Regnbuebaron Rosenkrantz

Arild Rosenkrantz: ‘Hirofanten’, 1952. Foto Rudi Hass

Tænk at man skulle blive træt af regnbuefarver, men det sker på Arken, hvor Baron Rosenkrantz bruger dem igen og igen. Og igen. Til gengæld er hans livshistorie spændende og han viser sig at være en virkelig glimrende grafiker. I sort/hvid.

Baron Rosenkrantz: Farvernes mystik, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 2. maj, 2021. Tre hjerter

For nogle er Arild Rosenkrantz’ værker ren fantasy, for andre udstråler de dyb spiritualitet. Selv er jeg en smule misundelig på begge synspunkter, for i min optik er der tale om en kunstner, som hverken mestrer farverne eller sit spirituelle indhold.
Baron Arild Rosenkrantz (1870-1964) søger som ung et tilhørsforhold, et ståsted og en stil. Det bringer ham vidt omkring: fra en læreplads hos den lidt freske freskomaler Modesto Faustini i Rom over Salonkunst og symbolisme i Paris til stærke påvirkninger fra samtidens kunst i London, hvor han slår sig ned i 1898.
Således kan der ikke være megen tvivl om, at Rosenkrantz har kendt symbolisten Arnold Böcklins malerier af ‘De dødes ø’, før han udførte sit eget ‘Fredens tempel’, ligesom inspirationen fra briter som den uovertrufne og ætsende dekadente Aubrey Beardsley ses tydeligt i andre, tidlige værker (se min anmeldelse af blandt andre Beardsley på Tate Britain i 2017 her…).

Arild Rosenkrantz’Fredens tempel’, uden år. Eget foto fra Arken 2020
Arnold Böcklin: ‘Die Toteninsel III’, 1883. Altes Nationalgalerie, Berlin.

Ligeså klart er det, at Rosenkrantz ikke kan finde sit eget billedsprog, men i stedet forsøger sig med andres. Alt dette ændrer sig dog, tilsyneladende, da han introduceres til først Rudolf Steiners tanker og derefter også manden selv.
Steiner formulerede i begyndelsen af det 20. århundrede sin antroposofi, der grundlæggende handler om mennesket som åndeligt væsen. Heri indgår også en videreudvikling af Goethes farvelære, der hos Steiner betyder, at farver kan påvirke vores handlinger og afspejle vores følelser.
Hvordan dette foregår og hvilke farver, der har hvilke egenskaber, er alt sammen beskrevet af Steiner, og Rosenkrantz følger retningslinjerne til punkt og prikke. Med det resultat, at hans værker ender med at være alt for ens, ikke mindst farvemæssigt.

Arild Rosenkrantz: ‘Menneskeriget’, 1950-1960. Foto Rudi Hass

At det ikke behøver ende sådan, selvom man går både teoretisk, videnskabeligt og spirituelt til koloritten, vidner den samtidige orfisme om. Hovednavnene er her Robert og Sonia Delaunay, som skaber en syntese af kubisme, abstraktion og farveteorier, fremsat af blandt andre pointalisten Georges Seurat, hvilket fører frem til syngende, sitrende og sanselige værker (se min anemdelse af blandt andre Seurat i Musée de l’Orangerie, Paris, fra 2019 ved at klikke her …).

Et værk skal have en vis dybde, for at fungerer godt som kunst. Og denne dybde, hvordan den end opstår, betyder, at man ikke kan blive færdig med værket, at det hele tiden tilbyder noget nyt, man kan opdage og tænke videre over.
Kunstens direkte modsætning er piktogrammet, der klart og tydeligt skal oplyse os om tingenes tilstand: sæt skruen i her, lad være med at røre ved højspændingsledningen eller kør forsigtigt. Som enhver, der nogensinde har set en brugsanvisning, vil vide, er det ikke nødvendigvis helt let, men målet er dog altid klarhed!
Et sted midt imellem finder man illustrationen, der på den ene side er bundet af det, den illustrerer, men på den anden skal bidrage med noget mere, enten i form af en visuel indgang eller ved at lægge lidt til teksten og dreje tolkningen i nye retninger.
Og hvor Rosenkrantz i alt for mange af sine regnbuestribede værker ikke formår at skabe den omtalte dybde, så viser han sig at være en virkelig glimrende illustrator – og det endda i sort/hvid. For da han i 1910’erne kaster sig over illustrationer til Edgar Allan Poes ‘Hemmelighedsfulde fortællinger’ gør han det med glæde, gru og et skvæt overraskende humor, emnerne taget i betragtning.

Arild Rosenkrantz: ‘Den sorte kat’, 1980-1909. Foto Rudi Hass

På udstillingen bliver disse illustrationer til en tiltrængt pause fra den evindelige farvegentagelse, samtidig med at de for alvor sætter fingeren på problemet: For ligger baronens talent i illustrationen fremfor i den frie kunst?
Det mener jeg. Ligesom jeg mener der intet forkert, eller mindre fornemt, er ved at være illustrator.
Og nu vi er ved det fornemme, så får jeg lidt ondt af den tilsyneladende temmelig sympatiske baron, som ikke arvede den form for formue, man forbinder med titlen. På Arken introduceres hans liv i en smuk sal, hvor skriftlig information følges af fine billedeksempler og det er her, udstillingens styrke ligger.
For den mest interessante historie om Baron Rosenkrantz er den om Baron Rosenkrantz. Altså personen baron Arild Rosenkrantz, der zigzagger sig vej gennem spændende storbyer, stilarter og variationer over spiritualitet. Det er den historie, der kan vække genklang, det er den historie, man skal tage til Arken for at opleve.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.