Her har du den næsten færdige version af Morten Scheldes store tegning i fire dele med titlen ‘Samme tid, et andet sted’, som værket deler med den udstilling i Forhallen, som jeg har glæden af at åbne torsdag den 24. maj, 2018, kl. (lidt over) 16!
At den gigantiske tegning er i flere dele skyldes, at den skal monteres som bagbeklædning i en af de glasmontre, der står i Politikens Forhal, hvilket, mildest talt, er både dristigt og nytænkende. Temaet er typisk for Schelde, for det handler om forholdet mellem den nære og den store virkelighed, samt, ikke mindst, om balancen mellem håndgribelige omgivelser og vores indre tankeverden.
Sidstnævnte illustrerer Schelde ved hjælp af post-it-lapper, hvorpå han har skrevet små sentenser og firmalogoer, der tilsammen fortæller om forbrugeren som venligt får, fanget mellem egen nydelse og en verden i brand.
Udstillingen, der vises frem til og med 30. juni, består af flere værker, blandt dem originalen til Politikens særtryk ‘‘Hieronimus, efter Dürer’, hvor Schelde gendigter Dürers grafiske værk så det pludselig passer til vores aktuelle samtid.

Morten Schelde: ‘Hieronimus, efter Dürer’

Albrecht Dürer: ‘Der heilige Hieronymus im Gehäus’, 1514
Begge værker indeholder et væld af betydningsbærende detaljer, som man kan gå på opdagelse i og sammenligne. Her vil jeg kun pege på et par stykker, nemlig den hellige Hieronimus, der hos Schelde er transformeret til en unge kvinde med computer, den korsfæstede Kristus på bordet, der bliver omskabt til Yoda fra Star Wars og stolen, der hos Scheldes har fået form som en Y-stol af Hans J. Wegner!