Selfien er mere end simpel selviscenesættelse

Stillbillede fra Juno Calypsos videoværk ‘Honeymoon Suite’

 Saatchi Gallery i London vil sætte spot på selfien, men ender med at miste fokus

From Selfie to Self-Expression, Saatchi Gallery, Duke of York’s HQ, King’s Road, London. Forlænget til 6. september, 2017. Tre hjerter

 

London er altid fyldt med turister, terrortrusler eller ej, og hvor der er turister bliver der taget selfier. Men det er ikke kun turister, der tager selfier, for også i hverdagen rækker mange rutinemæssigt armen ud og ser sig selv i kameraøjet.
Foran det brutalt pompøse bygning, Duke of York’s Headquarters, der huser Saatchi Gallery, poseres der også. Men så snart man træder indenfor i salene, forsvinder kameraerne ned i lommer og tasker.
Måske skyldes det den diskrete modvilje mod selfien som billedudtryk, der ikke bare gennemsyrer samfundet, men også er løbet langt ind i en udstilling, der ellers skulle handle netop om denne nye billedform. Idéen er mere end oplagt, men forløses aldrig rigtig hos Saatchi, hvor man end ikke kan blive enige med sig selv om, hvad en selfie egentlig er.
For er alle selvportrætter også selfier? Er alle selfier at betragte som selvportrætter? Og er fotografier af folk, der tager selfier, selfier?

Frida Kahlos selvportræt gengives kun digitalt

Nu har man indlagt lidt elastik i udstillingens titel, der lover at tage os med fra selfie til selvudfoldelse, men selve udstillingen lægger i stedet ud med en række af verdens bedste og mest kendte malede selvportrætter. Hvilket heller ikke er problemfrit, for selv ikke Saatchi kan lige få lov til at låne Velázquez’ ‘Las Meninas’, Frida Kahlos selvportræt med halskæde og kolibrier eller for den sags skyld van Goghs maleri af kunstneren selv med bind om øret.

Løsningen er blevet at vise disse, og mange flere, mesterværker som digitale billeder på væghængte skærme. Et valg, der måske er inspireret af udstillingens altoverskyggende sponsor, en kinesisk mobiltelefonproducent. Og havde kvaliteten være i orden, kunne sådan en udstillingsform måske have været begyndelsen på en ny æra når det drejer sig om udlån, tilgængelighed og kuratering.

Men kvaliteten er langtfra i orden. Mesterværkerne er dårligt reproduceret, de står uskarpe, grovpixelerede og vises i vilkårlige størrelser. Som for at føje spot til skade, flytter flere af dem konstant fra skærm til skærm. Det er ganske enkelt ikke respektfuldt overfor hverken de originale værker eller det publikum, der i værste fald vil tro, at malerierne ikke er bedre end gengivelserne.
Lidt lettere bliver det i den del af udstillingen, hvor der rent faktisk vises selfier. Her bidrager Ivan Argote med den humoristiske serie ‘All My Girlfriends’, hvor han poserer foran reklamesøjler med fotomodeller, som han lader som om han interagerer med. Det er både sjovt, godt tænkt og sætter fokus på de uopnåelige drømme, reklamerne forsøger at sælge os.

En anden, og noget længere, serie står Juan Pablo Echeverri for, idet han siden 1998 har taget et pasbilledelignende fotografi af sig selv hver eneste dag. I sagens natur vises kun et stærkt begrænset udvalgt af de flere tusinde billeder, det er blev til på næste tyve år, men både den nørdede vedholdenhed og hans utroligt forskellige fremtoning er fascinerende.
Også Juno Calypsos videoværk ‘Honeymoon Suite’ er dragende i al sin selviscenesættelse, der på én gang er narcissistisk og ensomt, for den badende skønhed er helt alene i de hotelværelser, der er beregnet til folk på bryllupsrejse.
Men er Calypsos værk en selfie? Og hvad siger den del af udstillingen, der præsenterer fotografier af selfietagninger, som det berømte billede af Thorning, Obama og David Cameron, der i 2013 gik verden rundt, om selfien som genre?

Helle Thorning-Schmidt tager selfie med David Cameron og to gange Obama i 2013.

Det er som om Saatchi Gallery aldrig rigtig får fat i selfien, selvom den er en af de mest udbredte og benyttede fotografiske former i dag. Et grundlæggende problem for hele udstillingen er således, at man får fornemmelsen af, at selve selfien ikke rigtig er fin nok. At det er en smule komisk, når turister stimler sammen for at forevige sig selv foran schweiziske snescener, sådan som det sker i et videoværk af Simon Roberts.
Men mennesker har altid forsøgt at fastholde billedet af sig selv. Det ser vi hos de gamle mestre, hvad enten de malede sig selv eller en velhavende mæcen, og det ser vi, når der tages selfier på gader, broer og i bjerglandskaber i dag.

Forskellen er bare, at mobiltelefonerne har gjort det så meget lettere at tage disse selvportrætter. Og netop denne demokratisering af det fotografiske medie burde være et oplagt tema for en stor udstilling, for eksempel i Saatchi Gallery.
Så kunne man samtidig se nærmere på, hvad vi egentlig bruger alle disse billeder til – og om der mon ikke er mere end ren selvoptagethed på spil. Jeg tror det. Men jeg venter stadig på den udstilling, der beviser det. Og som tager selfien alvorligt.

Daniel Rozins bidrag til udstillingen hos Saatchi gengiver beskueren, der så kan tage en selfie af sig selv i forværnget udgave! Eget foto

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer