Selfie fejlskud

En udstilling om selfien som selvportræt og iscenesættelse lyder som en mægtig god idé, men resultatet skyder helt ved siden af

’Selfie – fra selvportræt til iscenesættelse’, Brandts, Brandts Torv 1, Odense C. Til 25. oktober, 2015. to hjerter

 

Selfien er ofte blevet udråbt til en af de vigtigste, visuelle nyskabelser og nogle ser den ligefrem som det ultimative billede på vores aktuelle samtid. Så en udstilling med overskriften ’Selfie – fra selvportræt til iscenesættelse’ er faktisk så oplagt, at man kan undre sig over, hvorfor ingen har tænkt på det før.

Når man ser udstillingen, er det dog andre spørgsmål, der trænger sig på. Og det ikke på den gode måde. For det første er ’Selfie’ ikke særlig stor, for det andet er den tilsyneladende ret tilfældigt ophængt og for det tredje kommer den ligesom ingen vegne.

Således kommer det næppe bag på ret mange, at der tit tages selfier ved større begivenheder, sådan som en skærm med tekst oplyser. Til gengæld vil de fleste nok studse over udsagnet om, at ansigtet er ”det eneste af vores krop som vi ikke selv kan se”.

Hovedparten af de udstillede værker får heller ikke nogen forklaring med på vejen, men efter en tur på nettet kan jeg oplyse, at Laís Pontes (f. 1981 i Brasilien) i sin serie ’Born Nowhere’ klæder sig ud, tager et portræt af den fiktive person, hun nu ligner, og derefter beder folk på Face Book om at digte videre på denne persons liv og levned.

Det er en ganske morsom leg med identitet, men også med de fordomme og forudfattede meninger, vi møder andre mennesker med. Af og til udvikler fortællingen sig så fantasifuldt, at det føles som at læse en mininovelle, hvor man får lyst til at vide mere om ”personen” – hvilket man så ikke får med på udstillingen.

Nogle vil måske mene, at man da bare kan nyde værkerne for det, de er, uden nødvendigvis at blande hverken kontekst eller forhistorie ind i oplevelsen. Men nu sælges udstillingen jo som en undersøgelse af selfien og selvportrættet, så jeg synes man som gæst har fortjent, at arrangørerne rent faktisk fortæller os noget om både de enkelte værker og selviscenesættelse som fænomen.

 

For hvad skal man tænke og tro om de fotografiske selvportrætter af østrigske Rudolf Schwarzkogler (1940-1969), hvor han er bundet ind i gaze og tapet til med fisk? Enkelte vil kende navnet, ikke mindst fordi der i mange år har cirkuleret et hårdnakket, men falskt, rygte om, at Schwarzkogler døde, da han under en performance kastrerede sig selv.

Schwarzkoglers værker er grusomt gode og har en form for pendant i Jan Grarups forfærdende selvportrætter af en mand på afgrundens rand. Men de hænger i hver sin ende af udstillingen, og skaber derfor aldrig den synergi, der ellers var en oplagt mulighed for. Det er en sørgeligt præcist billede på hele udstillingens problem: her var potentiale til en hel masse, men det bliver aldrig indfriet.

Uden nogen form for introduktion til de mange selvportrætter, er oplevelsen af udstillingen som at bladre i en fremmed families fotoalbum. Men hvad der er endnu værre, så forspildes den oplagte chance for at gribe fat i et af tidens mest markante sociale og visuelle fænomener.

Her kunne man have set nærmere på den politiske dimension, som Helle Thorning Schmidts berømte selfie ved Mandelas begravelse da også lægger op til. Det kunne have ført videre til en undersøgelse af selfien og selviscenesættelsen som en del af magtens vokabular, både for politikere og mere almindelige mennesker.

Meget ville desuden være vundet, hvis man havde sat selfien ind i en større sammenhæng og set på den i forhold til dens forgængere i form af selvportrætter. Og det ikke kun som fotografi. Det kunne have ført til en diskussion om identitet, selvfremstilling og brugen af forskellige kunstneriske medier.

Jeg havde selv set frem til en udstilling, der satte fokus på, hvordan vi forsøger at fremstille os selv, hvilke midler, vi gør brug af og hvorfor. Min forventning var helt klart også, at man ville se kritisk på, om selfien nu også virkelig er så nyt et fænomen, som vi forestiller os, eller om det udelukkende er mediet til selviscenesættelse, der har ændret sig. Det sker bare ikke på Brandts.