hvor folk kunne sige, præcis hvad de ville. Det sagte gjaldede ikke bare ud over pladsen med megafonen, men blev også transmitteret direkte i radioen, samtidig med at en kraftig lyskegle pulserede i takt med ordene. Lysstrålen ramte den bygning, der tidligere var magtcentret i byen, og blev derfra sendt ud i adskillige retninger gennem den tunge smog, der dækker det meste af Mexico By. Ikke færre end tyve frierier blev det til i de uger, hvor værket var i funktion, men det var ikke kærlighedserklæringerne, der gjorde størst indtryk på Rafael Lozano-Hemmer:

»Der kom folk, som havde overlevet massakren, beboere i området, unge og gamle. Men det mest bevægende øjeblik, synes jeg, var, da en ung mand trådte frem og sagde: »Min far var blandt de soldater, der åbnede ild her på pladsen, og jeg har siden båret på en stor skyld over det skete – undskyld!«. Da fik jeg tårer i øjnene! Det er først nu, vi kan begynde at tale om tragedien, den er en sort erindring i landets historie. Men i medierne stod der intet – overhovedet. Du må forstå, at i Mexico er medierne stadig styret af magthaverne«.

 

Publikum får magten

Måske er det derfor, Rafael Lozano-Hemmer er direkte allergisk over for enhver form for styring og kontrol. Grundlæggende handler alle hans værker om at give magten til beskueren, der selv må tage aktivt del i værket, før der sker noget. I flere af Lozano-Hemmers værker spiller beskuerens egen skygge en altafgørende rolle, som det sker i hans gigantiske projektionsværk ‘Body Movies’, der blandt andet er blevet vist under fejringen af Rotterdam som Europæisk Kulturby i 2001. Her fyldte værket ikke mindre end 1.200 kvadratmeter på en enorm facade, således at de største skyggebilleder blev helt op til 25 meter høje. Og det tog ikke Rotterdams indbyggere mange minutter at finde ud af, at de kunne lege med deres egne skygger – og hinandens.

»Det er helt afgørende, at disse værker er uden for kontrol – min kontrol og myndighedernes kontrol. Nogle steder, hvor de er blevet vist, har myndighederne været bekymrede for, om folk skulle opføre sig upassende. Og det gør de! 16-årige drenge stiller sig altid op og laver lange skyggetissemænd – i 30 sekunder. Så er det ligesom gjort, og de må til at tænke sig om for at finde på noget andet og mere at gøre med deres skygger«.

Er der forskel på, hvordan mennesker i forskellige lande reagerer på skyggeværker som ‘Body Movies’?

»Ja, det er der faktisk, men slet ikke sådan, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde for eksempel en idé om, at vi latinoer er lidenskabelige og godt kan lide at røre ved hinanden, men da vi viste værket i Portugal, stod folk så stift og stille, at end ikke deres skygger overlappede! Senere skulle værket så vises i England, og her forventede jeg mig, at alle havde den dér stive overlæbe. Men der tog jeg fejl igen, for i Liverpool var det hele lige ved at udvikle sig til et orgie med mennesker, der smed tøjet på åben gade!«.

Er det hele så bare for sjov?

»Det kan det være, men man kan samtidig spørge sig selv, hvem der for eksempel kontrollerer de radiobølger, der indgår i ‘Frequency and Volume’, som jeg også viste på Venedig Biennalen. Så du kan hele tiden få mere ud af værkerne, hvis du tænker efter«.

Man kan spørge, hvorfor et maleri skulle være mere egnet til at mane til eftertanke end et værk, der benytter sig af teknologi …

»Det er rigtigt. Og så må man desuden huske på, at også maleriet er blevet influeret af videnskab og teknologi, for eksempel matematik, sådan som det skete i renæssancen, da linearperspektivet blev introduceret. Mine værker, derimod, har intet centrum, intet fokuspunkt, de er hele vejen rundt om dig – og du står midt i dem. I dag arbejder matematikere med algoritmer, og det fører selvfølgelig til en ny type kunst. Men hvor videnskaben forsøger at forklare og skabe klarhed, stiller kunsten en masse forvirrende spørgsmål, samtidig med at den taler om vores verden«.

Hvordan gør din egen kunst netop det?

»Den gør det ved at handle om overvågning og magtforhold. Men det vigtige af det hele er, hvad folk gør i forhold til værket. Det er det, der er værket. For hvis ingen gør noget, er der ikke noget værk. I dag er det kunsten, der ser, føler og forventer aktiv deltagelse af publikum, og det ændrer selvfølgelig også museets rolle. Jeg tror ikke længere, at folk gider blive belært på et museum. Den nye kunst uddelegerer magten, så det ikke længere er objektet, genstanden, selve kunstværket, der er det centrale. I stedet handler det om stemningen, situationen og interaktion. Det er der nogle, der har svært ved at forholde sig til, men jeg synes, det er fantastisk, når det en sjælden gang imellem lykkes kunsten at interagere med andre end lige eliten«.

 

Rafael Lozano-Hemmer er født i Mexico, 1967, men flyttede med sin familie til Spanien, da han var 13 år. Som 18-årig rejste han videre til Canada, hvor han blev uddannet i kemi på Concordia University i Montreal, hvor han også bor og arbejder. stod Lozano-Hemmer bag sin første performance, der blev vist i Toronto, men i begyndelsen af 90’erne ændrede hans værker karakter og blev stadig mere interaktive. har han udstillet over hele verden og har modtaget et væld af priser, bl.a. British Academy Award for Interactive Art (2002 og 2005) og et Rockefeller-Ford Fellowship (2003). repræsenteret på både Museum of Modern Art, New York, og Tate Collection i London. I 2007 repræsenterede han Mexico på Venedig Biennalen.