Shepard Fairey: ‘2nd Amendment Solutions’
Et værk behøver ikke være tynget af paroler for at give mening – selv som politisk kunst. I V1 Gallery viser Shepard Fairey lige nu, hvordan en bølge og en mandala kan fortælle om forurening og verdensfred.
Shepard Fairey: Your Ad Here. V1 Gallery, Flæsketorvet 69-71, København V. Til 3. september, 2011. fem hjerter
Politisk kunst er slet ikke så ny en opfindelse, som man måske kunne tro, for billeder og skulpturer har gennem tiderne været flittigt brugt til både åbenlys propaganda og politiske markeringer. Tænk bare på Kong Frederik den 7. højt til hest på Christiansborg Slotsplads, eller, i noget nyere tid, Picassos maleri af massakren i ’Guernica’.
Alligevel er det 1970’ernes bastante og billedgjorte paroler, de fleste tænker på, når talen falder på politisk kunst. Men kunst med mening behøver, heldigvis, ikke altid skære budskabet ud i tommetykt pap. Skåret bliver der dog, når amerikanske Shepard Fairey skaber sine værker, men det skyldes, at han ofte arbejder med den form for skabeloner, der kaldes stencils.
Når sådan en stencil lægges på en overflade, kan man påføre spraymaling, der kun trænger igennem hullerne i skabelonen. Det er hurtigt og effektivt, og derfor er det også en udbredt metode for en street artist, eller gadekunstner, som Fairey. Skabeloner kan dog også bruges til silketryk og dermed plakatfremstilling. Og det var netop med den nu ikoniske valgplakat for Obama, at Fairey for alvor slog sit navn fast kloden rundt.
Shepard Fairey: ‘Aung San Suu Kyi’. Bemærk ornamentet i halssmykket, som genfindes i Faireys udsmykning af muren ved Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset lå.
Men er man kommet for at (gen)se Obama i Faireys version, går man forgæves i V1 Gallery, for den eneste præsident på billederne her er Nixon. Og ham fremstiller Fairey ikke så lidt mindre flatterende end Obama. Andre kendte ansigter får en noget blidere medfart. Således smiler Aung San Suu Kyi smukt under overskriften ’Freedom To Lead’, og smykkes på brystet af selvsamme fredsdue, indsat i et cirkelformet ornament, som man også finder på gavlen hvor Ungdomshuset lå.
Denne form for genbrug går igen udstillingen igennem, hvor de samme motiver dukker op i forskellige udgaver og dermed sammenhænge. Det ses i en serie store værker, hvor motivet er Faireys ikon ’The Gigant’ (eller slet og ret: The Icon), sådan som det har taget sig ud i gadebilledet. Her handler det om, hvordan Fairey infiltrere det offentlige rum med sit stiliserede portræt af wrestleren André the Gigant og derved karikere de allestedsnærværende reklamer.
En anden, og mere håndfast, genbrugsform finder man i en række værker, hvor motivet udgøres af de udtjente stencils selv. Det er i sig selv en spændende idé, at lade et sådant redskab transformere sig til kunstnerisk materiale, samtidig med at blikket forstyrres gevaldigt. For skabelonen er, i sagens natur, et negativ af det billede, den kan skabe og derved sættes synesevnen på prøve.
I det hele taget skal man have både øjnene og tankerne med sig, når man møder Shepard Faireys værker. Han har nemlig udviklet en helt særlig collageteknik, hvor avisudklip og påtrykte mønstre ender med at danne deres helt eget organiske liv, lige under hovedmotivet. Dertil kommer, at avisernes historier korresponderer med det, værket handler om, som når man bag et skilt for en våbenhandler kan læse overskrifterne ”Battle Raging”, ”Guns Add” og ”Reach, Brother! Here comes Billy the Kid”.
Shepard Fairey: ‘Dark Wave’
Og skulle man stadig ikke have fattet pointen, bærer værket titlen ’2nd Amendment Solutions’, med ironisk henvisning til den amerikanske forfatnings paragraf om borgernes ret til at bære våben. Andre gange går Fairey mere subtilt til værks, sådan som det sker i ’Dark Wave’, hvor en bølge kælver så betagende som på et træsnit af en japansk mester. Men ser man rigtigt efter viser det sig, at havoverfladen er hærget af olie. Så stille, og så smukt, kan man altså kommentere det katastrofale udslip i den Mexicanske Golf.
Det er også masser af tilsyneladende modsætninger, der mødes i fire store ’Mandala Ornamenter’, hvor grunden igen består af organisk ornamentik, mens motivet er en kompliceret mønsterformation. Her trækker Fairey ubesværet på adskillige traditioner, kulturer og tidsperioder, der tilsammen udgør en helt ny syntese, på én gang velkendt og overraskende. Resultatet er både luksuriøst og råt, det er street art, indsat i bevidst bombastiske, og blomsterdekorerede, rammer, det er Øst og Vest og før og nu.
For mig at se er det værker, der viser, hvor graciøst vi kan forene forskellige kulturer og skabe noget nyt. Hvilket gør også disse mønstermotiver, der minder om dem, der pryder både Jagtvej 69 og portrættet af Aung San Suu Kyi, til politisk kunst. Det er værker, der kræver, at man selv tænker sig frem til sine egne konklusioner. Og det er værker, der, trods alt, synes båret og frembragt af håb.