Samleren Fénéon

Anarkist, humanist, kunstsamler og meget mere kunne Félix Fénéon skrive på visitkortet

Félix Fénéon: The modern times, from Seurat to Matisse, Musée de l’Orangerie, Paris. Til 27. januar, 2020. Fire hjerter

Rimbaud, Mallarmé, Proust og Oscar Wilde. Van Gogh, Toulouse-Lautrec, Matisse og Georges Seurat. Det er bare nogle af de kendte forfattere og kunstnere, der havde til det fælles, at Félix Fénéon som kritiker, skribent, forlægger og udstillingsarrangør arbejdede utrætteligt på at udbrede kendskabet til deres værker.
Til gengæld foretrak Fénéon selv at befinde sig langt udenfor rampelyset. Og det lykkedes ham i så høj grad, at de færreste i dag vil genkende navnet. Det bliver der nu, måske, lavet om på i Musée de l’Orangerie, hvor en lang række værker fra Fénéons private kunstsamling udstilles.
At en kunstsamling skulle være som et stort portræt af samleren er en påstand, jeg ikke er helt enig i. Jeg synes det giver mere mening at sige, at en samling kan fungerer som et billede på den person, samleren gerne ville være.
Men i Fénéons tilfælde er der faktisk noget om snakken. I alle tilfælde ind imellem, når værkerne er nøje udvalgt til udstillingen og hvis man kender historien på forhånd. For så er det pudsigt at se Félix Vallottons træsnit af ‘Anarkisten’ fra 1892, idet Fénéon (og niogtyve andre) to år senere stod anklaget for et anarkistisk attentat.

Fénéon var ganske rigtigt anarkist, men han var også pacifist – og usædvanlig godt skåret for tungebåndet, hvilket både retten og tilhørerne fik glæde af under retssagen, der blev kendt som ‘le procès des trente’.
Hvor ekvilibristisk Fénéon gav svar på tiltale får man desværre ikke en rigtig fornemmelse af, hvis man kun kan fransk til absolut husbehov. De engelske oversættelser er nemlig sært knudrede – og fuldstændig fraværende i det hjørne, der er helliget netop retssagen.

Fénéon blev frifundet, men også fyret fra Krigsministeriet, hvor han havde arbejdet mere end et årti, mens han i fritiden beskæftigede sig med det, der for alvor optog ham, nemlig litteratur, kunst og kampen for frihed. Disse interesser blev nu også hans levebrød, idet Fénéon i 1896 blev ansat som skribent og redaktør for magasinet ‘La Revue Blanche’.

Samme år skildrer Vallotton ham, skarpskårent og med forenklede former, fordybet i arbejdet ved skrivebordet. Her er (det stramme og let dystre udtryk til trods) tale om et langt mere afslappet og intimt portræt end det Paul Signac udførte seks år tidligere.
Når Signacs maleri i dag fremstår psykedelisk skyldes det, at han som baggrund valgte et stykke meget mønstret kimono-stof. At det er sandt føres der fysisk bevis for på udstillingen, og det er godt, for ellers havde jeg ikke troet på det, fordi mønstret er så langt fra alt, hvad jeg forbinder med japansk æstetik.

Men dér ligger det altså med sine stjerner og cirkelslag og spiraler i rene farver. Og det genses på maleriet bag Fénéon med de fremtrædende kindben, fipskæget og en høj hat, der med nutidige øjne får ham til at ligne en tryllekunstner.
Alligevel er det svært passende, at også Signac malede hans portræt, for Signac benytter sig af det kunstneriske udtryk, som Fénéon døbte neo-impressionisme og den tilhørende teknik: pointilisme. Neo-impressionisterne står, som betegnelsen pointerer, på skuldrene af impressionisterne, men hvor disse vil fange det flygtige øjeblik, går neo-impressionisterne akademisk til værks og gør brug af diverse farveteorier.

Et hovedværk er Georges Seurats ‘En søndag eftermiddag på øen la Grande Jatte’, som man ser studiet til på udstillingen (se billedet øverst på denne side). De pointilistiske stiløvelser, hvor små prikker i forskellige farver skal smelte sammen i beskuerens øjne, kan i min optik godt gå hen og blive noget stive og fortænkte.

Anderledes forholder det sig med Signacs skildring af en solnedgang, der lægger sit gyldne skær over hele havoverfladen, så det kun er i de vuggende skygger fra små fiskerbåde, at der er blåt – og mørkerødt og orange. Her får man virkelig fornemmelsen af et lys så stærkt, at man må misse med øjnene.
Både Signac og den alt for tidligt afdøde Seurat fortsatte Fénéon med at promovere, da han i 1906 blev ansat i Galerie Bernheim-Jeune. Men også andre eksperimenterende kunstnere, som den unge Henri Matisse, viste værker i galleriet under Fénéons ledelse.
At Fénéon havde en forkærlighed for farven er mere end tydeligt på udstillingen, hvor man bevæger sig fra det ene koloristiske orgie til det næste. Men han var mindst ligeså optaget af æstetiske nybrud, hvilket hans omfattende og meget tidlige samling af det, vi her i Vesten kalder “primitiv kunst” bevidner.

Samtidig understreger denne del af Fénéons store samling, at han var både antikolonist og avantgardist. Han anså således andre kultures æstetiske udtryk for mindst ligeså gyldige som den vestliges, ligesom kunstnere fra Picasso over Man Ray til Sonja Ferlov Mancoba, der alle lod sig inspirerer af den fremmede æstetik.
Hvor stort denne inspiration til tider var, ses tydeligt på udstillingen, når en afrikansk maske er ophængt ved siden af et maleri af Modigliani, hvor kvindens ovale og stiliserede ansigt unægteligt synes at mime maskens form.

Nu lyder det måske som om samlingen virkelig er et portræt af Félix Fénéon, og jeg indrømmer blankt at værkerne flere steder illustrerer hans virke som anarkist, redaktør og antikolonialist. Men man må her huske på to ting: At værkerne er udvalgt fra hans samling på over 1.200 genstande til netop det formål og at Fénéon var meget mere, end selv de skønneste værker på udstillingen kan vise.
Til gengæld fungerer samlingen som samlende fortælling perfekt, hvis man vil tegne et billede af tiden fra sidst i 1800-tallet og et pænt stykke ind i det 20. århundrede. Den historie er så stor, at man let kan trænge til en form for undergruppering, og her fungerer Félix Fénéons samling og historie perfekt til formålet.