Saracenos sorte hul

Tomás Saraceno skaber en dobbeltaktuel totalinstallation i Cisternerne, hvor det egentlige tema, klimakatastrofe, får selskab af scener fra livet i en Coronatid. Det er ophøjet, magisk og sakralt, men det er ikke let at forstå. I stedet bør man bare lade sig rive med

Tomás Saraceno: Event Horizon, Cisternerne i Søndermarken (indgang gennem glaspyramiderne overfor Frederiksberg Slot og Zoologisk Have), 15. marts til 29. november. NB: billetter SKAL bookes på forhånd på: www.cisternerne.dk
Fem hjerter

Sidst vi stod her skar martssolen sig vinkelret gennem de bladløse træer i Søndermarken. Nu skinner solen igen, men det er en blød og afrundet majsol, der danser gennem løvtaget og tegner bevægelige pletter på græsset.
Den gang ærgrede det mig lidt at skulle ned under jorden, når nu solen endelig skinnede. Nu længes jeg voldsomt, mens jeg står i solen og venter på at blive lukket ned i Cisternerne. Hele vejen herud har jeg snappet efter vejret i andre menneskers alt for nære samvær og glæder mig derfor bare til at komme i sikkerhed nede i det kolde, fugtige og meget, meget mørke parallelunivers, som Tomás Saraceno har skabt.
For det er ikke kun årstiderne, der har ændret sig, siden første gang jeg oplevede Saracenos fabelagtige installation. Det var en anden verden, en anden virkelighed for knap tre måneder siden.
Den gang var det ugen før den officielle åbning af udstillingen. Fotograf Peter Hove Olesen og jeg havde fået særlig adgang, men selvom vi holdt afstand, hilste med nylærte Wuhan-shakes og tog den nye virus alvorligt, havde vi ingen anelse om, hvor alvorligt det hele skulle blive blot få dage senere. Før udstillingen nogensinde nåede at åbne. Siden splittede virkeligheden sig i to: der var den, vi søvngængeragtigt levede i og den, der som et parallelt spor syntes at køre videre med en spøgelsesversion af alt det, vi alle havde planlagt. Nu er vi så trådt ind i en tredje virkelighed i hvilken verden vender tilbage til noget nær sin gamle form, men hvor det føles som om man ikke rigtig passer ind længere.
Så kan det faktisk være befriende at stå i en situation, hvor man befinder sig i blækmørke, mange meter under den solbeskinnede græsplæne. Og selvom jeg denne gang ikke bliver overrasket over at se de små, bredbundede både ligge og vente på vandet, der igen fylder de ellers tørlagte cisterner, så svulmer mit hjerte med samme fryd som sidst. For det her er voksenudgaven af min barndoms favoritforlystelse i Tivoli: Baljerne!
Det er fortsat fuldstændig magisk at glide gennem vandet, gennem mørket, der punkteres af lys i nicherne inde til højre, hvor man allerede på udturen får glimt af alt det, man senere skal få lov at se nærmere på, alt det, der ligger og lokker med lys og glitrer som skatte, der bare venter på at åbenbare sig.

Når jeg skubber fra med hånden mod en af cisternens søjler, flytter båden sig ganske rigtigt. Men bevægelsen fortsætter længere end beregnet, vandet forstærker og fortsætter bevægelsen, og vi kommer derfor ud af kurs i modsat retning. På samme måde forplanter alle lyde sig gennem rummet som bølger, der rammer søjlerne, murene og os og sendes forvrænget i nye retninger.
Tomás Saraceno er stærkt optaget af klimakatastrofen og eventuelle løsningsmodeller, så måske er disse ekkoer et billede på, hvordan en lille bevægelse kan have store konsekvenser – i alle retninger. Og på hvordan en sådan bevægelse får sit eget liv og fortsætter, længe efter at igangsætteren er holdt op.
Men når man oplever hans gigantinstallation midt i en Coronatid, er det unægteligt andre årsagssammenhænge og kædereaktioner, man først kommer til at tænke på. Det samme er tilfældet i forhold til udstillingens titel, ‘Event Horizon’, der oprindeligt peger på det punkt i rumtiden, hvor man ikke længere kan undslippe et sort huls tyngdekraft, men magtesløs må lade sig suge ind i det. Saraceno bruger begrebet som en henvisning til den sjette masseudryddelse af arter, der foregår omkring os lige nu, men igen ender det med i uhyggelig grad at tale lige lukt ind i en virustid.
At der kun er plads til et stærkt begrænset antal gæster i bådene passer også pludselig perfekt i forhold til vores nye virkelighed. Faktisk så perfekt, at der er fare for, at vi ender med helt at overse Saracenos oprindelige undersøgelser af alternative måder at være i verden på.
Dem finder han først og fremmest hos edderkopperne, som han har et helt særligt forhold til: Saraceno er således den stolte ejer af verdens eneste samling af tredimensionelle spindelvæv og udviklede allerede for ti år siden teknologien til at scanne og genskabe dem i stor størrelse. I Cisternerne er vi dog helt tæt på og i naturlig størrelse foran et forrygende spindelvæv, udført af nogle af de mange edderkopper, der indgår i holdet omkring Saracenos værksted i Berlin.

Andre steder er det vanskeligere at se, hvad det er der foregår, hvis man ikke lige ved det. Men det er altså den utrolige vandedderkop man følger i en af de store videoprojektioner, der speljer sig i det sorte vand. Og Saraceno har helt ret i, at her er tale om en højst særpræget og fascinerende tilpasning, når edderkoppen lever i sin egen luftbobbel under vandet – samtidig med at der opstår endnu en parallel til vores situation lige nu!
For Saraceno handler det om interaktionen mellem mennesker og mellem mennesker og andre arter. Intet mindre. Men han skærer intet ud i pap, nærmest tvært imod. Det er ikke altid lige let at forstå, hvor han vil hen. Men netop derfor er forståelsen af værket så fleksibel, at den kan tilpasse sig denne nye virkelighed.
I Saracenos verden, nede i Cisternerne, træder figurer og former flygtigt frem, spejler sig og forsvinder igen. Hele galakser materialiserer sig, forskydes og opløses. Det er ophøjet, magisk, sakralt. Og hvis man overgiver sig og lader sig føre med ned i hans sorte hul, venter en vidunderlig, voldsom og uforglemmelig totaloplevelse, et desperat opråb om klodens tilstand og et fantastisk bevis på, hvordan kunst tager farve af den tid, man oplever den i.

x

Bonusinfo:

Tómas Saraceno er en central figur på den internationale kunstscene og står i spidsen for et af de største kunstneriske værksteder i verden, idet helt op til 250 mennesker, langt de fleste specialister på deres område, bidrager til arbejdet på værkstedet i Berlin.

Saraceno er født i Argentina i 1973 og uddannet i hjemlandet og i Tyskland.
Han havde knap nok afsluttet sine studier, før han i 2002 debuterede på Arkitekturbiennalen i Venedig og året efter på Venedig Biennalen for kunst, som han siden har bidraget til både i 2009 og sidste år.

Blandt Saracenos fortløbende projekter finder man ‘Cloud Cities’, hvor han undersøger muligheden for at skabe svævende byer, der fremstår som en hybrid mellem kunst, arkitektur og fremtidsforskning. Et delelement af projektet, Saracenos ‘Biosfære’ fra 2009, indgår i samlingen på Statens Museum for Kunst.

Saraceno samarbejder gerne med specialister fra andre fagområder og et af hans største samarbejdsprojekter er Aerocene Foundation, stiftet i 2015, men bidrag fra MIT, Braunschweig University of Technology, Røde Kors/Røde Halvmåne og mange, mange flere. Her handler det om solvarme, svæveevne og samarbejder i open source format, som man kunne se det på udstillingen ‘Tomorrow is the Question’ på ARoS i 2019 – se billede ovenfor og min anmeldelse af udstillingen ved at klikke her ….

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.