Digteren Morten Søndergaard, kurator Annesofie Becker og møbelsnedker Teis Dich Abrahamsen har skabt det smukkeste udgangspunkt for en samtale mellem fremmede mennesker. Og en tur på tværs af tiden
Morten Søndergaard og Teis Dich Abrahamsen: Hånd/værk. Til 19. februar, 2023
Morten Søndergaard og Teis Dich Abrahamsen: Hjørnestuen, permanent installation. begge dele kan opleves på første sal i Bakkehuset, Rahbeks Allé 23, Frederiksberg.
Man kan deltage i samtalerne omkring bordet i Hjørnestuen tirsdag-fredag kl. 15, 16 og 17, samt lørdag-søndag kl. 13, 15 og 16. Fem hjerter
Det var i renæssancen man først fandt på at opbygge de såkaldte raritetskabinetter, hvor man samler forunderlige genstande – gerne fra hele verden. Narhvaltænder blev fremvist som enhjørninghorn, men også mere jordnære objekter fandt vej ind i de samlinger, der på mange måder er alle vores museers forløbere.
Spektakulære krystaller, smukke sneglehuse og pressede planter blev udstillet side om side med malerier, tegninger og skulpturer, alt sammen for at vise, hvordan ejermanden (for det var en mand) kunne række ud i alle kroge af verden og tage, hvad han ville have.
Samtidig kan sådan en samling, eller enkelte af dens dele, fungere som udgangspunkt for en samtale, en diskussion, og er dermed også i familie med de konversationsstykker, man tidligere tit satte på bordet som et startpunkt for samtalen.
Alt det kom jeg forleden til at tale med en håndfuld helt fremmede mennesker om, da vi sad bænket omkring et smukt bord i Bakkehusets nye Hjørnestue. Kort forinden havde en af de andre sendt en trækugle i omløb inde i en alfabet-cirkel, næsten som en roulette, men her er vi alle altid vinderne.
For når kuglen falder til ro, ligger den ud for et bogstav og dette bogstav indikerer hvilken af de 29 trækasser bag os, lederen af seancen skal tage frem og stille foran os.
Det smukt forarbejdede minimøbel bliver andægtigt placeret på en dertilindrettet karrusel, og når jalousilågen trækkes op, mødes man af enten vrinskende læseheste, et pendul i evig bevægelse, et forstenet ahornblad med mange millioner år på bagen – eller noget helt andet!
Associationslegen er skøn og et formfuldendt ekko af de salonener, Bakkehusets oprindelige beboere, Kamma og Knud Lyne Rahbek, holdt i begyndelsen af 1800-tallet. Også den gang var der plads til maksimalt otte om bordet, for det var det antal man mente kunne tale sammen, alle sammen, uden at samtalen blev brudt op i flere og mindre dialoger.
Det fortæller vores vidunderlige vært, Mikkel, os. Og han er også parat til at formidle resten af husets historie så naturligt, at det slet ikke føles som formidling, men, igen, som en samtale.
Bag den nye Hjørnestue står digteren Morten Søndergaard, som også har skrevet en lille tekst til hver af de 29 bogstaver, og Teis Dich Abrahamsen, som er møbelsnedker på højeste niveau. Det får man yderligere bekræftet i særudstillingen ‘Hånd/Værk’, som gennem et par stuer leder hen til Hjørnestuen.
Her bidrager Abrahamsen med et håndværk så delikat, at en anden gæst i huset havde helt ret da hun udbrød, at man ikke kan være bekendt at bede os lade være med at røre ved værkerne. For hvem kan holde fingrene fra en træstamme, som har hemmelige, men fuldstændig velfungerende, skuffer skjult i barken?
Og så har Abrahamsen hang til de skønneste kuglebaner, som han placerer de mest fantastiske steder. Således finder man en af den midt i en stor, kubisk og nærmest svævende skulptur, der ligner en af Leonardo da Vincis opfindelser, mens ‘Galskabet’, der hænger på væggen, i åben tilstand byder på en syndflod af metalkugler på eventyr i det mest gennemtænkte og præcise baneforløb, man kan forestille sig.
Det er helt umuligt ikke at komme med begejstrede tilråb, præcis som det er umuligt ikke at blive både tænksom, glad og stille i mødet med Morten Søndergaards gentænkninger af selve digtets form og udtryk. Morsomt er udsagnet ‘Her skete absolut/ingenting/den 3. oktober 1906’, hugget i marmor. Men når det kombineres med opfordringen ‘ukend dig selv’ sættes tidsfornemmelsen i svingninger. Og sådan er det hele vejen gennem Bakkehuset, hvor det føles som om man bevæger sig på tværs af tiden, naturen og kunsten. Endda i selskab med mennesker, man slet ikke kendte i forvejen.
