Rineke Dijkstra: klassisk og kejtet

Rineke Dijkstra: ‘Vondelpark, Amsterdam, June 19, 2005’.

Den hollandske fotograf Rineke Dijkstra er i en klasse for sig og hædres da også med den prestigefulde Hasselblad Award, der er fotografernes Nobel Pris, senere i år

Rineke Dijkstra: Den enkelte og de mange, Louisiana, Humlebæk. Til 30. december, 2017. Fem hjerter

 

Rineke Dijkstras fotografier er så skarpe og detaljerede, at man kan tælle de portrætterede menneskers øjenvipper, fornemme, hvordan deres tøj ville føles under fingrene og mærke al den energi og ofte også usikkerhed, der gemmer sig lige under huden på dem.
Rent teknisk skyldes dette, at hollandske Dijkstra (f. 1959) benytter sig af et storformatskamera, som simpelthen får flere detaljer med, end man er vant til. Til gengæld tager det tid at fotografere på denne måde. Kameraet skal monteres på et stativ og Dijkstra gør sig særdeles umage med at udvælge såvel lokalitet som motiv.
Det gør hendes yngste modeller noget utålmodige, for de er vant til, at billeder bliver taget i et split sekund – og at man straks derefter kan se resultatet. Men sådan fungerer det ikke, når man fotograferer på film, og Dijkstra gør derfor meget ud af at vise børnene andre af hendes værker og forklare, hvorfor hun gør, som hun gør.
Og det, Dijkstra gør, gør hun så godt, at det grænser til det geniale. Det internationale gennembrud kom i 90’erne med serien ‘Strandportrætter’, og stranden er da også på mange måder en genial lokalitet for Dijkstra, der gerne benytter sig af en forholdsvis neutral baggrund, så motiverne, menneskene, rigtig får lov at træde frem.

Rineke Dijkstra: ‘Kolobrzeg, Poland, July 26, 1992’

Med strandens skrabede enkelthed, der dybest set består af tre vandrette flader, nemlig sand, vand og himmel, er Dijkstra i sit es. Det ser man i ‘Kolobrzeg, Poland, July 26, 1992’, hvor en purung pige står i en positur og med let flagrende hår, der er som et fjernt ekko af Botticellis skumfødte Venus.
Men Dijkstras pige hører tydeligvis til i vores egen tid, ligesom hun er et menneske, ikke en stiliseret gudinde. Med den voksne (kvinde)krops klassiske knæk i hoften, der sender en zigzag bevægelse op gennem kroppen, så skuldrene skråner den modsatte vej og hovedet vipper til siden, indtager pigen en stilling, der hører mere voksne kvinder til.
At hendes badedragt endnu er våd forneden skaber et næsten ubehageligt fokus på det køn, hun mimer, men endnu ikke mestre. Havde det ikke været for Dijkstra udelte sympati, solidaritet og ligefrem kærlighed, som hun på magisk vis får med i sine værker, havde det været grænseoverskridende. Men man fornemmer konstant den tillid, Dijkstra vækker hos sine modeller, der gør dem i stand til roligt at fastholde beskuerens blik, ligegyldigt hvor kejtet de poserer.

Rineke Dijkstra: ‘Marianna and Sasha, Kingisepp, Russia, November 2, 2014’

I en nyere serie portrættere Dijkstra børn og unge med familierelationer. Det er familiebilleder uden voksne, der dog alligevel er dem, der har sat de rammer, afkommet befinder sig i. En sådan scene finder man i dobbeltportrættet af de russiske søstre, Marianna og Sasha, hvor lillesøsterens røde kjole nærmest er et chok i alt det brune og grønne omkring hende, som storesøster Sasha synes at være en del af. I alle tilfælde rent koloristisk.
Mariannas fodstilling viser samtidig hendes ballerinadrømme, mens Sashas elegante ben vidner om en ung kvinde, der ved hvad hun vil – og hvordan hun virker på omverdenen. Ganske typisk for Dijkstra er dobbeltportrættet en udløber af et andet projekt, nemlig videoværket ‘Marianna (The Fairy Doll)’, hvor man følger den tiårige piges øvelser, før hun skal til optagelsesprøve på en balletskole.
For Dijkstra har det med at vende tilbage til sine modeller, enten rent socialt, hvor hun holder kontakt med dem gennem årtier, eller for at fotografere dem igen og igen. Hendes hidtil længstvarende, og endnu uafsluttede, projekt tog sin begyndelse allerede i 1994, da hun tog sit første foto af den bosniske flygtningepige Almerisa, som hun siden har fotograferet en gang om året.
Serien viser således et menneskes udvikling fra skræmt (flygtninge)barn til selvsikker voksen, samtidig med at et andet underliggende tema i Dijkstras kunst kommer tydeligt til udtryk. Nemlig det paradoksale i, at netop fotografiets fastholdelse af et øjeblik, men alle dets detaljer, sætter så skarpt fokus på, at intet forbliver det samme. At vi forandres, ældes – for til sidst helt at forsvinde.

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer