Rose Ekens tableau

image(1b)Rose Eken: Tableau, V1 Gallery, Flæsketorvet 69, København V. Til 19. september, 2015.

image(4a)Det sker ikke så tit, at alle taler om den samme udstilling, men Rose Ekens ‘Tableau’ er i den grad en undtagelse, for alle, der har set den, må bare tale med andre om, hvor fantastiske hendes nyeste værker er!

Genkendelsens glæde bobler ganske barneligt i beskueren, når man sådan står og ser på malertape, linealer og skruer i flere størrelser, mens der gispes over en hel håndvask, blindrammer og endda en trappestige, for det hele er udført i keramik. Hvilket betyder (mindst) to ting: 1) alt, hvad man ser, er skrumpet 10-15 %, fordi Eken har lavet genstandene i naturlig størrelse, hvorefter de er krøbet i brændingen og 2) man fornemmer det enorme (og temmelig nørdede) arbejde, der ligger bag præsentationen.

kvadrat rose ekenAt alting er en smule mindre, end vi er vant til, skaber en letter unheimlich effekt, samtidig med at det får os til at fantasere med på værkerne. Hjernen er tilsyneladende sådan indrettet, at den kompenserer for “fejl” i omgivelserne og selv fylder hullerne ud. Det er interessant og sjov at opleve, og faktisk kunne det være alt rigeligt.

Men der er mere, for Eken har hentet alle de genskabte genstande i forskellige kunstneres værksteder, således at udstillingen også fungerer som et smugkig ind i selve skabelsesprocessen. Man kan gå og gætte på, hvilken kunstner, der ejer de gamle pornoblade, hvem der har Tal image(1)Rs nyeste katalog liggende i reolen og hvad nogen mon skal med en stak LP-plader. Vil man have svar, så står galleriets ansatte parat, men selv synes jeg egentlig det er sjovest, bare at gå på opdagelse i det overflødighedshorn af detaljer, Eken fremviser.

Hun fortæller desuden, at valget af kunstnerens værksted som motiv, handler om at afromantisere den kreative proces, og det skal hun nok have ret i, at der er brug for. Men sådan en som mig, der har besøgt utallige værksteder i tidens løb, bliver ikke spor overrasket – i alle tilfælde ikke over, hvordan sådan et ser ud. I stedet bliver jeg vildt begejstret over den generøsitet der er i overfloden og den glæde, der virkelig er i genkendelsen.

Tjek også mit interview med og tidligere anmeldelse af Rose Eken – links nedenfor!

image(3)

 

Bookmark permalink.

Én Kommentar

  1. Pingback: Sørgeligt oversete Starcker – Trine Ross

Lukket for kommentarer