– og alternative materialer, for Rose Eken arbejder ganske vist altid med udgangspunkt i myterne omkring musikken, men værkerne er udført i enten miniformat, broderi eller keramik.
LP’en er lavet af ler, den håndskrevne sætliste er blevet broderet og et helt trommesæt har på magisk vis skiftet størrelse, så det nu kan stå i en håndflade. Med andre ord: Velkommen til Rose Ekens værker og verden, hvor alting på den ene side er genkendeligt og på den anden er en hel del anderledes, end det plejer at være.
Motiverne henter Eken i musikmiljøet, som da hun tidligere på året udstillede alle heavy metal bandet Metallicas instrumenter – i miniaturestørrelse. Det skete i San Fancisco galleriet ’Unspeakable Projects’ og blandt gæsterne til ferniseringen fandt man både Metallicas bassist, Robert Trujillo, og bandets danske trommeslager Lars Ulrich.
”De er sådan nogle instrumentnørder” forklarer Rose Eken, da vi meget passende mødes på den hyggelige lille café ’Sort Kaffe & Vinyl’ på Vesterbro, ”Så tilsammen ejer de langt over 200 instrumenter, selvom Lars Ulrich kun tegner sig for 12 trommesæt. Han har sådan et helt simpelt set-up og synes de andre er lidt åndsvage”.
Til gengæld er Lars Ulrich meget kunstinteresseret, så Eken fik en lang snak med både ham og hans far, den tidligere tennisspiller Torben Ulrich. Det får mig til at spørge, om der er forskel på, hvordan folk fra henholdsvis musikmiljøet og kunstverdenen reagerer på hendes værker?
”Ja, det kan man godt sige, at der er. Musikfolk er på mange måder mere nørdede, men også mere spontane. Der er kontant afregning, for her er man jo vant til at klappe (eller lade være) når sangen er slut. Det sker ikke i kunstverdenen. Musikfolket har også en større genkendelsesglæde, som da Robert Tujillo blev helt glad for at gense sine elskede instrumenter”.
Købte musikerne fra Metallica så deres instrumenter i miniformat?
”Desværre ikke! De har dem jo også i forvejen, kan man sige. Men jeg endte med at få fribilletter til Metallicas koncert i Horsens, hvor det tidligere statsfængsel fungerede som backstageområde, men alle kiggede uheldigvis den anden vej, da jeg kom gående ud derfra sammen med både Lars Ulrich og kronprinsen!”
Rose Eken har altid lavet miniature udgaver af alting omkring sig, men hun arbejder ikke med en fast skala, sådan som man gør i dukkehuse, hvor forholdet er enten 1:12 eller 1:20: ”Mit barneværelse var helt fyldt med miniaturer” fortæller hun, ”Og så var jeg fuldstændig vild med tape. Hvis min stedfar (bogtrykkeren og forlæggeren, red.) Hans Jørgen Brøndum forærede mig en rulle af den der englehudsagtige, røde off-set-tape, så var min lykke gjort!”
Men det var først, da Eken uddannede sig ved Edinburgh College of Art i Skotland, at miniaturen blev en del af hendes kunstneriske udtryk. Det skete, da hun satte sig for at genskabe sine barndomshjem efter hukommelsen – og altså i noget mindre målestok. Sådanne sætstykker har Eken desuden brugt til at skabe videoværker, hvor man bevæger sig rundt i denne miniatureverden, der både er genkendelig og en lille smule uhyggelig i den fortegnelse, der netop gør dem så tankevækkende.
”I en miniature har man mulighed for at zoome ind, netop fordi størrelsesforholdet er forandret” forklarer hun, ”Samtidig kan man have hele verden i sin hule hånd, og jeg synes det er fascinerende sådan at kunne opbygge hele rum og universer på ganske lidt plads. Desuden passer den uskyldige barnefantasi, som de fleste forbinder med miniaturen, utrolig godt til det musikerunivers, jeg skildrer, hvor de mange myter i høj grad baserer sig på fansenes fri fantasi”.
Det næste alternative materiale, Rose Eken kastede sig over, blev broderiet, der egentlig lå ligefor, idet hun er fascineret af gentagelsen, repetitionen, der gerne må køres helt ud i det ekstreme.
Hvordan lærte du så at brodere?
”Jeg er stort set selvlært på området, men jeg har taget et par kurser ved Selskabet for Kirkelig Kunsts to brodøser. Og du kan lige tro jeg var ”the odd one out” på de hold! Men for mig er der en fin parallel mellem det intime og introverte arbejde med broderiet og så oplevelsen af musik, der også er meget personlig, samtidig med at vi skaber meget af vores identitet og flere former for fællesskab netop gennem musik.”
Du arbejder også med keramik, hvordan kan det være?
” Leret er så dumt et materiale, så 5.klasse-askebæger-agtigt. Og så ved man aldrig, hvad der sker med det undervejs, ikke mindst fordi jeg her laver alting i fuld størrelse, hvorefter det kryber omkring 10 procent når det tørrer. Det betyder, at alting bliver lidt for småt og sådan skønt skævt, samtidig med at alle de her ting og sager står og skinner helt overdrevet i deres glasur og bare så gerne vil være rockstjerner – men det bliver de aldrig. Det er det, der driver mig, det er det, der er skide sjovt”.
”Men det er også svært, og under arbejdet føler jeg noget af den samme usikkerhed som musikeren, der står på scenen og spørger sig selv, om det nu går godt i aften. Jeg har for eksempel forsøgt at lave et sæt Marshall-forstærkere, der tilhører Lemmy fra Motörhead, men den midterste sprang i brændingen. Til gengæld lykkedes det at lave hans bas, der er et ret uhyrligt objekt. Så nu har jeg en lerbas stående derhjemme!”
Spille på den kan man dog ikke, for så går den i stykker, præcis som de skrøbelige miniaturer, og derved formår Rose Eken at kombinere den ellers så hårdtslående rockmusik med en stor skrøbelighed. På samme måde mødes det maskuline motiv og de feminine materialer, hvilket afstedkommer en helt ny form for synergi. Men hvordan synes hun selv hendes værker adskiller sig fra andre former for modeller?
”Det er en anden poetik. Modelbanebyggere ønsker at få det hele fuldstændigt korrekt, mens jeg forsøger at fange essensen, hvorefter folk selv fylder hullerne ud. Der er nemlig noget vidunderligt i, hvor gerne vi vil tro objekterne, og derfor kompensere for skævhederne og gøre dem virkelige inde i vores eget hoved”.
”Og fordi der er så mange myter og klichéer omkring musikmiljøet, bliver en simpel rulle gaffatape eller en flaske Jack Daniels ophøjet, så man straks får en fortælling i gang. Jeg kan godt lide at der er den slags åbninger, bare en lille sprække man kan gribe fat i, et lille ståsted til at starte med, før man skal tænke efter”.
Bonusinfo:
Rose Eken er født i 1976 og uddannet ved Edinburgh College of Art (1997-2001) og Royal College of Art i London (2001-2003).
Miniaturen kendes indenfor kunsten først og fremmest fra Persien, hvor genren var på sit højeste i det 15. og 16. århundrede. Eksempler på denne kunst kan ses i Davids Samling.
I nyere tid er tendensen nærmere gået den modsatte vej, som da den amerikanske popkunstner Claes Oldenburg i de tidligere 1960’ere skabte adskillige fastfood-måltider i kæmpe format eller når hans landsmand, Jeff Koons, har udført både en terrier og en ballonkanin i overstørrelse.
Pingback: Sørgeligt oversete Starcker – Trine Ross