Roepstorff og mørket

Installationshot fra et af de lysere steder i Kirstine Roepstorffs ‘Renaissance of the Night’ i Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg

Kirstine Roepstorff har i forlængelse af sit bidrag til Venedig Biennalen sideste år omskabt Charlottenborg, men det modige tiltag forbliver uforløst

Kirstine Roepstorff: Renaissance of the Night, Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København K. Til 12. august, 2018. to hjerter

 

Mørket er fyldt med muligheder. Man kan lade det symbolisere stort set alt fra universets uendelighed over meditativ tilstedværelse og koncentration til den endelige afslutning: døden. Der er således, mildest talt, masser af motiver og metaforer at vælge imellem, men problemet med Kirstine Roepstorffs tilgang til tematikken er, at hun vil det hele på en gang. Og det bliver ganske enkelt for meget.
Omdrejningspunktet på udstillingen er lyd og lys-installationen ‘Theater of Glowing Darkness’, som Roepstorff (f. 1972) sidste sommer viste i den danske pavillon på Venedig Biennalen. Det var en katastrofe og det er det sådan set stadig, men man får mindre ondt i maven over den spildte chance på Charlottenborg end i Venedig, hvor hele verden kunne kigge med.

Hensigten med ‘Theater of Glowing Darkness’ er, at fortælle en moderne myte, men så højt kan hverken fortællingen eller installationen svinge sig op. I stedet sidder man præcist så ubekvemt som i Venedig og spejder efter de sporadiske lysglimt i mørket, der gør det ud for det 24 minutter lange stykkes visuelle side, mens to fortællerstemmer hurtigt fører historien fra verdens skabelse ud i noget, der lyder som nyreligiøs propaganda med slogans som ‘Darkness unites!’ og løfter om reinkarnation.

Så mørkt er der! Skyggeselfie fra Charlottenborg

Indholdet er dog ikke det eneste problematiske ved ‘Theater of Glowing Darkness’, hverken i Venedig eller på Charlottenborg. På biennalen var det således et gigantisk sats at bede publikum afsætte så meget tid og ligefrem lade sig låse inde i installationen, når der samtidig er så mange andre pavilloner og udstillinger at besøge. På Charlottenborg er problemet nærmest omvendt, for den håndfuld andre gæster, der besøgte udstillingen samtidig med mig, var ganske enkelt ikke klar over, at der var en form for forestilling at se.

Ligeså misforstået modigt som at låse sit publikum inde, er det at lade størstedelen af udstillingen på Charlottenborg henligge i mørke. For selvom mørket er motivet for Roepstorff, så har det altså den indbyggede konsekvens, at man kun kan se ganske få af de åbenbart hele 75 udstillede værker, der findes inde i den totalinstallation, der fylder hele kunsthallens sydfløj.

Roepstorff vil slå et slag for mørket som potentiale, som kontrast til alt det lys, vi omgiver os med. Hun vil vise os, at mørket er et sted, hvor vi kan finde ro og regenerere, hvilket er både vigtigt og spændende tænkt. Men når man kun kan se en brøkdel af værkerne, netop fordi de forsvinder i fraværet af lys, ender udstillingen, ganske paradoksalt, med at udstille mørket som problem, ikke potentiale.

Kirstine Roepstorff: Gazing at space within, 2012.

Det er ikke bare synd for tematikken, det er også ærgerligt fordi flere af de værker, man rent faktisk kan se, har en hel del at byde på. Collagen ‘Gazing at Space Within II’ fra 2012 er således både smuk og tankevækkende med sine træer, skråning og vandringskvinde, mens stram minimalisme møder både action painting og sammensyede lærreder i ‘From Mother to Unborn Young. Fluid Unbroken # 3’ (2016).

Installationshot fra den lyseste del af Kirstine Roepstorffs ‘Renaissance of the Night’ i Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg

Sidstnævnte værk er dog lige ved at drukne på væggen, idet tapetet er delvist flået af og derved mimer værkets eget udtryk. Længere inde i udstillingen, der snor sig omkring ‘Theater of Glowing Darkness’, sænker mørket sig yderligere, så værkernes ellers stærkt sanselige detaljer først forsvinder, før også værkerne i deres helhed bliver usynlige.
Så selvom det er spændende tænkt, at fylde Charlottenborgs fine sale med sand og grus, der knaser under fødderne, samtidig med at man skal navigerer udenom og under store betonelementer, ender det hele alligevel sært uforløst.

Faktisk ser det ud til, at den serie af 18 podcasts, som DR Radios Carsten Ortmann har lavet til udstillingen, kommer bedre rundt i emner som universets sorte huller, forholdet mellem lys og mørke i flere religioner, samt hvordan det er at leve som blind, forklaret af kloge folk som Anja C. Andersen fra Niels Bohr Instituttet, filosof og zenbuddhist Niels Viggo Hansen og Jonas Torstensen, der er blindfødt.
For der er virkelig et stort potentiale i mørket som både metafor og motiv. Roepstorff har bare endnu ikke fundet formlen for, hvordan dette potentiale først fokuseres og derefter omsættes til en kunstnerisk oplevelse.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer