Shepard Fairey: Angreb i det offentlige rum

 

Kunsten er rykket ud af gallerier og museer for at indtage byrummet – med holdninger, meninger og attitude

 

Shepard Fairey er en af de mest betydningsfulde, internationale kunstnere indenfor street art, hvor kunsten består i at infiltrere det offentlige rum – helt bogstaveligt i form af plakater, stickers (klistermærker) og motiver spraymalet gennem stencil-skabeloner, og i overført betydning ved at pille ved vores vante opfattelser af, hvilke budskaber vi kan regne med at møde hvor.

Der er derfor en nærmest andægtig stemning i V1 Gallery, noget Shepard Fairey ser ud til både at være vant til – og fuldstændig ligeglad med. I stedet fokuserer han hjemmevant hele sin opmærksomhed på vores samtale og holder roligt blikket fast mens han taler.

Shepard Fairey er opvokset i den amerikanske stat Rhodes Islands største by, Providence, og var som teenager i 1980’erne optaget af skateboard, punk rock og de stickers, stencils og T-shirts der er en naturlig del af ungdomskulturen. Men at han selv skulle komme til ikke bare at tegne denne kultur, men også overskride dens grænser, var til at begynde med lidt af et tilfælde.

>> Jeg skulle vise en af mine venner hvordan man skærer sig en stencil og ledte efter et egnet billede i avisen. Og så faldt jeg over ’André the Gigant’, en wrestler, men ham ville min ven ikke have som stencil, for han syntes simpelthen wrestling var for uncool << siger Shepard Fairey med et twistet smil. For det var netop dommen over motivet som uncool der satte ham igang: han ville forsøge at gøre det mest uncool motiv – cool. Udelukkende gennem sit valg af teknik.

Snart havde Shepard Fairey fået trykt en stak stickers med wrestleren og teksten ’Obey Gigant’, og dem satte han op alle de steder hvor andre også klistrede stickers op. Og hans forsøg lykkedes.

>> For ingen vil være den sidste til at vide, hvad det går ud på. Så snart var ’Obey Gigant’ kendt, og i dag hedder han simpelthen ’The Icon’ <<.

Shepard Fairey blev, som ’Obey Gigant’-kulten tog til, stadig mere interesseret i de dynamikker han havde fat i, både i det offentlige rum og når det kom til beskuernes forskellige opfattelse af ikonet. Men i begyndelsen var det vigtigste dog stadig at være cool.

>> Men jeg begyndte efterhånden at blive lidt træt af skaterklikkerne. Det var for elitært og da jeg efterhånden havde nået toppen af den interne ’fødekæde’, det jeg havde stræbt efter så længe, virkede det ærlig talt tomt. Providence var besejret, og nu var udfordringen at se hvor langt jeg kunne komme med et billede, der er både meningsløst, grimt og absurd. Men også lidt charmerende <<.

Derfor begyndte Shepard Fairey at indrykke små annoncer, der opfordrede folk over hele landet til at sende ham en frankeret svarkuvert, så ville de modtage en sending stickers ganske gratis. Samtidig sendte han også et lille manifest om sit projekt, der blev stadig mere defineret: Han ville (og vil) sætte sit spørgsmålstegn ved reklamer, propaganda og alle de andre udsagn vi mødes af i det offentlige rum.

Måden at gøre det på er at lægge sig tæt op af det visuelle sprog reklamerne benytter sig af, og på den måde snige sabotagen ind af bagdøren. Således opstår der desuden en spænding mellem det umiddelbart tilgængelige udtryk og den (til tider) manglende mening med budskabet.

>> Det jeg laver kan ikke lige rubriceres, og jeg håber det betyder at folk må stoppe op og tænke selv. Jeg kan li’ at bryde regler, det er nok en del af min rebelske natur. Kuppet for mig var at skabe noget ud af ingenting. Advokater og filosoffer har de lingvistiske værktøj til at sige hvad som helst så det lyder overbevisende, og det er det samme jeg gør <<.

 

Shepard Faireys street art adskiller sig på fundamentale områder fra graffitimaleriet. Ikke kun i teknik og udtryk, men også i de holdninger der gås ud i det offentlige rum med – og hvad man ønsker at opnå med det. Han sætter for eksempel aldrig sine plakater, stickers eller stencilaftryk på folks private hjem, ligesom han ikke ville blive glad hvis nogen gjorde det på hans egen husmur.

>> Mange graffitimalere siger: det er os mod resten af verden. Men jeg er 34, jeg forstår godt hvis folk bliver irriterede. På den anden side synes jeg ikke det offentlige rum skal være forbeholdt dem, der kan betale for at få deres budskab ud. Jeg demokratiserer det offentlige rum ved at tage sagen i egen hånd <<.

Sideløbende med sit street art-projekt arbejder Shepard Fairey også indenfor systemet, hvor han blandt andet designer tøj og mere kommercielt lay-out. Og selvom han indrømmer det måske er utopisk at forestille sig, at han kan infiltrere mainstreamkulturen, så får det ham ikke til at opgive forsøget på at få det bedste af begge verdener – både undergrunden og mainstream.

>> Og så er det også i mainstream jeg kan tjene mine penge, for  den dér med kunstneren som udsultet martyr – den byrde gider jeg altså ikke bære <<.

Det er der nu nok heller ikke den store risiko for, idet Shepard Faireys værker udstilles over hele verden, ligesom de optræder i de hippeste magasiner. Efterhånden er han også begyndt at sælge de plakater, han sætter op ude i bybilledet, over internettet og hans fans tæller alt fra unge graffitimalere over en politimand til præsidenten for National Reserves Bank. Selv hans priser må siges at være demokratiske: i V1 Gallery kan man købe plakater for 350 kroner, mens malerierne koster op til 5.000 kroner.

For en hel del mennesker er Shepard Faireys værker dog ofte grovere kost end de kan tygge, ikke mindst fordi han igen og igen sætter spørgsmålstegn ved hvad der sker i verden omkring os. Derfor har han både lavet en serie, der sammenstiller Mao, Lenin og Nixon, ligesom han for nylig brugte et billede af civile ofre i Irak på en plakat.

>> Jeg bliver altid overrasket over hvor dumme folk er. Så snart jeg bruger et billede af Mao eller Lenin, tror folk det er kommunistisk propaganda. Jeg er meget optaget af ytringsfriheden, men efter 11. september må man ikke kritisere USA. Det er helt forkert, for den sande patriot vil gerne være stolt af sit land og må derfor sige fra når noget er forkert <<.

Så Shepard Fairey skulle være fuldt beskæftiget langt ud i fremtiden. Og så længe han er det vil man kunne møde hans værker ude i hverdagens virkelighed – hvis man ser ordentligt efter.

 

 

Shepard Faireys udstilling kunne ses i V1 Gallery, Absalonsgade 21B, København, frem til 6. juni, 2004. Og i bybilledet, til det ændrer sig…