Shirin Neshat, stillbillede fra ‘Women Without Men’
Shirin Neshats seneste storværk på ARoS, er de bevægelige billeder er så sanselige og smukke, at man næsten kan dufte dem
Shirin Neshat: Women without Men, Aros, Aros Allé 2, Århus. Kunne ses frem til 25. maj, 2008. seks hjerter
Som et flyvende øje følger kameraet en bæk, der allerede har skåret sig en halv meter ned i jorden. Vandvejen bugter sig, kravler under en mur og åbner sig som en stillestående sø, der i vandspejlets åbne håndflader bærer liget af en kvinde. Ganske udramatisk flyder hun her, som en Ofelia, men uden galskab, ét med sine omgivelser: vandet, vegetationen og den tåge, solen skaber ved at ånde på vandets overflade. Tæt er skoven rundt om søen, stærke er farvene og skråt står solens stråler. Kun kvindens kjole er hvid og snavset, uberørt.
Sådan starter den iranske videokunstner, Shirin Neshat, sit seneste epos ’Women Without Men’, som har verdenspremiere på ARoS. De fem videoer, der tilsammen danner et kalejdoskopisk og sanseligt smukt billede, følger fem forskellige kvinders vandren ind og ud af hinandens historier. Som en formfuldendt kontrast til filmenens billedrigdom, der er så stærk, at man synes at kunne dufte dem også, præsenteres de fem film i stramme og stærkt geometriske omgivelser på ARoS, der – igen – har bygget særudstillingenssalene fuldstændig om, sådan at de passer til lige præcis den aktuelle udstilling.
Shirin Neshat, stillbillede fra ‘Women Without Men’
Den næste film åbner med mindelser om Edvard Munchs malerier: et fuldstændig udmagret menneske, fanget et sted midt mellem pige og voksen kvinde, sidder på sengen og ser tomt frem for sig. Fra gårdhavens frodighed lyder bordelmutters råb, men mennesket på sengen bevæger sig ikke, hun forbliver fastlåst i kontrast til værelsets vibrerende farveintensitet. Senere, da hun forsøger at vaske prostitutionens snavs af sin magre krop, sker det i en badescene, der giver genklang af endnu mere klassisk kunsthistorie. Her er farverne holdt på et absolut minimum, hvilket gør de nøgne kroppe så meget mere livfulde, præcis som man ser det i Jean-Auguste-Dominique Ingres’ berømte ’Tyrkiske Bad’, som han malede i 1863.
Shirin Neshat kan sin (vestlige) kunsthistorie, og det er ikke så sært, for hun er uddannet i USA, hvor hun har boet det meste af sit voksne liv. Men hendes historier er af iransk afstamning, også selvom de problemstillinger, hun tegner, samtidig er (sørgeligt) universelle. Således kredser ’Women Without Men’ omkring året 1953, hvor britiske og amerikanske styrker væltede den demokratisk valgte regering i Iran. Det skete, fordi præsidenten ville nationalisere landets olieressourser, hvilket unægteligt får en til at tænke på senere invasioner i samme region. Samtidig handler det også om fem skæbner, for hver af hovedpersonerne står overfor afgørende valg og problemstillinger, som de fleste vil genkende i en eller anden form.
Fortællestilen er den magiske realisme, som Shirin Neshat har hentet i sit forlæg, bogen ’Women Without Men’, skrevet af den ligeledes eksilerede iranske forfatterinde Shahrnush Parsipur. Bogen er ikke oversat til dansk i andet end de uddrag, der bringes i kataloget, hvilket umiddelbart kunne forekomme at være et problem. Men jeg vil nu foreslå de kommende gæster på ARoS, at skabe deres egne historier og sammenhænge filmene imellem, sådan som Shirin Neshat også håber vi vil gøre. For sidder man og venter på, at den første kvinde, der lyder navnet Mahdokht, skal omskabe sig selv som et træ, ligesom hun gør i teksten, så bliver man skuffet.
Shirin Neshat, stillbillede fra ‘Women Without Men’
Og hvorfor skulle hun også sætte rødder? Fordi hun, som en anden Daphne fra den græske mytologi, ønsker at bevare sin uskyld. Mahdokht er dog ikke forfulgt af en lysten Apollon, sådan som Daphne var det, men af ønsket om at få børn – uden at miste sin hellige mødom. Og set i dét perspektiv er det ikke så tosset en idé, at gennemgå en metamorfose til træ, så man kan sprede sine frø i fred. Men Shirin Neshat har valgt at omsætte situationen på en noget anden måde, og vi møder derfor Mahdokht, mens hun manisk strikker tøj til alverdens børn. Smukt er det, men også en smule forvirrende, hvis man forventer fortællingen om en trækvinde.
I historien om Munis, er Neshat ligeledes gået sine egne veje. Denne unge kvinde ser en mand blive skudt af shahens håndlangere, og kaster sig selv ud fra sit udkigspunkt, højt hævet over begivenhederne. Hun lander side om side med den døde, og de to omkomne indleder i filmen en dybt poetisk og rørende samtale om, hvorfor de er endt dér og hvordan det føles at være død. Den store historie om Irans invasion smelter ubesværet sammen med individets liv og død, mens fortid og fremtid bliver ét, sådan som det vel netop sker i døden. Ganske anderledes går det i Shahrnush Parsipurs tekst, for her er kun manden død – og han beordrer Munis tilbage til det afsondrede liv bag hjemmets fire vægge.
Shirin Neshat, stillbillede fra ‘Women Without Men’
I stedet for at læse teksten og forsøge at genfinde den i filmene, bør man altså sætte sig til rette med vidtåbne øjne. Men husk at afsætte god tid til oplevelsen, for den samlede spilletid for de fem film er 77 minutter, og da de kører i konstante loops, kan man ikke være sikker på, at komme med fra starten hver gang. Men det gør heller ikke noget, for Shirin Neshats bevægelige billeder er så smukke og intense, at man næsten taber pusten. Se dem sammen med nogen, du holder af, og som du kan tale med bagefter. Lad billederne fylde bevidstheden, mærk fortællingen bevæge sig fremad, som en stille skvulpen af vand under et skib, og flyd med. Du er i gode hænder, for det er Shirin Neshat, der ånder på sejlet, og skaber en sanselysten fremdrift.
Pingback: Venedig venter! – Trine Ross