Sigurd Swane: Vejhjørnet’, 1910. Statens Museum for Kunst
Nogle gange er Sigurd Swane næsten genial, men i andre værker lever han langtfra op til forventningerne. Og så havde han en bror …
Sigurd Swane: Maleri, Øregaard Museum, Ørehøj Allé 2, Hellerup. Til 5. juni, 2016. Derefter fortsætter udstillingen til Museet for Religiøs Kunst, Strandvejen 13, Lemvig, 11. juni til 28. august, og Odsherred Kunstmuseum, Rødhøj 11, Asnæs, 15. september til 26. februar, 2017. fire hjerter
Sigurd Swane: ‘Portræt af kunsthistorikeren Leo Swane’, 1908. Nasjonalmuseet, Oslo
Man skulle umiddelbart tro, at enhver kunstners vildeste drøm måtte være at have en bror, der er direktør for selveste Statens Museum for Kunst. Men for Sigurd Swane (1879-1973), som var i netop den situation, viste det sig mere at være et mareridt, der på mange måder er fortsat, længe efter hans død.
Det er således mere end 30 år siden, man sidst kunne se en stor udstilling af Swanes værker, hvilket Leo Swane nok har en del af skylden for. Men tilbage i 1908 havde Sigurd Swane tydeligvis forhåbninger til sin bror, som han portrætterede under titlen: ’Kunsthistorikeren Leo Swane’, selvom Leo kun så småt var begyndt på studiet af kunsthistorie, som han i øvrigt ikke blev færdig med.
At den purunge Leo, der knap kan mønstre skyggen af et overskæg, står med en stikling mellem fingrene, er næppe en tilfældighed. Med kimen til en frodig fremtid i hænderne og Sigurds Swanes malerier i baggrunden er linjen ligesom lagt, men det kom til at gå noget anderledes, brødrerne imellem.
Da Leo Swane i 1931 blev direktør for Statens Museum for Kunst, var deres forhold således stærkt afkølet. Og det blev næppe bedre af, at Sigurd Swane kritiserede museets indkøb i dagspressen. Leo Swane på sin side fremhævede ved enhver lejlighed Sigurds nære ven og kunstnerkollega, Harald Giersing, på brorens bekostning.
Og måske havde Leo Swane på dette punkt faktisk ret. For selvom Giersing døde, da han kun var midt i 40’erne og derfor aldrig nåede at folde sig fuldstændig ud, så havde han gennemgående en mere markant produktion end Sigurd Swane, der slingrer mellem det virkelig glimrende og det knap så gode.
Sigurd Swane: ‘Sol i granskov. Småland’, 1909. Statens Museum for Kunst
Blandt de førstnævnte finder man hans ’Sol i granskov. Småland’ fra 1909, hvor lyset flimrer så man næsten ser dobbelt og træstammen til højre pludselig træder frem på billedfladen. Vildt og skønt er også ’Vejhjørnet’ fra det følgende år, hvor motivet (næsten) kunne være ren guldalder, men farverne er hentet hos de franske fauvister, der med Matisse i spidsen var brudt igennem fem år tidligere (se billedet øverst på denne side!).
Den slags havde man ikke før set i Danmark, og det må have været lidt af et chok. Swane blev dog ikke på denne kurs. I stedet maler han skiftevis stemningsmættede skovpartier og temmelig tunge portrætter, som det af ’De fire malerinder’ (1912), hvor han første hustru og kunstnerkollega, Christine Swane, figurere. Tre år senere skildrer han i ’Ved toilettet’ et bart bryst så besynderligt bagvendt, at man må undres gevaldigt over grunden.
Sigurd Swane: ‘Bøgen’, ca. 1925. Sorø Kunstmuseum. Foto: Anders Sune Berg
Da Swane i 1921 gifter sig med Agnete Rechendorff ændrer han på mange måder fokus. Motiverne henter han i det allernærmeste: familien, hjemmet, blomsterne i vaser og i haven. Det er en motivkreds, som man ellers oftest ser hos kvindelige malere, men hos Swane har de endnu en dimension, for han er passioneret optaget af spørgsmål omkring børneopdragelse, naturpolitik og, som sagt, kunstindkøb.
Alt dette debatterer han i dagspressen – og Swane sætter handling bag ordene. Så da han i 1924 flytter til et hus på Tranegårdsvej, der er en del af Øregaards tidligere frugthave, dyrker han sine egne grøntsager og lever som veganer. Måske det også er i Øregaardsparken han ser ’Bøgen’, der omkring 1925 er motivet i et skønt og stort maleri, udført frækt og hurtigt uden hverken tid eller plads til fejl.
Sigurd Swanes næsten syv årtier lange karriere som udøvende kunstner fortsætter dog i ujævnt trav, hvilket betyder, at han i 1966 kan male et ’Spansk landskab’ på en måde, der hører til adskillige årtier tidligere, for to år senere at lade ’Blomster i kande’ eksplodere i rummet. Og i udstillingens sidste maleri, ’Haven, august 1970’ er han stadig i vigør og lader himlen brænde hvidt i lys. Hvis bare alle Swanes malerier var som de bedste fra hans hånd, havde selv ikke Leo Swane haft magt at holde ham nede!