Simpelt og samtidig sanseligt

Mere end et halvt århundrede skiller den yngeste og den ældste af de i alt atten kunstnere, der lige nu viser, at minimalismen godt kan være lidt barok

Minimal barok – en ny tendens i samtidskunsten. Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, Næstved. Til 15. juni, 2014. fem hjerter

 

Umiddelbart har barokken og minimalismen meget lidt til fælles, bortset fra, at begge er betegnelser for kunsthistoriske perioder. For hvor 1600-tallets barok er sprængfyldt med drama, bevægelse og sanselighed, stod 1960’ernes minimalister for et rent og renset udtryk, der rigtig gerne måtte tage sig direkte maskinelt ud.

Alligevel er det netop disse to stilperioder, der henvises til, når Rønnebæksholm præsenterer ’Minimal barok’, der med undertitlens ord er ’en ny tendens i samtidskunsten’. Måske det havde været mere mundret og mindre forvirrende, hvis man havde kaldt udstillingen ’Barok minimalisme’, men lad nu det ligge.

Der er nemlig mening med den tilsyneladende så selvmodsigende galskab, ligesom man på udstillingen finder værker af en række meget spændende kunstnere fra ind- og udland. Det gælder ikke mindst Janaina Tschäpe, der er født i Tyskland (1973), opvokset i Brasilien, uddannet i Tyskland og USA, og nu bosat i både New York og Rio de Janeiro.

Tschäpes videoværk ’Ballgame’ er således på den ene side sanseligt og på den anden ganske simpelt: På en strand ses en stor, bevægelig og næsten blævrende ballon, der hopper omkring i vandkanten. Og mere skal der faktisk ikke til, for at man kan genkalde sig bølgernes slikken, sandet under fodsålerne og fornemmelsen af solen på den bare hud.

Fantasien fortsætter, når Tschäpe introducerer endnu en ballon, der straks synes at gå i dialog med den første og derved skaber et minimalistisk drama i strandkanten. Sammenhæng og dialog, her mellem flere værker, finder man også i udstillingens smukkeste og mest sarte sal, hvor danske Bodil Nielsen (født 1957 og en af udstillingens tre kuratorer) får selskab af Øivind Nygård (1948-2010) og Zilia Sánchez, født i 1928.

Nielsen fanger rummets kvadrat, loftslampens store cirkel og vinduernes mange felter i sit på én gang lysende og lukkede maleri uden titel (2014), der har hentet sine farver en tidlig morgen med kommende regn. Og Nygårds skulptur, ’Model til et Museum for meteorologi’ (2001), leger videre med cirklen, nu som gentaget og forskudt oval eller ellipse, der bliver til en blanding mellem Guggenheim Museet i New York og et rumskib på afveje.

Prikken over i’et leveres af Sánchez med et lille papirværk fra 1968, der elegant trækker tråde tilbage til det årti, hvor hun var en af minimalisterne i New York. Samtidig er Sánchez er fin repræsentant for den transnationalitet, der som en understrøm løber gennem store dele af udstillingen. Hun er således født på Cuba, uddannet i Spanien og USA, men har siden 1971 boet i Puerto Rico.

Også Ivelisse Jiménez (født 1966) bor i Puerto Rico – og i New York. Hendes værk, ’Exorbitat’, består af sammensatte stykker mere eller mindre gennemsigtig plastik, der tilsammen skaber en transperans som man kender fra slikkepinde og fremkalder den samme sanselige nydelse, uden dog at være sukret.

Fascinerende er også danske René Schmidts (født 1968) skulpturer, der er som et møde mellem det computergenererede og organisk vækst. Heldigvis har man jævnligt mulighed for at stå overfor hans værker, hvilket så, mærkelig nok, ikke er tilfældet med Jo Baers fantastiske maleri (uden titel fra 1972-1975), til trods for, at det faktisk ejes af Louisiana.

Baer, der blev født i USA i 1929, men som i mange år har boet i Amsterdam, begyndte allerede i 1960 at arbejde med et maleri, hvor størstedelen af lærredet er rent hvidt. Man finder et ekko af denne tilgang i Barnett Newmans serie ’Who’s Afraid of Red, Yellow and Blue’ fra sidste halvdel af 60’erne, ligesom Sam Francis samtidig undersøgte forholdet mellem centrum og kant i maleriet.

Men Baer er helt sin egen – og tidligere ude. At hun ikke har opnået samme berømmelse som Newman og Francis kan kun undre. Ikke mindst når man ser, hvor stramt og smukt hun accentuerer den centrale flade med et par aflange felter, der i alle tilfælde får mig til at tænke på Navajoernes sandmalerier.

Så stærkt står ikke alle værker på udstillingen, men mindre kan også godt gøre det ind imellem. Selvfølgelig kan man spørge, om der er tale om en ny tendens, nu da en del værker har ikke så få år på bagen, men udstillingen understreger, at minimalismen ikke altid er så kantet og kold, som man skulle tro.