Schulenburg i Specta

Detalje fra Andreas Schulenburgs Hermés-serie. Courtesy Specta og Andreas Schulenburg

Detalje fra Andreas Schulenburgs Hermés-serie. Courtesy Specta og Andreas Schulenburg

Hvis man i sensommeren kom forbi Hermès butik på Strøget i København, er man sikkert godt klar over, at ikke alt er helt som det plejer at være – heller ikke i de højere og mere luksuriøse  luftlag. Hermés, der ikke mindst er kendt for Birkin-tasken, har nemlig overladt sine vinduer til Andreas Schulenburg, hvilket man næppe har fortrudt.

Den anderledes, svævende og nærmest drømmende vinduesudsmykning, der også har været vist i Hermés butikker i Amsterdam, Milano, Toronto, Vancouver og Los Angeles, er nu landet hos Specta, hvor man ganske vist har erstattet mærkevarerne med andre af Schulenburgs værker. Men jeg ved da også godt, hvad jeg til hver en tid ville vælge!

Detalje fra Andreas Schulenburgs serie 'Botanical Garden - The Natural Unreal' 2014.

Detalje fra Andreas Schulenburgs serie ‘Botanical Garden – The Natural Unreal’ 2014.

For Andreas Schulenburg (f. 1975) har ikke bare humor, han har også et helt utroligt håndelag, der sætter ham i stand til at skabe de skønneste og særeste tableuer – i filt. Helt forrygende ser også hans seneste serie filtværker ud, for ’Botanical Garden – The Natural Unreal’ er som en tredimensional opslagsbog over den slags planter, der kan slå fra sig, enten ved at brænde, beruse eller forgifte os. Serien, som derfor består af blandt andet opiumsvalmuer, brændenælder og fluesvampe, blev i september vist på den internationale kunstmesse i Istanbul.

 

Nu er de også kommet til Peder Skrams Gade, hvor der er fernisering i dag kl. 17-19. Personligt ser jeg så meget frem til stor sanselighed, syrede syner og et alternativt natursyn fra Schulenburg.

 

Andreas Schulenburg For Hermès. Specta, Peder Skrams Gade 13, København K. Fernisering i dag, fredag den 21. november, 2014, kl. 17-19. Herefter vises udstillingen til 21. december.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.